#65 Det stressfrie landliv?
Når jeg skriver denne blog, så har jeg en målgruppe. For målgrupper er jo sådan noget, man skal have, skal man ikke?
Min målgruppe er meget snæver. Det er faktisk én bestemt person. Og for at gøre det endnu værre, så er det en fiktiv person. Men ikke mere fiktiv end at jeg ved, at det er en person, der findes mange af ude i virkeligheden
Jeg har vist nævnt det før, men når jeg skriver, forestiller jeg mig en overstresset familiefar/-mor, der sidder med mobilen i hånden ude på et kontortoilet. De sidder der lidt længere end den tissetår egentlig retfærdiggør, men de kan ikke rigtig overskue kontormiljøet i dag, så de bliver siddende bare lidt længere. Mens de sidder der og…ja… gemmer sig, så læser de min blog. De læser den, fordi de drømmer om et liv, der handler om noget andet end den skide rapport, som chefen synes, det er så pokkers vigtig at få sendt op i systemet senest fredag. Han/hun sidder der med en dårlig samvittighed over ikke at levere, kombineret med følelsen af, at arbejdet er meningsløst.
Det er ikke en rar følelse. Jeg ved lige, hvordan ham/hende har det, for jeg har nemlig selv været den person. Jeg har selv siddet på det toilet og mest haft lyst til at barrikadere døren og blive derinde (Gad vide hvor længe man kan blive derinde før nogen opdager, at man er væk? Formentlig indtil fredag).
Jeg får engang i mellem mails fra personer, der har det sådan. De spørger mig, hvordan man gør det, jeg har gjort. Hvordan man bliver selvforsynende, hvor man får en gård fra, om det er ensomt, hvordan jeg klarer vinteren, hvordan børneinstitutionerne er og sidst men ikke mindst: Hvordan jeg får det til at løbe rundt. Det her blogindlæg er til dem.
Jeg forstår dem nemlig godt. Virkelig godt. Trangen til et andet liv. Den følelse kender de fleste af os vel. For guldet er jo altid grønnere på den anden side af regnbuen eller noget… Og her kommer selvforsyning så ridende lige ind i dit Instagram-feed og virker enormt afslappet og idyllisk, og som løsningen på alle dine problemer. Før man ved af det virker tanken om nyopgravede kartofler og egne æg pludselig ophidsende, ja næsten semi-erotisk.
For selvforsyning er et af de mere populære selvrealiseringsprojekter du jour. I hvert fald for et bestemt segment. Du ved, surdej-, Politiken-, Bo Bedre-, Dagmarteateret-, Årstiderne-, vinbar-, Signe Wenneberg-, scandi-noir-, alle-de-rigtige-holdninger-, cortado-, DR2-segmentet.
Jeg må lidt modvilligt indrømme, at jeg er en del af det segment. Og sådan endte jeg på en 150 år gammel gård på Møn. Jeg jagtede drømmen om et mindre stresset liv og hoppede - meget uovervejet - lige ned i hullet efter Peter Kanin (læs: John Seymour).
Men er det et rigere liv? Vi har været her før. I mit blogindlæg #39 ‘Det simple liv’ fra april 2019 prøvede jeg at aflive myten om, at det var meget nemmere og mere enkelt at bo på landet, for det mener jeg, er at overromantisere landlivet på en måde, der ellers tidligere kun var forbeholdt skagensmalere og Morten Korch. Jeg tager emnet op igen, fordi der er gået et par år, og måske er jeg blevet lidt klogere. …Eller måske ikke.
Vi starter med at kigge på økonomien, for hele tanken ved selvforsyning er jo, at du selv står for at levere noget, du ellers ville skulle betale dig fra. Det kan være mad, men selvforsyning er jo også, når du selv lapper den sweater, maler det køkken eller skifter den pakning i håndvasken. Det er opgaver, du kunne have betalt dig fra, men har gjort selv. Det sparer penge, men kræver at du ved, hvad du laver. Det er det, der gør det så tilfredsstillende for mig, fordi det tvinger mig til at lære nyt og få nye evner.
Men nu bliver jeg så tit spurgt om økonomien i selvforsyning, og da mit projekt primært handler om mad, så lad os starte med at se på økonomien i det.
Penge på træerne
Lad os få én ting på det rene: Selvforsyning på mad løber ikke rundt. I hvert fald kun for de færreste, og jeg er ikke én af dem. Det har været mig en rasende dyr hobby. Jeg kunne have rejst jorden rundt for de penge, jeg har kastet i denne gård, og det er ikke en investering, jeg regner med vil lønne sig rent økonomisk.
Der er selvfølgelig penge at spare, og selv om det er svært at sige noget konkret om besparelserne ved at flytte på landet, så er det klart, at man blandt andet kan spare en del på huslejen. Der er dog også mange udgifter, der forbliver de samme og eller decideret stiger - f.eks. er mine transportudgifter steget mærkbart.
Til gengæld er café- og takeaway-udbuddet markant dårligere, hvilket jeg ofte nyder godt af. Ja, det er faktisk rart. Det virker måske ikke umiddelbart som noget plus, men det viser sig at være en klar besparelse. Som nogen måske opdagede under coronaens nedlukninger, så er der mange penge at spare ved ikke at tage på café eller købe junkfood. Og her på landet var coronaens mennesketomme gader og lukkede caféer meget genkendeligt. Vi kalder det “tirsdag”. Her fester vi hver dag, som om det var coronanedlukning, og det kan mærkes på pengepungen.
Feinschmeckerei
Selvforsyningsprojektet har ikke gjort, at jeg sparer penge på mad. Måske endda tværtimod.
Efter fire års leg med selvforsyning er min supermarkedsregning ikke blevet mindre. Selvforsyningen har nemlig givet mig et større fokus på, hvad jeg spiser, og det har gjort mig mere kvalitetsbevidst. Jeg kan i højere grad end tidligere smage, når noget er produceret for billigt eller for dårligt. Når man selv har prøvet at stoppe sine egne pølser, røge sin egen bacon, sylte sine egne grøntsager og bage sit eget surdejsbrød, så kan pludselig kigge om bag gardinet og smage, at troldmanden fra Oz faktisk ikke er en stor magiker, men at han derimod har siddet deromme og puttet lidt for meget mel i postejen for at mindske sine produktionsudgifter.
“When you’re used to filet mignon. It’s kinda hard to go back to Hamburger Helper”
Det er jo altid dejligt at blive klogere, og det giver selvfølgelig en masse af hipsterpoint, at man i bogstaveligste forstand er blevet en værre feinschmecker, men det er altså også en smule prætentiøst - og ret dyrt. For nu smager den billige spegepølse jo pludselig af tilsætningsstoffer og brødet lavet på gær føles som at stikke tungen ud af vinduet for at slikke på en papkasse.
Det har blandt andet medført, at 95 % af alt hvad jeg køber i supermarkedet, er økologisk - og dermed dyrt. Økologien er selvfølgelig også delvist drevet af en ideologisk overbevisning, men bestemt også af min snobbede tunge. Der er selvfølgelig ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem økologi og kvalitet, og nogle gange må jeg da også afvente udfaldet af en mental kamp mellem min moral og mine smagsløg, før jeg kan få lov til at putte mad i indkøbskurven. Men uanset hvem der vinder kampen, så bliver det som regel min pengepung, der taber, for sammenhængen mellem pris og kvalitet er efter min mening ret lineær, når det gælder mad.
Selvfølgelig er der også besparelser at finde, for den selvsamme erfaring med madlavning gør, at jeg også er mindre tilbøjelig til at købe dyre helfabrikata. Ikke blot synes jeg, at det er absurd, at nogen vil give penge for en præhakket hakkebøf, men jeg kigger nu på det der glas ‘Meyers Syltede Rødløg’ og tænker “115 kroner pr. kilo?? De må have spist søm. Det laver jeg fandme selv”.
Så hvis ikke man er decideret mangemillionær, så er det en god idé med en fast indtægt til at finansiere selvforsyningsdrømmene. Hvilket leder os videre til problem #2 ved livet på landet:
Akademikertapet
Udkantsdanmark (Ja, jeg står stædigt fast ved det ord, jeg nægter at bruge udtrykket “vandkantsdanmark” - København og Aarhus er også havnebyer…) er ikke helt så lykkelige for at modtage akademikere, som man måske kunne ledes til at forvente, når man læser nyheder.
Man kan tilsyneladende tapetsere med arbejdsløse akademikere hernede, og sidst jeg var en tur forbi det lokale jobcenter, blev jeg efter cirka fem minutters arbejdsløshed foreslået at tage et job ved samlebåndet på den lokale kiksefabrik, da jeg måtte forstå, at det var omsonst for mig at håbe på noget mere fagrelevant. Det kan man så mene om, hvad man vil, men dér blev det klart for mig, at det ikke kun er åbne arme ens boglige kompetencer mødes med her.
Pointen er, at det er en god idé at sondere terrænet for fast arbejde, inden man går ind og beder chefen om at krølle den rapport sammen til suppositorie-form og placere den et sted, hvor det er småt med sollys, for velkomstkomiteen på landet kan godt vise sig at være lidt mindre, end man måske havde forestillet sig.
Hvor blev mine venner af?
Det er desuden en social udfordring at bo på landet. Det viser sig, måske ikke så overraskende, at lav befolkningskoncentration er en social ulempe. For ikke nok med, at dine eksisterende venner nu bor langt væk, det er også sværere at opbygge nye sociale relationer på landet.
Jeg er så heldig at være landet lige midt i en ret veludviklet københavner-ghetto med masser af spelttyper som jeg selv, men jeg har stadig ikke mange nære venner her. Menneskeudbuddet er bare ret begrænset i forhold til København, så oddsene for at finde sin nye bedste ven i nærmeste landsby er ikke god. Så hvis man ikke lige formår at overtale vennegruppen til at flytte med, så skal man være ekstremt udadvendt og socialt proaktiv, eller også skal man trives rigtig godt i sit eget selskab, hvis man ikke skal få økuller.
Bunkerne følger dig
Det bringer os til diskussionen om stress. Er det mindre stresset at bo på landet?
En af mine naboer, Kirsten, sagde noget klogt til mig kort efter, at jeg var flyttet herned: “Det handler om at holde antallet bunker nede”. Med årene har jeg indset, hvor dybsindigt det råd faktisk var. For det hele handler om at holde antallet af bunker nede.
Bunker er en manifestation af ens dårlige samvittighed. Et fysisk bevis på, at man mangler at gøre noget færdig. Om man kigger ud over sin have eller sit skrivebord, så er målet det samme: at minimere bunkerne. Det lyder så simpelt, men er faktisk overraskende svært. For bunker har det med at formere sig, når man kigger væk, og just som man har fjernet én bunke, så er en ny og måske endda meget større bunke dukket op andetsteds. Jeg har bunker af brænde, grene, murbrokker, svinefoder, jord og eksamensopgaver, og hver gang jeg kigger på en af dem, så dømmer den mig for ikke at have taget mig af den endnu.
Den største myte ved livet på landet er derfor nok, at det er et stressfrit eldorado, hvor alt der før gjorde livet svært, er væk. For selv om jeg har det bedre med mig selv end nogensinde før, og selv om at det er noget, jeg i høj grad tilskriver, at jeg er flyttet væk fra byen og har forladt en karrierestige, jeg ikke ønskede at kravle op ad, så har det ikke på magisk vis fjernet al bekymring, usikkerhed, forventningspres og dårlig samvittighed fra mine skuldre. Slet ikke. Bunkerne hober sig stadig op om mig til tider - både de fysiske såvel som de mentale - og på de dårlige dage giver synet af endnu en bunke mig lyst til at finde mig et kontortoilet at låse mig inde på.
Præmiebunken her på gården. Jeg skrev om at fjerne den tilbage i november 2020 (se #59 ‘Af den rette støbning’), og den ligger der stadig.
Og jeg er ikke alene. Faktisk har jeg aldrig kendt så mange, der blev ramt af depression og stress, som efter jeg flyttede på landet. Det er en epidemi. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til. Måske er os, der flytter på landet bare lidt mere disponerede for den slags følelser; måske er det derfor, vi flyttede til at starte med. Vi kunne måske bare ikke klare mosten i byen.
Men det kan også skyldes, at der her i landets stilhed er rig mulighed for at pille sig i navlen, og at det er ikke alle, der kan lide, hvad de finder derinde. For når man først har smidt alt det bag sig, som man troede gav stress: chef, trafik, bylarm, naboer, huspriser osv., og man stadig ikke kan slippe af med stressfølelsen, så kan det være en utroligt skuffende følelse. Og det skyldes nok, at djævlen på ens skulder har sneget sig med i flyttekasserne, for stress kommer primært indefra, ikke udefra. Det er ikke dine omgivelser, der giver dig stress, det er dine forventninger til dig selv.
Da jeg i 2017 sagde jobbet op og flyttede på landet, var det helt sikkert med den opfattelse, at hvis jeg bare ændrede mine omgivelser, så ville det også ændre på mig, og det har det da bestemt også gjort. Men det tog lang tid, og jeg er ikke i mål. Jeg er jo overvejende stadig den samme, og jeg ville stadig kunne kandidere til en fin placering ved danmarksmesterskaberne i overspringshandlinger, hvis en sådan konkurrence en dag blev afholdt (værsgo tv-producenter, en gratis idé fra mig til jer).
Der er mange ting ved mig selv og mit liv, jeg stadig ønsker var anderledes, og det vil der nok altid være. Men som jeg skrev i mit lidt selvfede indlæg ‘Selv’' tilbage i januar, så anser jeg på mange måder mig selv som ændret til det bedre af mine midtlivskrisebeslutninger. Det skal bare ikke gøres til en mirakelkur, der udrenser livet for alle dets dårligdomme.
Gør det
Jeg nyder stilheden, jeg nyder at der ikke er noget her, der hedder “myldretid”, og jeg nyder, at jeg i langt højere grad kan tilpasse min dagligdag efter mit behov. Det er et liv, der på godt og ondt har færre eksterne stimuli, og det kan være enormt befriende. Jeg har personligt svært ved at se mig selv bo i en by igen.
Desuden vil jeg mene, at når man først har stillet sig selv spørgsmålet, om man ville blive gladere på landet, så er man næsten nødt til at udforske det. For går man med en indre utilfredshed med sit liv, så er jeg stor fortaler for, at man gør noget ved det. Ja faktisk har jeg lidt svært ved at forstå dem, der ikke gør det. Jeg har lidt en carpe diem-tilgang til livet, og grundlæggende synes jeg ikke, der er noget mere uhyggeligt end tanken om at kigge tilbage på et liv, hvor jeg tænkte, “hvad nu hvis”. Den bitterhed der ville følge med tanken om en forpasset chance, et forspildt liv, gør mig virkelig bange. Og når dét er alternativet, så virker det pludselig ikke så angstprovokerende at gå ind til chefen og sige:
- Jeppe er ude.
