Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!
Min erfaring siger mig, at dét at nå et mål kan være noget af det mest deprimerende i verden. Midtlivskriser er for dem, der nåede i mål. De fik den uddannelse, det job, den forfremmelse, den kone, de børn, det hus og hvad så nu?
Grøntsagsfrøene driller mig. For andet år i træk nægtede de små sataner at spire. Kun omkring en femtedel af de frø, jeg satte i foråret, kiggede rent faktisk frem i mulden. Det var lidt samme historie sidste år. Men i år tror jeg, jeg har fundet årsagen.
Endelig! Så skete det. Jeg har ventet på det i årevis, og nu skete det endelig. Lige fra den første spæde drøm om at flytte på landet spirede, lige fra jeg begyndte at få lyst til at prøve selvforsyning. I alle mine mentale billeder af hvordan mit landsted så ud, har de løbet rundt i baggrunden.
Jeg stopper konstant op, og vurderer hvor jeg er i mit liv, og jeg har lige gjort det igen. Det er måske heller ikke så mærkeligt med al den navlepilleri, når man har radikalt har lagt sit liv om. Anledningen til at stoppe op var denne gang julen, eller mere præcist var det to julegaver.
Jeg skal have grise. Det har jeg villet have i tre år, men nu skal det være. Eller i hvert fald meget snart.
Alle selvforsyningsbøger med respekt for sig selv har et afsnit om grise. Grisen er naturens plov, og et par af dem kan på kort tid gøde og pløje et større areal.
Man behøver bare at hegne dem inde, og give dem læ og goder. Det lyder nemt, ikke? Ja, det er det ikke.
Uanset hvor meget jeg føler, jeg har tjek på det der landliv, så kræver det ikke mere end 30 sekunder sammen med en sydsjællandsk håndværker, før jeg igen føler mig som totalt amatør (og en naiv tosse). Jeg ved ikke hvad det er.
