#62 En rigtig gård
Endelig! Så skete det. Jeg har ventet på det i årevis, og nu skete det langt om længe. Lige fra den første spæde drøm om at flytte på landet spirede, lige fra jeg begyndte at få lyst til at prøve selvforsyning. I alle mine mentale billeder af hvordan mit landsted så ud, har de løbet rundt i baggrunden. Og nu er de her.
Grise. Jeg har fået grise. Det er en stor ændring for mig. Det føles nu meget mere som et rigtigt landsted.
De er ret håndsky, men når de er optaget af at spise, så kan jeg godt få lov til at klø dem lidt bag ørerne.
Kunekunegrisene blev droppet. Det blev de blandt andet, fordi en rar læser (shout-out til Bjarke) advarede mig om, at kunekune ikke giver så godt et udbytte af kød i forhold til deres foderindtag.
Så nu har jeg valgt nogle meget kære bastarder i stedet. Så vidt jeg har forstået, er det en blanding af gammel dansk landrace, sortbrogede og en smule vildsvin.
Jeg er startet med at anskaffe to små søer. På sigt vil jeg gerne have en fast besætning af grise, som jeg selv avler videre på, men indtil jeg får bedre styr på at holde svin, så vil jeg ikke at have en orne. Orne er nemlig lidt besværlige at holde. Fra de bliver kønsmodne, så tænker de kun på sex (Mænd…), og prøver konstant at parre sig med alt omkring sig, hvilket medfører stress hos søerne. Så for at der ikke skal gå helt julefrokost-i-Radikale-Venstre i den, så skal ornen holdes i sin egen indhegning, og det er lidt omstændigt og pladskrævende. Derfor kun søer i denne omgang.
Jeg fik grisene i slutningen af marts, da de var et par måneder gamle, og til december skulle de gerne være slagtemodne. Da jeg fik dem vejede de omkring 15 kilo, og til december skulle de gerne nå en kampvægt på omkring de 90 kilo. Det vil altså sige, at de på omkring ni måneder gerne skulle forøge deres vægt med noget, der svarer til hele min vægt. Det er alligevel noget.
Naturens plov
Grisene går i en indhegning på cirka 500 kvm i bunden af haven. De blev sat på den lille græsplæne og gik øjeblikkeligt i gang med at pløje den op. Deres ihærdighed med deres selvbestaltede hverv som pløjemaskiner var imponerende. På kun én uge lykkedes det dem at endevende hele plænen. Den er nu fuldstændig transformeret fra plæne til pløjemark.
Oven i deres evne til at vende jord, så konsumerer de også ukrudt. Dét er virkelig smart. Forleden hev Storm og jeg de sidste kartofler op, men jeg lugede i et bed. Alle larver og biller røg i en spand til hønsene, kartoflerne røg i en spand til os og ukrudt røg i trillebøren. To trillebørlæs blev hældt ind i grisefolden, hvor det ivrigt blev inhaleret af de to levende kompostkværne. Det var enormt tilfredsstillende.
Jeg har skrevet om, hvor mange regler, der er for grisehold (se #60 ‘Grise, Regler og Opskrifter’). Det er der formentlig for at beskytte Danmarks profitable svineeksport, og det kan man jo godt forstå, for 30 milliarder kroner årligt i eksportomsætning er da ikke noget af kimse ad. Men nogle af de regler gør det lidt omstændigt at have en lille besætning. Der var også flere, der prøvede at afholde mig fra holde grise af netop den årsag. Og det er også blevet noget dyrere end jeg havde regnet med. Men nu hvor hegnet er sat, CHR-nummeret anskaffet og alt det andet formalia klaret, så er det primært bare ret sjovt at have dem rendende, og jeg er kisteglad for, at jeg gjorde det.
Med tilføjelsen af grise føles det gamle husmandssted lidt mere som en gård igen. Jeg har stadig ikke nogen marker og kun fem dyr (inklusiv hund og høns), men alligevel. Der er nu grise. Sådan et “rigtigt” landdyr, så man ikke bare lige har gående i villahaven. Jeg kan mærke, at det betyder en del for min følelse af at have udrettet noget her.
Mælkebøtter og andet godt fortæres med en djævelsk hast.
Læg nu bare nogle æg
Her er to porcelænsæg. Ikke lagt af en høne, men af Jeppe i et desperat forsøg på at få dem til at
Hønsene lægger æg!
…nej vent. Den ene høne lægger æg.
…eller, nej ikke alligevel.
Eller jo! Nu gør de.
…Nej ok, nu er æder de dem selv.
Tis.
I februar havde jeg beklaget mig til en nabo over, at mine høns ikke lagde nogen æg. Hun spurgte, om der var sat lamper op i hønsehuset. For at tilskynde at hønsene lægger æg, kan man åbenbart sætte lamper op. Og ikke nok med at der skal være lamper, det skal også være lamper med digital timer på, så de giver hønsene illusionen af en længere dag.
Lamper… Nej, jeg har ikke sat lamper op. Jeg har heller ikke hængt gardiner… Det her hønsehold griber om sig. Det begynder at føles mindre som at holde høns og mere som at holde store teenagere. Altså den slags teenagere der i stedet for at flytte hjemmefra har fået indrettet annekset til at bo i uden at skulle betale husleje.
Det er allerede verdens dyreste æg. Om hønsene så begyndte at lægge en bakke æg om dagen hver, ville stykprisen stadig være mere passende for en god flaske rødvin end for et økologisk æg. Og nu skal de også have lamper med digital timer - en funktion, jeg ikke engang har på lamperne i mit hus?? Det er virkelig nogle krævende små størrelser. De kunne i det mindste rydde op på deres værelse.
Men så kom foråret og det naturlige lys. Nu måtte de da lægge æg. Der kom stadig ikke nogen æg. Jeg tænkte “Hvad vil de nu have for at lægge æg? Rindende vand? Kloakering? HBO Nordic-abonnement?” Men så opdagede jeg, hvad der var galt. Der var nemlig kommet æg. Det var bare knuste æg. Det viste sig, at den ene af hønsene var blevet kannibal. Den var begyndt at spise æggene.
Suk. Jeg har nu prøvet at lægge porcelænsæg indtil dem, så de afvænnes den dårlige vane og jeg tilført mere protein til deres kost - begge dele råd jeg har fået fra erfarne hønseholdere. Indtil videre ingen æg.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan finde ud af at holde høns. Alle andre kan tilsyneladende godt. Ja ja, de er da i det mindste ikke blevet spist af ræven denne gang….
Tåbelige høns. Jeg går ud og klapper mine grise, gør jeg.
- Jeppe er ude.
