Hej
Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!
Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!
Fem år føles som enormt meget. For meget. Som det-kan-da-ikke-passe meget. Men når jeg ser tilbage på det, så er der også sket meget. Det er klart mit livs mest begivenhedsrige år. Der er sket så meget både godt og ondt, at det er svært at holde rede på, og det er vist ikke forkert at sige, at jeg på mange måder er et andet menneske i dag end jeg var i 2017.
Jeg har reflekteret lidt over gentagelser på det seneste. Gentagelser er mig en forbandelse, men jeg falder så enormt hurtigt ind i dem. For gentagelser er - pr. definition - ensformige. Og ensformighed er kedeligt.
Da de to grise blev sendt til den evige mudderpøl i grisehimlen havde hver en slagtevægt på omkring 94 kilo. Det gav i alt små 190 kilo skønt, fersk øko-fodret, fritgående hipstersvinekød. Det er alt for meget til mig, så jeg afhændede det meste af det til venner og familie og beholdt en halv gris til mig selv.
Grisene er slagtet. I starten af december kom der en vogn og hentede dem, og fire dage senere kunne jeg så hente fire kasser fulde af svinekød.
Det stressede mig langt mere end ventet at skulle slagte grisene. Ikke af moralske skrupler, som jeg ellers havde forventet, men mere at få det praktiske til at gå op.
Jeg får engang i mellem mails fra personer, der drømmer om selvforsyning. De spørger mig, hvordan man gør det, jeg har gjort. Hvordan man bliver selvforsynende, hvor man får en gård fra, om det er ensomt, hvordan jeg klarer vinteren, hvordan børneinstitutionerne er og sidst men ikke mindst: Hvordan jeg får det til at løbe rundt.
Min erfaring siger mig, at dét at nå et mål kan være noget af det mest deprimerende i verden. Midtlivskriser er for dem, der nåede i mål. De fik den uddannelse, det job, den forfremmelse, den kone, de børn, det hus og hvad så nu?
Grøntsagsfrøene driller mig. For andet år i træk nægtede de små sataner at spire. Kun omkring en femtedel af de frø, jeg satte i foråret, kiggede rent faktisk frem i mulden. Det var lidt samme historie sidste år. Men i år tror jeg, jeg har fundet årsagen.
Endelig! Så skete det. Jeg har ventet på det i årevis, og nu skete det endelig. Lige fra den første spæde drøm om at flytte på landet spirede, lige fra jeg begyndte at få lyst til at prøve selvforsyning. I alle mine mentale billeder af hvordan mit landsted så ud, har de løbet rundt i baggrunden.
Jeg stopper konstant op, og vurderer hvor jeg er i mit liv, og jeg har lige gjort det igen. Det er måske heller ikke så mærkeligt med al den navlepilleri, når man har radikalt har lagt sit liv om. Anledningen til at stoppe op var denne gang julen, eller mere præcist var det to julegaver.
Jeg skal have grise. Det har jeg villet have i tre år, men nu skal det være. Eller i hvert fald meget snart.
Alle selvforsyningsbøger med respekt for sig selv har et afsnit om grise. Grisen er naturens plov, og et par af dem kan på kort tid gøde og pløje et større areal.
Man behøver bare at hegne dem inde, og give dem læ og goder. Det lyder nemt, ikke? Ja, det er det ikke.
Uanset hvor meget jeg føler, jeg har tjek på det der landliv, så kræver det ikke mere end 30 sekunder sammen med en sydsjællandsk håndværker, før jeg igen føler mig som totalt amatør (og en naiv tosse). Jeg ved ikke hvad det er.
Efteråret er høstfest. Tiden hvor haven bugner, vejret slår om og træerne skifter til smukke nuancer af orange, rød og brun. Men det er også den tid på året, hvor jeg kæmper med skadedyr. I hus og have.
I starten af maj blev jeg heldig og kunne købe jeg fem daggamle kyllinger fra venner på Bogø. Kyllingerne blev installeret i stort hundebur i et aflukke af stalden, jeg ikke bruger ellers. Og under en varmelampe voksede de sig store.
Jeg har ikke skrevet på bloggen i noget tid. Faktisk er det her det længste, der har været mellem to indlæg. Og det skyldes, at det her indlæg har været meget svært at få skrevet. Men jeg synes ikke rigtig bloggen giver mening, hvis ikke jeg skriver lidt om det følgende.
Endelig lidt vand til haven. Lidt mere ville heller ikke gøre noget. Jeg nyder at sidde i solskinnet lige så meget som alle andre, men nu har jeg også en køkkenhave at tænke på, og den hænger lidt med næbbet.
Sidste indlæg var lidt negativt. Men der var også meget, der var gået galt. Men nu til det positive. For det er forår og solen skinner , og det er virkelig skønt
Det har været et par hårde uger for ølandshvedehipsteren på Møn. Vinteren er i foran hård for min lyst til projektet, men den går nu heldigvis på held. Havde jeg været så hårdt ramt af selvforsyningsulykker lidt tidligere på året, så havde det været svært at tage.
Køkkenhaven opgraderes i disse dage. Med hjælp fra en kyndig tømrer er der ved at blive bygget hele 17 kæmpestore højbede. De bliver drønflot og vil lette havearbejdet betragteligt for mig.
Det er blevet tid til at flytte de tre høns ud fra gårdspladsen til hønsegården. Og ligesom sidste gang jeg flyttede en flok høns fra gårdsplads til hønsegård, så er tidspunktet ikke oprundet, fordi mit trænede øje har vurderet, at de er klar - for det var de for flere måneder siden. Nej, tidspunktet er oprundet, fordi jeg er supertræt af at vade i hønselort hver gang, jeg går ind og ud ad døren
Så skete det! (eller… det skete faktisk for en måned siden, men der har manglet tid/overskud til at skrive indlæg på det seneste).
Nej, jeg mener ikke, at jeg nåede et halvt hundrede indlæg (men hvor sindssygt er det for øvrigt lige??). Jeg taler naturligvis om skinke.
Jeg har slået nogen ihjel. Faktisk har jeg slået ret mange ihjel. Det nærmer sig et drab om dagen på det seneste. Og det er langt fra nok. Jeg må dræbe mere. For der bliver ved med at være flere, der må dø.
Noget går mig på. Jeg synes ikke, jeg udvikler mig. Jeg synes ikke, gården udvikler sig. Det står i stampe. Samme tid sidste år havde jeg flere høns og cirka samme mængde grøntsager. Jeg føler ikke rigtigt, der er sket noget på det år.
Så er det blevet efterår, og hold da op, hvor vejrguderne ramte den lige i røven. Dén dag sommeren sluttede ifølge kalenderen, der faldt temperaturen ti grader. Stadiet hvor jeg kan gå med en trøje på hundens morgentur blev sprunget over og vi gik direkte fra t-shirt til tyk trøje og jakke.
Tre kyllinger blev det til. Fru Høne-surrogatmor blev mere optaget af at passe på sine kyllinger end af at ligge på æg, så de andre æg er døde.
Nu har jeg været Mønbo i to år, og ligesom sidste år føler jeg for at tale lidt om det. Men først skal vi lige tale om det, der er sket siden sidste indlæg, for der er faktisk sket en del. Jeg har fået presseomtale og fået nyt liv på gården.
Jeg har ferie fra undervisningen, så der spises frokost med øl til på terrassen, tages middagslure med hunden på et tæppe i haven og ja, så arbejdes der. For der er nok at se til.
Hækken skal klippes, græsset skal slås, køkkenhaven skal passes og plejes og så skal der bygges, repareres og fikses - for der er altid noget, der er i stykker her på gården.
Det er andet år med køkkenhave, og som enhver fortsættelse er forventningerne større og derfor skal toeren være større og vildere end etteren. Men er den så også det?
Jacob havde advaret mig kun at tage hende med handsker på, og det er der god grund til. Hun giver nemlig et resolut hak med næbet, når man rører ved hende. Nærmest sådan lidt fortørnet. Som om du hun ville sige: "Unge mand, kan De SÅ holde nallerne for dem selv!".
Det er fredag morgen, og jeg går ud for at give hønsene lidt mad. Det øjeblik jeg åbner bagdøren ud mod hønsegården, kan jeg mærke, at den er gal. Der er stille. Alt for stille. Ingen kamplysten hane der galer for at vise, at han ikke er bange for mig og ingen klukken af forventningsfulde høns, der løber hen til lågen i forventning om mad. Nej, bare stilhed.
Er det forår? Er det sommer? Er det vinter eller hvad foregår der?
Det er jo ikke nyt, at det danske vejr er omskifteligt, og slet ikke at foråret er særlig tilbøjeligt til at slå om konstant. Men som køkkenhavedyrker så bemærker jeg det langt mere nu end i mit tidligere liv.
Jagten på "det simple liv" er jo så vældig oppe i tiden. Mange lever et forjaget liv, hvor tiden til både at være forælder, barn, søskende, ven, kollega, ansat, holdkammerat osv. ikke rækker, og man stresser over ikke at kunne nå det hele.
Så skete det! Til helvede da også. Jeg vidste jo nok, at det ville ske, men det er stadig pissetræls. Jeg kan i sidste ende kun bebrejde mig selv. Det er min egen skyld.
En stor del af mit "selvudviklingsprojekt" har henover vinteren bestået i at blive bedre til at lave mad. Jeg er rimelig til at lave mad, men der er klar plads til forbedring.
Det enlige landliv er ikke så nemt her om vinteren. Men efter et par måneder i vinterhi, så føles foråret lige om hjørnet.
Det er ikke altid nemt at være rebelsk og anderledes uden også at blive forfærdeligt kliché
Gården er blevet lidt mere bæredygtig, og jeg høster for tiden så meget, at det er en sand fornøjelse.
I anledning af, at jeg har boet på gården i et år, fortæller jeg lidt om, hvordan vi besluttede at flytte herned.
I anledning af, at jeg har boet på gården i et år, fortæller jeg lidt om, hvordan vi besluttede at flytte herned.
Skal jeg nu bygge højbede? Skal jeg hegne køkkenhaven? Skal jeg hegne et areal af til får eller til grise? Skal jeg sætte hønsehuset op?
Hvordan planlægger du en køkkenhave, der kan give grøntsager nok til, at du og din familie kan leve af dem hele året?
Det er nogle gange en prøvelse at være flyttet væk fra storbyens lettilgængelige forbrugsgoder.
Der er rigeligt at tage fat på, før vi kan så det første frø, og tiden arbejder i mod mig.
Landlivet er ikke lutter idyl. Man må dele det med en masse mere eller mindre ønsket dyreliv.
I overskuelighedens navn har jeg lavet et arkiv over mine tidligere blogindlæg, opdelt efter år. Jeg håber det gør det nemmere at finde de gamle indlæg.
