#51 Og hanen galede
…og galede. Hanen (og der er kun én, og ikke tre som jeg først troede) er meget glad for lyden af sin egen stemme.
Det er blevet tid til at flytte de tre høns ud fra gårdspladsen til hønsegården. Og ligesom sidste gang jeg flyttede en flok høns fra gårdsplads til hønsegård, så er tidspunktet ikke oprundet, fordi mit trænede øje har vurderet, at de er klar - for det var de for flere måneder siden. Nej, tidspunktet er oprundet, fordi jeg er supertræt af at vade i hønselort hver gang, jeg går ind og ud ad døren. Disse høns har, ligesom deres forgængere, fundet ud af, at det er drønhyggeligt at sove på min trappesten. Det skyldes formentlig, at min dør er en smule utæt, så der er dejligt varmt på trappenstenen. Men det har bare den store ulempe, at mit indgangsparti er mere hønselort end beton. Og skulle dronningen nu komme uventet forbi til en kop Gevalia, så ville det jo bare være virkelig akavet.
Derfor: Høns, heraus! Min far har hjulpet mig med at lappe den halvhjertede indhegning, jeg lavede dengang, jeg stadig troede, mit hævede hønsehus var et uindtageligt Akropolis, som ingen ræv kunne forcere.
Alfahane med sine tøser foran Kyllingekropolis. Kort tid før ræven nakkede hele banden.
Jeg forstår faktisk stadig ikke, hvordan ræven kom ind i hønsehuset. Jeg kan simpelthen ikke se, at sådan en buskhalet dværghund kan kravle helt derop og ind. Og da slet ikke uden at sætte kradsemærker. Der var ingen mærker at kløer der havde holdt fast, mens den - med hovedet nedad - er kravlet op ad undersiden af hønsehuset og ind.
Jeg begynder så småt at forstå, hvorfor de mere garvede jægere og hønseholdere omtaler ræven, som om den nærmest har overnaturlige egenskaber. Hvis man taler for længe med den slags mennesker, så virker det faktisk omsonst at lave en indhegning overhovedet. Man fornemmer, at jeg lige så godt kunne prøve at stoppe tidevandet, sæsonernes skiften eller døden selv.
Ikke desto mindre har jeg givet det et forsøg. Som min far siger: “Du kan jo højst miste tre høns denne gang.” Det er selvfølgelig sandt. Det er jo fordelen ved kun at have tre høns. Men det føles mig ubekvemt at have så stor en “ja-hat” på. Jeg er halvt vestjyde, så en grundlæggende pessimisme løber i mine årer. Men jeg er også drønstædig, og giver ikke så let op, så vi prøver.
For at forstærke indhegningen har jeg valgt at lægge en ring af dyrehegn ned på jorden langs det eksisterende hegn, fæstne det sammen med ståltråd og lægge mursten og jord over. Når ræven så prøver at grave sig under hegnet, vil han støde på mere hegn og forhåbentlig konstatere, at mine høns ikke er umagen værd.
Eller også klatrer han bare over. Suk…
Jeg ved godt, jeg har lavet sammenligningen før, men alligevel:
Det ene er Jackson Pollocks maleri ‘One: Number 31’, der ifølge kunsthistorikere repræsenterer "En slags frossen, dynamisk ligevægt af endeløs rytme og energi”, det andet er hønselort på beton.
For langsom!
Hønsegården er klar, og hønsene kan langt om længe flytte ud fra gårdspladsen. Problemet er bare, at mine høns har vist sig exceptionelt svære at fange. Hvis jeg kommer inde for bare tre meter af dem, så udstøder hanen en guttural, utryg kurren, der lyder som en blanding af “uuuhhh” og “neeeeej!”, og så stikker de af. Når først man har fået vækket deres angst og pumpet lidt adrenalin ind i høns, så er de utroligt hurtige. Så man har kun ét forsøg.
Jeg mindes de “pursuit øvelser” vi skulle lave, dengang jeg i mine midttyvere - ganske kortvarigt - spillede amerikansk fodbold. Det her med at prøve at trænge nogen op i en krog uden, at de pludselig stak til en side og var væk. Det var jeg også utroligt ringe til dengang, og det er ligesom ikke blevet bedre her 15 år senere. …Og så vil jeg vove den påstand, at en hønes evne til pludselige retningsskift er endnu mere umulige at hamle op med end dem fra de 20-årige linebackere og running backs, jeg blev rundbarberet af dengang. Hvis man er blevet lidt for kæk og selvfed, så er det et opkvikkende virkelighedstjek at blive sat på røven af to kilo fjer med en hjerne som en pebernød.
Det var mig også svært at fange de gamle høns, men dem kunne man snige sig ind på efter mørkets frembrug og snuppe mens de sov. Det går ikke med de her høns. Jeg har prøvet at liste mig ind på dem ganske langsomt, mens de sover, men de opdager mig længe, før jeg kommer inden for rækkevidde og efter en kort "dans”, hvor jeg prøver at trænge dem op i hjørne, så stikker de fra mig. Den nye hane er enormt opmærksom. Faktisk er jeg i tvivl, hvorvidt han nogensinde sover. Der er i hvert fald ikke noget tidspunkt på døgnet, hvor han ikke mener, det er passende at begynde at gale. Klokken kan være to om natten, han er iskold.
Jeg satser på, at denne kvalitet også gør dem mere modstandsdygtige over for ræveangreb. Men realiteten er nok desværre, at en ræv er en noget mere adræt jæger end denne snart 40-årige eks-DJØF’er og hans kontorhænder (for slet ikke at nævne kontorfødder).
En rigtig hane
Der er ingen grund til at lægge fingre i mellem: Min gamle hane var en skiderik. Han truede mig, når jeg kom ind i hønsegården og hakkede mig i bagdelen, når jeg satte mig på hug for at give hønsene mad. Der var altid kampstemning, når jeg kom ud i hønsegården, og det var ærlig talt lidt trættende.
Men han var frygtløs. Det må jeg give ham. Der var en del “big dick energy” over ham. Derfor navngav jeg ham også Alfahane. Han besad en ukuelighed og et mod, man kun kan have respekt for. Også selv om det var en kende overmodigt til tider. Som dengang han slap ud fra hønsegården og stod ansigt til ansigt med Haddock - min rimeligt store, energiske og nysgerrige Vizsla. En hund der er avlet til at jage fugle og som derfor har enormt svært ved at lade mine høns være i fred. De to stod tre meter fra hinanden og Alfahane gav sig ikke en tøddel. Han var komplet uberørt af sin manglende chancer for at vinde kampen. …Lidt som en vis østerbrospelthipster og hans naive forsøg på at blive selvforsynende. Så selv om Alfahanes aggresivitet gjorde ham svær at holde af, så respekterede jeg ham.
Da ræven kom og tog mine sidste høns i forsommeren, så fandt Haddock Alfahanes hovedløse lig ude i marken. Jeg ved jo ikke, hvad der skete, men jeg forestiller mig, at han har kæmpet en brav kamp mod ræven til det sidste. Lidt romantisk måske, men alligevel.
Min nye hane er af en anden støbning. Han angriber mig ikke, og jeg er ikke bange for at lade min søn være i nærheden af ham, så alt-i-alt er det en opgradering. Men han er også lidt en tøsedreng. Han går stolt rundt på gårdspladsen med sine to damer på slæb, som var han konge af gården. Men hvis jeg kommer lidt for tæt på, så stikker han af og lader de to høns i stikken. Det man på moderne dansk altså ville kalde “small dick energy”. Moderne kønsroller og alt det der til trods, så fremstår det altså lidt “trumpistisk” og lidt vattet.
Hans surrogatmor Fru Høne havde væsentlig mere pondus. Hun var ikke aggressiv, men hun havde lidt mere beskyttertrang og selvrespekt end min nuværende hane. Han er nok sød og rar, men også en lidt forskræmt kujon. Jeg ser mig nødsaget til at døbe ham Betahane.
Jeg vil gå ud på gårdspladsen og byde op til endnu en dans
- Jeppe er ude.
