#68 Livets krydderi
Gentagelser
Det er nu forår. Igen.
Jeg har reflekteret lidt over gentagelser på det seneste. Gentagelser er mig en forbandelse, men jeg falder så enormt hurtigt ind i dem. For gentagelser er - pr. definition - ensformige. Og ensformighed er kedeligt.
Nogen finder tryghed i rytmer og rutiner. Og det gør jeg da i princippet også. I et vist omfang. Det er jo nok derfor, jeg har det med at ende i dem. Men jeg har det svært ved alt, der pålægges mig, som er ensformigt og rutinepræget. Jeg keder mig, bliver rastløs og får lidt klaustrofobi.
Det får mig til at tænke på Harold Ramis-/Bill Murray-filmen ‘Groundhog Day’ (‘En ny dag truer’ på dansk) fra 1993. Bill Murray bliver i filmen tvunget til at gennemleve den samme dag om og om igen. Det er en komedie, men jeg har aldrig forstået, hvorfor det ikke er en gyser. Det er jo forfærdeligt. At skulle gennemleve den samme dag igen og igen og igen og igen fremstår for mig som et grusomt mareridt.
Spinatsæsonen går forrygende
I ‘Groundhog Day’ oplever Bill Murray først sin situation som sjov. Befriende ligefrem. Hvis dagen bare nulstilles hver gang, han går i seng, så kan han jo gøre, hvad der passer ham. Men på den lange bane, føles det tomt, og han er tæt på at blive vanvittig til sidst. Ikke ulig ‘Palle alene i verden’ (Jens Sigsgaards genistreg af en historie fra 1942) oplever Murray, at hans handlinger ingen konsekvenser har. Konsekvensløshed kan umiddelbart virke befriende; problemet er bare, at hvis dine handlinger er konsekvensløse, så er de også meningsløse. Og er de meningsløse, så er de lige meget.
Det er nok derfor de fleste religioner, selvhjælpsbøger og så videre bruger så meget krudt på “meningen med livet”. Det er en skam, at vi mennesker er blevet forbandet med den ambition, at livet skal give mening. Det var så meget nemmere, hvis vi ikke behøvede at finde en mening med det hele.
Og jeg er ingen undtagelse. Ligesom alle andre er jeg forbandet med trangen til mening. Og den finder jeg ofte i forandringer. Forandringer er mit livs krydderi, og uden krydderi så smager det hele lidt af blancheret papkasse.
Det er mit femte forår på Stenriggård, og det betyder, at jeg nu starter forfra på sædskiftesystemet. Så jeg så nu kartofler i de samme bede, som jeg gjorde for fire år siden. Jeg er nået hele vejen rundt. Landlivet er jo på den måde meget rytmisk. Rutinepræget. Det er lidt paradoksalt, da jeg jo netop flyttede på landet for at slippe væk fra “hamsterhjulet”. Men det er også lidt en hjulfornemmelse over det her liv. Det går da i hvert fald i ring.
Derfor skal der ske nye ting, så jeg ikke keder mig. Og det gør der sørme også. Én af de nye ting er jeg ikke helt klar til at løfte sløret for, men der er også sket masser af ting, der ikke er så hemmelighedsfulde:
Tilsæt to teskefulde duroc, én teskefuld Cream Legbar og rør rundt
Gården har i lang tid været uden brugsdyr. …Altså udover Haddock men hans værdi for gården består mest i at holde mig fra at få økuller (Giv mig lige point for styre min trang til at skrive “gå i hundene”).
Jeg trængte lige til en pause fra dyreholdet. Jeg trængte til at nyde friheden til at tage en en overnatning væk fra gården i ny og næ uden at skulle bede naboerne om assistance.
Men nu er der fuld gang i den igen. I midten af april kom der fire små nye grislinger og i midten af maj kom der otte nye kyllinger. Men først om grisene.
De bistre hanner
Jeg har fået fire Duroc-grise. Min tidligere leverandør har stoppet produktionen, så efter lidt søgen lykkedes det at finde en anden griseavler, og han avler Duroc-blandinger. Duroc skulle efter sigende smage fortrinligt, så det prøver vi.
Det er også nyt, at det er fire orner denne gang; sidste år havde jeg to søer. Så ikke nok med, at jeg har fordoblet besætningen, så er det også hanner. Orner har ry for at være mere aggressive, men da disse er kastrerede, så skulle det ikke være et problem. Det håber jeg er rigtig, for de bliver meget hurtigt store, og når 90 kilo gris vil noget andet end dig, så er det svært at gøre meget ved det.
Indtil videre er de dog ligesom de andre. Det vil sige, fuldstændigt hysteriske ved fodringstid og dumme som døre. Man siger, at grisen er klogere end hunden. Det har jeg svært ved at se. Jeg har forsøgt mig med min hundetræningserfaring til afprøve lidt simpel adfærdstræning. Som f.eks. at man som gris ikke får noget mad, så længe man hopper op ad mig eller på ad lågen. Det fatter de simpelthen ikke. De gør præcis det samme hver gang jeg kommer med foderbøtten, og jeg skal derfor hver gang afvente, at de holder op. Det ville en hund altså forstå ret hurtigt.
Men de er stadig søde og sjove, og jeg elsker at høre dem grynte i bunden af haven, og at de beredvilligt omsætter mit haveaffald til svinekød.
Ivrige, sultne grise med “morgenhår”
Nye kyllinger
Mit held med hønsehold - eller manglen på samme - har jeg skrevet en del om. Jeg føler mig lidt forbandet af hønseguderne - eller måske er det snarere ræveguden. Men nu prøver jeg igen. Og i andet forsøg er det lykkedes mig at udruge otte små kyllinger fra en rugemaskine. Otte kyllinger som har værsgo har at overleve og lægge en masse æg til mig, tak.
Én af dem måtte jeg dog aflive efter et par dage, men ud fra 11 æg er syv levende kyllinger stadig et resultat, jeg er ret godt tilfreds med.
Jeg holder dem i fyrrummet ved siden af entréen under en varmelampe i et hundebur. Her skal de være de første cirka seks uger af deres liv, indtil de får fjer. Det er ganske hyggeligt at kunne høre de små pip, når man går forbi, men det er heller ikke helt uproblematisk at have dem i huset.
Hønsehund versus høns
(På forhånd undskyld til min kæreste for følgende. Jeg kunne ikke lade være...)
Haddock er en hønsehund, og han kommer fra en lang og stolt tradition af forfædre, der er blevet avlet til at putte fugle i munden så snart de får chancen. Med andre ord har han haft vældig svært ved den fristelse som syv små kyllinger i hans hjem udgør. Hver gang jeg skal ind og give kyllingerne mad og vand, står han på spring for at komme med ind i fyrrummet. Hvilket han selvsagt ikke for lov til. Så han bliver udenfor og han prøver høfligt at rette opmærksomhed mod sin frustration ved at gø ynkeligt et par gange, indtil jeg kommer ud igen.
Hans iver for at komme med ind blev da også hurtigt belønnet. Allerede den første dag slap Haddock ind i fyrrummet. Eller… han møvede sig ind forbi min kæreste. Og når han først er inde i rummet skal der handles hurtigt, hvis kyllingen skal have en chance.
Min kæreste reagerede også resolut. Hun udbrød et “Uh! Nej nej nej”, stillede sig midt i døråbningen, så jeg ikke kunne komme forbi og fik - med et panisk spjæt - også lige slukket for lyset.
Til trods for den ekstra udfordring ved at skulle forcere forhindringsbanen og indfange en balstyrisk hund i mørke, så overlevede alle.
Jeg elsker Haddock højt, men nogen gange ville det altså have været lidt nemmere, hvis han var en rottehund, og ikke en hønsehund.
Det er en følelse, jeg har haft før. Også dét går åbenbart i ring.
- Jeppe er ude.
Bemærk blikket i øjnene. Det er mig, Haddock kigger på. For han havde ikke fået lov til at tage den fugl, og han ved godt, at jeg vil have ham til at aflevere den.
