Landlivet er ikke lutter idyl. Man må dele det med en masse mere eller mindre ønsket dyreliv.

Jeg ville gerne skrive, at omstillingen fra by- til landliv har været nem, men det har taget lidt tid. Københavneren har måtte sluge et par oplevelser, og jeg tog dem ikke allesammen med den stoiske ro, der passer sig for en bonde in spe.

Advarsel til vegetar-/veganlæsere: I det følgende bliver små dyr dræbt i hobetal.

Sneglene

Vi var vant til skov- og dræbersnegle fra vores hus i København. Men ikke i det her omfang. Vores æblelund var mere snegle end græs, og det er kun en lille overdrivelse. Der var virkelig, virkelig mange snegle Vi satte derfor sneglefælder op i æblelunden. 

Hot tip. En gammel urtepotte med øl i er en glimrende sneglefælde. De slibrige størrelser kravler selv ned i krukken, og drukner som lemminger, til der simpelthen ikke er plads til flere snegle. Smart.

På den lange bane er fælderne dog ikke nok, og der skal nok nogle snegleædere til. Jeg tænker moskusænder eller noget andet spiseligt.

Billerne

Billerne flyttede ind næsten samtidig med os. Faktisk introducerede de sig selv ved at falde ned i håret på Amalie en af de første aftener, da vi sad på sofaen. Det var ikke populært. 
Siden da viste en lille koloni af små biller sig i bryggerset. 

Vi googlede dem, og det var vist nok Løbebiller. Aarhus Universitet kalder dem "nyttedyr", hvilket er lidt provokerende. For det er fint, at de er nyttedyr, men billerne er flyttet ind i mit hus, og det er ikke nyttigt at træde dem op mellem tæerne, når jeg står og skifter min søns ble. Så de måtte dø.

Men billerne havde et modtræk. Få dage efter viste der sig fem af de største biller, jeg nogensinde har set ude i entréen i den anden ende af huset. Fire centimeter lange mobbedrenge. Vi taler her om biller, hvis små fødder man kan høre, når de går på et stengulv. De små løbebiller havde med andre ord ringet efter deres steroidepumpede fætre.

Endnu en Google-søgning viste, at de her biller var en 'Læderløber'. Igen er der åbenbart tale om "nyttedyr". Men der er formildende omstændigheder. De her biller blev beskrevet som "et grådigt rovdyr", der æder ...snegle! 
Her skulle man jo være et skarn, hvis man ikke kunne slå to fluer med ét smæk. Så vi lavede en læderløberbosættelse på "vestbredden" af æblelunden, og håbede at en krig ville bryde ud. 

Den første uge var alt fryd og gammen, hvor vi ikke så flere biller i huset. Men så en tirsdag morgen kl. 7.10 skete der et alvorligt brud på våbenhvilen. 
Jeg var i bilen på vej mod mit kontornusserjob i København. For sent, for sent, for sent som altid. Jeg havde vel kørt i 10 minutter, da jeg lige pludselig mærkede noget ved i mine tæer. Jeg slog det hen som en sten i skoen eller lignende. Men et par minutter efter skete det igen. Nej, der var noget i min sko. Noget levende! Jeg udbrød et "argh!" (eller måske var det noget knap så mandigt...) og bilen slingrede, mens jeg febrilsk flåede min sko af. Jeg kørte ind til siden, åbnede vinduet og tømte min sko ud på vejbanen. Der hørtes et tydeligt "klak!", da en af de her overdimensionerede superbiller ramte asfalten. I det øjeblik blev hele ideen om det idylliske landliv taget op til intern revision, og jeg overvejede kraftigt at droppe det hele til fordel for en dejlig, billefri lejlighed på femte sal i byen. 

Det blev dog ved overvejelsen.

Musene

Kort tid efter, da nabogården høstede sit korn engang i september, fik vi igen gæster. Amalie hørte dem først pusle i skunken på første sal en nat, hvilket vores hund selvfølgelig syntes var enormt interessant. Kun et par dage efter vågnede vi op til, at der var strøet små muselorte henover køkkenbordet.

Cirka 20 minutter senere stod jeg i den lokale Superbrugs, og prøvede at overskue deres imponerende udvalg af fælder og gift til ethvert behov. Gift er no-go, så hjemmet blev i stedet mineret med musefælder. Taktisk placeret så hverken barn, hund eller søvndrukken, distræt mand kan komme til at vade på dem.

Men mus får ikke nok anerkendelse for deres intelligens. Lad ikke de store øjne og nuttede knurhår narre dig; mus er nogle snu små sataner. Jeg kom flere gange ned til tomme fælder. Uanset hvor meget jeg fasttømrede en rosin/spegepølse til fælden, og hvor fintfølende jeg indstillede fælden, så slap de mus væk med lokkemaden uden at udløse fælden.

Ikke desto mindre lykkedes det at få ramt på seks mus i løbet af nogle uger. 

Efter den sjettes død var der stille i en rum tid. Men efter nogle ugers fred og stilhed i huset tog musene en grusom hævn. 

Vi havde langt om længe fået solgt vores hus i Holte, og skulle tømme det op til overtagelsen. Det var noget stresset, da jeg havde virkelig travlt på arbejdet også. Med et læs i bil og på trailer opdagede jeg, at jeg brugte benzin i et foruroligende tempo. Jeg holdt ind på en tankstation, og kunne se, at jeg ganske rigtig blødte benzin. Jeg kom hjem, og fik bilen til mekaniker. Han sagde koldt til mig på mønsk "du har fået mus". Min første tanke var, at det var mekanikerslang, men nej nej, der har været mus i min bil, og de har bidt benzintilførslen over til motoren.... Touché, mus.

Så nu skal vi have kat.

- Jeppe er ude