_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#47 Endelig(t) efterår

#47 Endelig(t) efterår

Så er det blevet efterår, og hold da op, hvor vejrguderne ramte den lige i røven. Dén dag sommeren sluttede ifølge kalenderen, der faldt temperaturen ti grader. Stadiet hvor jeg kan gå med en trøje på hundens morgentur blev sprunget over og vi gik direkte fra t-shirt til tyk trøje og jakke.

Det gør mig egentlig ikke noget. Jeg begræder ikke sommerens afslutning. Forstå mig ret, jeg elsker sommer, men jeg er egentlig sommermæt. Sommeren har været god, rimelig stabil og lang, og nu glæder jeg mig til efterårets farver, til at gå i tykke trøjer, til vandreture i skoven og til at tænde op i pejsen. Hurra for at bo i et firsæsoners klima.

Fru Hønes endeligt

Fru Høne er død. En gæsts hund fik fat i hende.

Det går mig på. Faktisk går det mig en del på. Det er nu tredje gang på et halvt år, at et firbenet rovdyr har dræbt nogen af mine høns. Det føles ret inkompetent. Er jeg uheldig eller bare utroligt dårlig til at holde dyr?

Det her var alt hvad jeg fandt. I første omgang i hvert fald…

Hverken jeg eller Haddock var hjemme, så jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men jeg har en teori.

Det skyldtes formentlig noget så simpelt som en slå på til porten, der ikke var lukket helt til. Den har stået lukket så utilstrækkeligt at porten formentlig er blæst op, mens jeg var på arbejde. Så har hønen med sine kyllinger af nysgerrighed kigget ud i indkørslen og muligvis sneget sig inden for indhegningen til køkkenhaven, hvor der var en løs hund, og her er det nok gået hurtigt.

Da jeg kom hjem fra arbejde, var porten blæst i igen og kyllingerne var i sikkerhed, men hønen var væk. Nogle få hønsefjer i indkørslen bevidnede, at hun havde været uden for gårdspladsen. Men andre spor var der ikke at se. Intet blod eller noget. Hun var for god en mor til at være stukket af fra sine kyllinger, så der måtte være sket noget.

Der gik to uger, før jeg endelig fik bevis for, hvad der var sket. Haddock stod og gravede meget ihærdigt i ildstedet midt i haven. Jeg gik ud og kiggede, og der lå hun. Godt marineret i aske og meget ildelugtende af fordærv, men ellers rimelig intakt.

Det er også derfor, jeg ikke tror det er en ræv, der har været på spil. Den ville ikke have gravet hende ned midt i en have, hvor Haddock dagligt huserer, og hvor der derfor lugter kraftigt af hund. Ræven ville heller ikke have ventet to uger med at hente hende. Haddock var ikke hjemme, da hun forsvandt og derfor er der kun én mistænkt tilbage. Den anden hund.

Jeg bebrejder den ikke, for det er jo bare dens natur, og det er ikke mere end et par måneder siden, at Haddock - på grund af min letsindighed - fik fat i en af mine venners høne, derefter måtte aflives. Det var meget pinligt. Derfor ville det også være hyklerisk at se det som andet end karma, at en anden hund nu har aflivet min høne. Men trist er det.

En ode til Fru Høne

Jeg kunne godt lide Fru Høne. Udover at være meget smuk, så var hun en bestemt dame, som man kun kunne have respekt for. Hun var lidt aggressiv ligesom min tidligere hane, men på en helt anden måde. Hun forsvarede sig og sine kyllinger, hvis hun følte dem eller sig selv truet. Her var ingen bagholdsangreb som med Alfahane. Det var berettiget aggression så at sige.

Hun var desuden en meget opmærksom og flittig surrogatmor. Selv om jeg kun fik hende til at ruge tre kyllinger ud, så passede hun virkelig på dem, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun gav sit for at forsvare dem.

Jeg er ved at få øjnene op for, at høns faktisk har personlighed. Det er selvfølgelig ikke den mest nuancerede personlighed, for de er nogle ret primitive dyr, men der er stadig klar forskel fra individ til individ og også større forskel end jeg ville have troet.

Fru Høne bliver svær at erstatte. Hun var nu noget for sig.

Hele misæren efterlader mig også med en endnu mere sølle hønseflok. Jeg har nu tre kyllinger, hvorfra jeg tror de to er haner. Det giver ikke mange æg eller meget kød. Jeg må overveje at købe en rugemaskine, så jeg selv kan få flokken lidt op i gear.

Fru Høne i al sin pragt

Frugter og bær

Det har været et ret sløvt frugtår. Sidste år væltede jeg mig i æbler, pærer, moreller, blommer, ribs og solbær. Solbær og ribs har jeg igen masser af, men det har været småt med både hindbær, blommer, æbler og pærer; og moreller fik jeg slet ikke. Det skyldes nok ikke så meget tørken som den sene nattefrost i maj. For frosten dræbte stort set alle de blomstrende frugttræers blomster. Og det er ikke kun mig, der har det problem. De æbleavlere jeg kender siger, at høsten bliver omkring en fjerdedel af, hvad den plejer at være. Det bliver småt med danske æbler i supermarkederne i år.

Åh Brombær, din sirene

Brombærsæsonen går på hæld. Den har Storm og jeg nydt meget. Brombærret er mit yndlingsbær. Eller.. Det var det.

Efter mange hede år sammen er vores kærlighedsforhold nu noget mere ambivalent. Jeg holder skam stadig meget af bærret, men jeg er utroligt træt af selve planten. Med andre ord: jeg kan godt forstå Søren Ryge.

Hele Danmarks havenisse kom i modvind, da han i 2017 foreslog en læser at bruge RoundUp til at komme af med sit brombærkrat. Det skabte stor forargelse i økoverdenen, at et gammelt koryfæ som hamkunne ytre noget så kættersk. Forargelsen var stor nok til at det nærmest føltes som et #metoo-moment for havefolket.

Jeg er da heller ikke enig med Ryge i, at man er nødt til at bruge RoundUp. Jeg er for meget spelthipsterøkokriger til at bruge den slags sprøjt, men jeg kan godt se, hvorfor han tyer til kemisk krigsførelse for at slippe af med brombærbuske. For hold nu fast, hvor er de træls!

Taget i betragtning, hvor hurtigt de vokser og hvor formidabelt et forsvar de har, er det et under, at brombærkrattet ikke nåede at overtage verdensherredømmet, inden mennesket opfandt sprøjtemidlet.

  1. Brombærbuske vokser så hurtigt, at man næsten kan se dem gro,

  2. de er ikke til slå ihjel og

  3. de har torne som små barberblade, der kan dræbe enhver havehandske.

Sidst men ikke mindst så lokker de én til sig med deres delikate sorte bær. Sataner.

Jeg fornemmer, at jeg hvert år skal bruge to til tre arbejdsdage med en huggert og en hækkeklipper for bare at holde brombærbuskene nede. Det føles som en udholdelseskamp som jeg før eller siden vil tabe, for brombærkrattet giver aldrig op.

Nu har Vesten brugt 17-18 år på at få styr på Afghanistan uden nogen stor succes. Jeg har løsningen. Bare smid 100 brombærbuske over Taliban og vent. De vil være ukampdygtige inden for én sommer. Hvorefter der - som bonus - vil være mulighed for at lave masser af dejlig marmelade.

Al den snak om brombær gør mig lækkersulten. De er efterhånden lidt sure, men jeg stikker alligevel lige i haven for at plukke nogle flere. Jeg håber, jeg har nok plastre.

- Jeppe er ude.

#46 Lidt for lidt

#46 Lidt for lidt