#69 Sirenesang
Den 1. august var det fem år siden, jeg flyttede til Møn og til Stenriggård. Et halvt årti. Vanvid.
Det kommer til at handle om alt mulig andet end gårdlivet i dag, så her er lidt:
Tomathøsten er virkelig lykkedes i år.
Fem år føles som enormt meget. For meget. Som det-kan-da-ikke-passe meget. Men når jeg ser tilbage på det, så er der også sket meget. Det er klart mit livs mest begivenhedsrige år. Der er sket så meget både godt og ondt, at det er svært at holde rede på, og det er vist ikke forkert at sige, at jeg på mange måder er et andet menneske i dag end jeg var i 2017. Om jeg er et bedre menneske, ved jeg ikke. Og noget hænger da helt sikkert ved. Der er en del af mig, der ikke lader sig ryste af og ét lille væsen på min skulder, der har fulgt mig og hvisket mig i øret så længe, jeg kan huske. Og det er både en forbandelse og velsignelse.
Jeg så for nylig den glimrende dokumentar om Hergé, ‘Tintin og mig’ (2003), hvor et gennemgående tema er Hergés eskapisme. Som fortælleren på et tidspunkt siger “Tintin rejste alle steder, Hergé rejste ingen steder”. Hergé var en drømmer. Og når jeg kigger på min store kærlighed til Ringenes Herre, Indiana Jones, Star Wars, og ikke mindst Tintin, krydret med mine fantasier om at rejse langt ud i vildmarken og om at bo isoleret på en gård og klare mig selv, når zombierne/russerne/klimakrisen/apokalypsen kommer, så tegner der sig et klart billede. …Ok, primært af en giga nørd, men også et billede af en eskapist. Mine tanker søger altid mod eventyr; især når hverdagens uundgåelige rutine føles klaustrofobisk.
Som et møl mod lampens skær
Jeg har altid været glad for skærmen; computer- eller fjernsyns-. Den har altid evnet at sluge mig og transportere mig til andre og mere eventyrlige virkeligheder. Jeg er glad for, at jeg ikke har et tal på, hvor mange timer af mit liv, jeg har tilbragt foran en skærm. Det siges, at man skal bruge 10.000 timer på en kunstart, et håndværk eller en sportsgren for at mestre den. Hvis det er sandt, så havde jeg kandideret til at vinde både en Grammy, en OL-medalje og Wimbledon, hvis ikke det havde været for skærmen.
Det er selvsagt nonsens at opstille det sådan, for med den logik burde alle, der voksede op før tv’ets opfindelse være eminente til så enormt meget at det er svært at forstå. Som en anden Kim Jong-Il burde de have mestret mindst ti-tolv discipliner.
Men det ændrer ikke på, at jeg får dårlig samvittighed over at tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på tv og computer, og jeg føler stadig, at jeg har spildt tiden, når jeg har siddet længe foran en skærm. Det var blandt derfor, jeg flyttede på landet for fem år siden. I et forsøg på at genopfinde mig selv og begynde at bruge min tid mere konstruktivt.
Den mission er kun delvist lykkedes. Ja, jeg lever meget anderledes end jeg gjorde, men skal jeg nu være helt ærlig, så taber jeg hver aften en kamp med mig selv. I hvert fald når jeg er alene. Når jeg er alene, har jeg svært ved ikke at give efter for lysten til at sidde i sofaen badet i lyset fra den firkante kasse, opslugt af andre virkeligheder. Jeg ville egentlig gerne gå ud og øve mig med buen eller sætte mig med snittekniven for at færdiggøre den ske, men det sker næsten aldrig. Det ender næsten uundgåeligt med skærmen. Det er en vane, der er hårdt præget ind i mig gennem et helt liv. Hvem ved, måske er det endda genetisk?
For trods store anstrengelser for at påvirke min søn til at ville noget andet, så er der intet i denne verden han hellere vil end at spille computer. Jeg kan det se på ham; skærmen kalder på ham på samme måde, som den alle dage har kaldt på mig. Den drager ham til sig på samme opslugende måde. For foran skærmen er der trygt, afslappende, spændende, uforpligtende. Skærmen lokker kælent med løfter om verdener fulde af eventyr og muligheder. Og så er det svært at få fars tilbud til at virke lige så eksotisk. Jeg mener, vil du hellere være en superhelt, et overnaturligt væsen, der bekæmper dæmoner og skurke og redder verden fra undergang til tonerne af eksplosioner og jubel eller vil du sparke til en halvflad fodbold ude i en kold have med din far? Jeg har svært ved at bebrejde ham, at han traf samme beslutning som jeg selv gjorde. Men jeg ville ønske, at han ikke lige dér slægtede mig sådan på.
Jeg kan ikke se en mørk skov uden at forestille mig, at der gemmer sig noget eventyrligt af Grimm’sk karakter derinde.
Jeg smutter lige i brechen, skal du have noget med?
Det lyder måske lidt for dystert, når jeg beskriver det sådan. Egentlig er mit forhold til skærmen mere ambivalent end som så. Til trods for ovenstående følelser, har jeg brugt meget af mit liv på at forsvare især computerspillet som en misforstået kunstform. For de største kritikere af computerspillet har som regel ingen kvaler med at tilbringe timer med næsen i en bog, eller at følge passioneret med i, hvem der er et minut hurtigere end de andre til at bestige et fransk bjerg på cykel eller at gå rundt i store lyse, golde rum for at stirre længe på lærreder med maling på. Og nu vi er ved det: hvorfor er det egentlig definitionen på tidsspilde at se på maling, der tørrer, når det anses for et helt legitimt tidsfordriv at tage på museer for at se på maling, der allerede er tør?…
Jeg bliver lidt defensiv, når computerspil kritiseres (tilsyneladende også når det er mig selv, der uddeler kritikken…). For der er jo ikke noget særlig godt objektivt argument for, at det er et større tidsspilde at invadere et fiktivt land med museklik end det er at rode rundt ude i haven og grave kartofler op, som jeg lige så godt kunne have købt i supermarkedet. Begge dele er noget, vi leger. Og computerspil var mig i hvert fald en væsentligt billigere hobby end selvforsyning har været det.
Sommeren bød på flere dejlige eventyr. Blandt andet til Sverige. Med egen bacon i tasken.
Pisk eller gulerod kan måske være hip som hap
Det er måske heller ikke rigtig vigtigt, hvorvidt den ene hobby objektivt set er bedre end den anden. Det vigtige er, at jeg prøvede at sadle om og efter fem år godt kan mærke, at computerspilleren og filmelskeren stadig lever i bedste velgående. Nu kommer jeg bare lidt mere ud og og får brugt kroppen. Så en halv succes.
Gården er mig jævnligt en kilde til stress. Alle de ting jeg ikke får gjort. Uvandede planter, højbede der burde være luget, græs der bør slås, træværk der burde være malet, fuger der burde have fået mørtel osv. Til tider tænker jeg, at det er fjollet at have skaffet mig en dyr hobby, der gør mig stresset. Men på sin vis synes jeg faktisk også, det er en god ting. Gården holder mig til ilden. Det er oftere skyldfølelse end lyst, der sender mig ud at luge, og det er måske ok. Så længe jeg kommer ud, og jeg er glad, når jeg har fået det gjort.
Men efter fem år er gårdlivet for længst blevet hverdag og har mistet det gyldne skær af eventyr. Og så kan jeg pludselig atter høre det lille væsen på min skulder, eksapismen, hviske ind i mit øre: “Er det ikke på tide, vi tager på nye eventyr?”
Men nu har jeg igen siddet længe foran en skærm. Jeg hopper lige ud i haven og træner Haddock.
- Jeppe er ude
