Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!
Fem år føles som enormt meget. For meget. Som det-kan-da-ikke-passe meget. Men når jeg ser tilbage på det, så er der også sket meget. Det er klart mit livs mest begivenhedsrige år. Der er sket så meget både godt og ondt, at det er svært at holde rede på, og det er vist ikke forkert at sige, at jeg på mange måder er et andet menneske i dag end jeg var i 2017.
Jeg har reflekteret lidt over gentagelser på det seneste. Gentagelser er mig en forbandelse, men jeg falder så enormt hurtigt ind i dem. For gentagelser er - pr. definition - ensformige. Og ensformighed er kedeligt.
Da de to grise blev sendt til den evige mudderpøl i grisehimlen havde hver en slagtevægt på omkring 94 kilo. Det gav i alt små 190 kilo skønt, fersk øko-fodret, fritgående hipstersvinekød. Det er alt for meget til mig, så jeg afhændede det meste af det til venner og familie og beholdt en halv gris til mig selv.
Grisene er slagtet. I starten af december kom der en vogn og hentede dem, og fire dage senere kunne jeg så hente fire kasser fulde af svinekød.
Det stressede mig langt mere end ventet at skulle slagte grisene. Ikke af moralske skrupler, som jeg ellers havde forventet, men mere at få det praktiske til at gå op.
Jeg får engang i mellem mails fra personer, der drømmer om selvforsyning. De spørger mig, hvordan man gør det, jeg har gjort. Hvordan man bliver selvforsynende, hvor man får en gård fra, om det er ensomt, hvordan jeg klarer vinteren, hvordan børneinstitutionerne er og sidst men ikke mindst: Hvordan jeg får det til at løbe rundt.
Min erfaring siger mig, at dét at nå et mål kan være noget af det mest deprimerende i verden. Midtlivskriser er for dem, der nåede i mål. De fik den uddannelse, det job, den forfremmelse, den kone, de børn, det hus og hvad så nu?
