#66 Slagtekvaler
Grisene er slagtet. I starten af december kom der en vogn og hentede dem, og fire dage senere kunne jeg så hente fire kasser fulde af svinekød.
Dagene op til slagtning
Det stressede mig langt mere end ventet at skulle slagte grisene. Ikke af moralske skrupler, som jeg ellers havde forventet, men mere at få det praktiske til at gå op.
På grund af en ny tolkning af EU-reglerne har det siden 2019 teknisk set været forbudt at aflive grisene på grunden. Jeg forstår ikke helt den regel. For mig at se er det mere humant at de bliver skudt “in situ”, hvor de lever, og bliver fragtet døde til slagteriet i stedet for, at man skal give dem den stressende oplevelse at blive fragtet levende.
Men regler er regler, og det betød det for mig, at jeg skulle finde en måde at få dem fragtet levende til slagteriet i Stensved - en halv times tid herfra. Der var to muligheder:
Løsning #1 - Leje en dyretrailer, og selv fragte dem.
Slagteren foreslog selv, at jeg skaffede en trailer og så fodrede dyrene i den i et par dage op til slagt, så de var trygge ved at være i den, inden jeg flyttede dem.
Det var bare ikke nemt at finde en trailer. Hestetrailerfolket er ikke meget for at udlåne til svinetransport, da de er nervøse for, om hestene så vil være afskrækket af lugten, og de større husdyrtrailere er så store, at de udfordrer min lille bils trækkraft at køre med dem.
Desuden ville jeg næppe kunne få så stor en trailer ned til grisefolden. Så løsning #1 blev droppet.
Løsning #2 - Få slagteren til at hente dem.
En tur fra folden (gul firkant) og tværs gennem haven kan godt blive lang.
Denne løsning var heller ikke uproblematisk. For transportgutten kunne kun hente “ved fast vej”. Det vil sige i indkørslen. Så jeg skulle selv flytte grisene fra deres fold og hen til indkørslen. Det er en tur på kun omkring 50 meter, men de 50 meter blev mig en kæmpe hovedpine.
For hvad nu hvis de ikke ville med? Grisene var jo ikke ligefrem vant til at blive ført i snor, og de vejede begge en del mere end mig. Hvis 90 kilo gris ville noget andet, så var der ikke så pokkers meget 80 kilo Jeppe kunne gøre ved det.
Og hvad nu hvis de panikkede, brød gennem mit dyrehegn og løb ud over markerne? Hvordan fik jeg dem så hjem igen? Skulle jeg ride på dem som en moderne Klods-Hans? Det lyder idyllisk, men måske knap så realistisk.
Og hvad gør man når man er fremme ved lågen? Hvis nu traileren er forsinket? Eller hvis nu det tager for lang tid at få frem til lågen, så han kører igen. Hvad gør jeg så?
Det grublede jeg længe over. Alt for længe. Faktisk lå jeg vågen over det flere gange. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor det stressede mig sådan, men det gjorde det. Det var på mange måder en lakmusprøve for mig som dyreholder.
Løsningen blev at lave en fangefold oppe ved indkørslen. Altså en lille fold bestående af fire 50 kilo tunge mobile jernhegnspaneler som dyrene kunne være i, indtil traileren kom. Jeg klagede min nød til Storbonden, der altid redder mig, når jeg kommer og er helt københavner og hjælpeløs, og han leverede fangefoldspanelerne. Jeg fik desuden hjælp af flere søde naboer (stor tak til Christine, Preben og Torben).
Dagen oprandt og vi startede klokken 7.45. Ville missionen lykkes? Jeg lokkede med en foderspand, Christine agerede bagtrop, der var klar til blidt at føre dem på rette spor, hvis de skulle komme på afveje og Preben var klar ved lågen til at lukke fangefolden, når de kom ind. Eller hvis de kom ind.
Men det hele gik fuldstændig som smurt. Fuldstændig uden problemer. Grisene var bevidst ikke blevet fodret siden morgenen før, og var derfor svært sultne og ivrige efter det foder, jeg lokkede dem med. Næsten uden slinger i valsen gik de i lige linje ind i fangefolden, og blev der indtil traileren kom.
Ja, de nåede da at pløje græsset under fangefolden, og ja, der var da lidt bøvl med at få dem ind i traileren, men takket være fangefolden kunne de ikke løbe væk og efter lidt asen og masen kom de ind og kørte godt afsted.
Så alt-i-alt blev al min grublen og hændervriden bragt til skamme, og jeg kunne ånde lettet op. Pyha.
…Det mest frustrerende er så, at jeg lige er blevet opmærksom på, at det muligvis alligevel er muligt at aflive dyrene på gården inden transport til slagteriet. Suk! Al det bøvl til ingen verdens nytte. Nå, men så ved jeg det til næste gang. Endnu en dummebøde fra landet til østerbrospelthipsteren.
Den hykleriske kødæder
Jeg havde gået længe og tænkt over, hvordan jeg mon ville have det med at spise mine egne dyr. Jeg har jo prøvet det et par gange med høns, men det her er jo nogle væsentligt større dyr med lidt mere personlighed og intelligens end høns.
Slagtningen var en stor test for mig. I mit selvforsyningsprojekt har jeg hele tiden haft det som en mission, at jeg skulle “se mig selv i øjnene som kødspiser”, som jeg ynder at sige. Jeg har spist meget kød i mit liv, men indtil jeg var midt i 30’erne, havde jeg stadig til gode at spise noget, jeg selv havde slået ihjel (udover en fisk eller to). Det føltes hyklerisk, at jeg ikke ville være veganer, men heller ikke selv udførte det beskidte arbejde at dræbe det levende væsen, jeg skulle putte i munden.
Jeg har siden da aflivet omkring ti høns, et par rotter, en and og enkelt svane (ups…). De fleste med økse, et par med haglgevær, og én enkelt med en sten. Det var dog selvfølgelig ikke alle, der var blev dræbt med henblik på at spise dem (...selv om det da ville føles meget royalt at prøve svanekød), men jeg har ikke desto mindre fået lidt erfaring med at slå ihjel.
Jeg ved nu, at det ikke rør mig meget at skyde noget, men at det er en meget intens oplevelse at dræbe noget med en økse (eller en sten for den sags skyld). Når man har dem i hånden og kan mærke varmen fra dyret og se dem i øjnene, inden det skal til at ske. Det er ikke spor rart, og jeg har da også et par gange måtte skylle oplevelsen ned med et skud whisky bagefter. Ikke desto mindre føles det mere “ærligt”, når jeg skal spise det. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan stå for det ubehagelige.
Det er derfor en sær, og lidt flad følelse at aflevere to store sprællevende dyr i en trailer, se dem køre væk og så nogle dage efter hente otte papkasser fulde af parteret kød. Sært men så heller ikke værre. Det rørte mig faktisk ikke rigtig. Måske endda lidt for lidt, og jeg har tænkt en del over hvorfor. Måske er jeg bare for pragmatisk og kynisk? Måske virkede min strategi om ikke at knytte mig til dyrene? Måske er det bare følelsesmæssigt så distanceret at sende dem levende afsted og så hente nogle kød, der ligner noget fra supermarkedet. Jeg kan ikke rigtig følelsesmæssigt koble de to ting med hinanden.
Det hele bliver meget industrielt og koldt på fabriksmåden, når man sådan henter dyrene i kasser på et slagteri.
Dybest set generer det mit - lidt overambitiøse - gør-det-hele-selv hjerte, at jeg ikke selv slagtede dem. Jeg burde have set dem (og dermed mig selv) i øjnene og trykket på aftrækkeren, boltpistolen, trukket kniven eller… Pick your poison som de siger (selv gift nok er en dårlig plan, når det skal spises…). Pointen er, at de var mit ansvar, og så ville jeg gerne være den, der gjorde det ubehagelige. Men det kan være, at det kan lade sig gøre i fremtiden.
Indtil da kan jeg nyde den mest hjemmelavede leverpostej, jeg nogensinde har smagt. Den smager skønt.
- Jeppe er ude
