#64 Som en rullesten
“Er du så selvforsynende nu?”
Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet. Svaret er selvfølgelig: “Nej sgu da. Langt fra!” Og jeg bliver det næppe på denne side af år 2035
- hvis nogensinde.
Men det ville da også være katastrofalt, hvis det en dag lykkedes mig. Ja, for hvad skulle jeg så tage mig til derefter? Bare holde det ved lige? Kedeligt.
Min erfaring siger mig, at dét at nå et mål kan være noget af det mest deprimerende i verden. Midtlivskriser er for dem, der nåede i mål. De fik den uddannelse, det job, den forfremmelse, den kone, de børn, det hus og hvad så nu? “En ny bil?” tænker de måske. “Måske den sportsvogn jeg altid har drømt om?…Og nu jeg tænker over det, så er konen også begyndt at se lidt slidt ud. Måske en yngre model vil være svaret?…”
Sisyfos med sin sten. Og så en eller anden gut, der står på toppen af bjerget og synes begejstret at udbryde: “Hej Sisyfos!”.
Kan han ikke se at manden har travlt?
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Sisyfos
Det dejlige ved målet om at blive selvforsynende er, at det er utopisk for mig, selv om det måske på papiret virker ladsiggørligt. Det er guldet for enden af regnbuen, og jeg når aldrig frem.
Sisyfos havde fat i noget med den sten: Han havde et mål, der føles opnåeligt, men som faktisk ikke er det. Se dét er et mål, man kan bruge evigheden på.
Jeg er med på, at det ikke ligefrem er den mest traditionelle tolkning af Sisyfos-myten, og at hans opgave nok også var en kende ensformig og frustrerende. Min pointe er bare - ret banalt måske - at det er godt med et ambitiøst mål, og at det ikke altid handler om at nå i mål. Det er mere rejsen end destinationen.
Jagten på et uopnåeligt mål har beriget mig så meget de sidste fire år - også selv om den har kostet enormt dyrt - i mere end én forstand.
Intet er så beskidt, at det ikke er godt for nogen
Det har været et vanvittigt godt blommeår. Så godt at en fjerdedel af grenene på mit største blommetræ knækkede under vægten af træets egne blommer. Ud fra et rent darwinistisk synspunkt virker det en smule absurd, at et træ kan sætte så mange blommer, at det nærmest slår sig selv ihjel i processen, men det er ikke desto mindre tilfældet. Problemet var bare, at træet står inde midt i hønsegården, og at grenene havde mast noget af hegnet og kraftigt udfordret volierens bæreevne.
Et close-up af en hårdt presset voliere.
Så jeg måtte i gang med at save grenene helt af, klippe dem op i mindre stykker, så de kunne komme på traileren og blive kørt til kompostbunken. Et langsommeligt arbejde som jeg ikke lige følte for at prioritere, når der var/er så mange andre ting, der skal gøres. Solen skinnede og min kæreste hjalp mig, så det var måske ikke så slemt. Men med så mange andre projekter, så synes jeg, at meget af tiden går med, at jeg må ind i huset og hente et eller andet værktøj, der mangler for at jeg kan komme videre. Når jeg for tredje gang konstaterer, at jeg skal bruge et eller andet og nok engang, så bliver jeg lidt træt af det og af mig selv.
Denne gang kommer Haddock mig i møde. Jeg har ladet ham løbe frit omkring hønsegården, så han kunne gå og snuse, mens vi arbejdede. Hønsegården ligger uden for den indhegnede del af haven, så derfra er der fri adgang til, at han kan løbe ud på markerne. Men markerne var høstet, og der kørte ingen traktorer den dag, så det så jeg ingen problemer i. Men det var der.
Så er tomat- og solsikkesæsonen slut for i år
Da jeg kommer ind i huset med Haddock i hælene, kommer jeg i tanke om, hvorfor det måske ikke var så smart at lade ham løbe løs. For den nye forpagter af jorden omkring min gård har gødet og sprøjtet pesticider til den store guldmedalje. Det er en af ulemper ved at bo på landet. For en del af landlivsidyllen er, at sprøjtemidlerne svier i øjnene, hvis man er så uheldig, at vinden bærer dem ind i haven, og at gødningen lugter heftigt og trækker store mængder fluer ind i huset. Haddock ser lidt anderledes på gødning. Han ser det som en ganske eksklusiv eau de cologne, og forpasser ingen anledning til at indhylle sig i dens uimodståelige odør. Så da hunden løb ind i huset sammen med mig, bredte der sig en infam stank af… ja... lort. Han var dækket af stadset.
Den slags kan ikke vente, så arbejdet blev afbrudt nok engang. Jeg lagde saven fra mig, og trak med et suk Haddock ud i haven for at spule ham af. Det er ikke en proces, han bryder sig det mindste om, så det er lidt af en kamp - han er en stærk hund. Efter en tur med haveslangen, slæber jeg ham ind i huset skrubbe ham med hundeshampoo. Det skal gå hurtigt, for en våd hund har det med at ryste sig, og det skal man ikke ønske sig, når førnævnte hund stadig har afføring i hele pelsen.
Da jeg endelig - godt irriteret - får slæbt Haddock ud på badeværelset og tændt for bruseren, kommer jeg pludselig i tanke om den sms, jeg fik dagen før. Ikke en hvilken som helst sms. Nej, det var en sms fra vandværkværket. En sms jeg læste i skyndingen, og hurtigt glemte alt om. Hvad var det nu, de skrev? Det var vist nok lidt vigtigt… Pokkers også. Mig og min dårlige hukommelse.
…Men pludselig kunne jeg huske det! Det var en sms, hvori de adviserede mig om, at der vil være lukket for vandet det meste af dagen. Ja! Det var dét, der stod!
…
For helvede da også. Jeg forsøger alligevel. Sølle to dråber vand klemmer sig modvilligt ud af hanen.
Ud i haven igen med en nu meget modvillig hund, der borer alle fire poter ned i græsplanen. En meget modvillig hund som jeg nødigt vil røre ved, men ikke kan få udenfor på andre måder end ved at trække i det klistrede seletøj. Mens jeg igen åbner for haveslangen, husker jeg at takke guderne for, at den kører på et andet system end vandet i huset. Mere afspuling med iskoldt vand. Masser af skrubben med sæbe. En meget slukøret hund bliver ganske langsomt ren. Han vil dog stadig stinke af gylle i flere dage efter.
Jeppe vasker stærkt irriteret hænder 7-8 gange, inden han kan gå tilbage til arbejdet. Jeppe drømmer kortvarigt om at bo i lejlighed med en kanariefugl.
- Jeppe er ude
Jeg havde ikke lige noget billede af Haddock, der var dækket af komøg, så jeg fandt noget lidt mere dekorativt.
