Vi er ikke længere kringsat af sne hernede. Til gengæld varer det ikke længe, før vi har en voldgrav rundt om gården.

Selv om der er en uovertruffen Dakar-Rally-fornemmelse i at lave hjulspind når man kører ud af indkørslen, så er det lidt problematisk.

Siden stubfræsingen i sidste måned har haven fået et markant pløjemark-udtryk krydret med et stærkt muddertema, og det har gjort, at alle der har sat ben i haven, slæber store mængder jord med ind i huset næsten uanset forholdsreglerne. Det er som at bo ved siden af Orange Scene.

Den lille vandfattige sø lever for tiden ikke rigtig op til sit navn, og er gået så meget over sine bredder at det faldefærdige drivhus står under fem centimeter vand.

Hele engarealet på den sydlige del af grunden (se billedet øverst) er også oversvømmet. Det er jeg nødt til at finde en løsning på, for der havde jeg jo tænkt, at der skulle gå dyr.

Det er godt, at jeg opdager problemet i tide. Hvis der boede får eller grise på det areal som forholdene er nu, så ville jeg være nødsaget til at uddele redningsveste eller stylter.

Spørgsmålet er hvad jeg gør ved det, så jeg ikke står i den situation til næste år, hvor der gerne skulle rende nogle små får rundt dernede. Skal jeg leje en gravko og grave søen dybere? Skal jeg grave en voldgrav rundt om engen? Skal jeg plante en masse vandsugende pil og birk? Skal jeg lede vandet væk, og i så fald hvorhen? Søen er det laveste punkt i 500 meters radius, så det er bogstavelig talt lidt op ad bakke at komme af med vandet.

Jeg må finde en løsning, for jeg skal bruge det areal, hvis jeg vil holde dyr. Alternativt må jeg holde dyr, der er bedre rustet til at sjoske rundt i ti centimeter vand
...Hvordan smager flamingo mon?

Refleksioner i luften mellem to etager

Åh, det gamle lort.

Jeg gik i sidste uge og fejede halm væk på det gamle høloft i stalden, da gulvet pludselig braste sammen under mig. Uden varsel. Ikke en knirken eller en knagen, de rådne planker forsvandt bare lydløst under mig, som var det en faldlem. To en halv meter ned faldt jeg, og landede på ryggen midt i en af båsene i kostalden.

Det gik virkelig stærkt. Det hele har ikke taget mere end et sekund, men jeg nåede at reflektere lidt på vejen ned. Jeg fik både tænkt "Pis. Det her kommer til at gøre virkelig ondt." og "Pis. Amalie havde ret i, at det var farligt at gå på det høloft. Det kommer jeg til at høre for". Jeg slap dog rigtig billigt. Var jeg nu faldet ned mellem de to båse og landet på rækværket, så kunne det være gået galt. Men jeg slap med skrækken og nogle mindre knubs.

Eskapismen bliver udfordret, når den bliver ramt af en dosis hård realitet - også kaldet et betongulv. Man får et nyt perspektiv på landmandslivet dernede fra bunden af en forfalden kostald, mens man ligger og kigger op på det nylavede, Jeppe-formede hul i loftet. Charmen ved at eje noget fra 1875 falmer lidt. Det ville i hvert fald være dejligt med lidt nyere gulvbrædder. Måske bare nogle der lagt efter Boerkrigenes afslutning.

Ud med Meyer, ind med Robertson.

Jeg elsker virkelig godt brød, og jeg har længe kæmpet med Meyers opskrifter. Men det er slut, for jeg har fået ny brødguru.

Chad Robertson driver det meget hippe Tartine bageri i San Francisco. Han er en amerikansk surfertype med mange tatoveringer, slikket hår og ligner typen, der kalder sine mandlige venner for "bro". Han var mig med andre ord lidt svær at elske, men jeg siger dig, manden skriver en forbandet god bagebog.

Chad Robertsons 'Det gode brød' kan varmt anbefales.

Ved at følge hans opskrift har jeg langt om længe fået styr på at holde en surdej kørende, og har i første forsøg bagt det klart smukkeste og mest velsmagende brød, jeg nogensinde har bagt. Skorpen er sprød, krummen er sej og syrlig på den gode måde. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er et af de bedste brød, jeg har fået længe.

Jeg var alene hjemme, da det første brød blev færdig, og Amalie skulle spise ude om aftenen. Med andre ord var der ingen til at rose mig!

Jeg overvejede at ofre et af dem ved alteret af min forfængelighed og give det til naboen, bare så han kunne rose mig for det. Det droppede jeg dog igen. Ikke fordi jeg syntes det var fjollet. Nej, snarere fordi det viser sig, at jeg er mere nærig end jeg er forfængelig, og jeg ville hellere spise begge brød selv.

Brødene produceres nu på stribe, så jeg kan blive skarp på opskriften. Langt hurtigere end vi kan nå at spise dem. Så nu kan naboen også få lov at smage. Allernådigst.

Jeg er så imponeret over det brød, at jeg allerede har fået storhedsvanvid. Møn er dårligt udstyret, når det gælder friskbagt brød, så nu drømmer jeg om at åbne et lille bageri ude i laden.

Hvis jeg så også bare lige kunne lære at lave en vellagret comté, så ville jeg være lykkelig.

- Jeppe er ude.