#48 For mange jern i ilden? - Del 1
Efteråret er for alvor sat ind, og det er blevet tid til at finde det lange undertøj frem. I vinterhalvåret lever jeg i et termoundertøjssæt fra jagtfirmaet Härkila. Det er drønbehageligt og varmt, så det var faktisk lidt glædeligt at finde det frem. Nu mangler vi bare noget rigtig efterårskulde.
Jeg kan i det hele taget godt lide efterår. Det er en smuk tid, og jeg får altid en ubærlig trang til at tage på lange vandreture i skoven. Jeg nyder at bo på landet i disse dage.
Men noget går mig på. Jeg synes ikke, jeg udvikler mig. Jeg synes ikke, gården udvikler sig. Det står i stampe. Samme tid sidste år havde jeg flere høns og cirka samme mængde grøntsager. Jeg føler ikke rigtigt, der er sket noget på det år.
Og det skyldes blandt andet, at det hele er blevet en smule besværligt (som jeg tidligere har talt om). Det burde egentlig ikke overraske nogen - og slet ikke mig - men alligevel er der kommet nogle forhindringer, jeg ikke havde forudset. Med en lille søn i Nordsjælland og et job 40 minutter væk, så går meget af min tid i en bil, med at undervise og med at være far. Og alt-i-alt så er der latterligt få timer på en uge til at rende rundt og lege hipsterlandmand.
Men drømmene er der stadig, og jeg overvejer nu at betale mig fra, at de bliver til virkelighed. I hvert fald nogen af dem. For hvis ikke jeg udvikler mig hernede, så dør det. Det går ikke at gøre det halvt. Så kan jeg lige så godt lade være, og det føles som om, jeg gør det kvart lige nu.
Men med det sagt så skal jeg heller ikke gabe over for meget, og påtage mig ansvar og forpligtelser, som jeg ikke har tid eller evner til at varetage. Så der skal ske fremskridt, men det skal ske langsomt. Så hvordan det?
Økonomien i selvforsyning
Det skal give noget. Selvforsyningsprojektet skal ikke bare være noget, jeg leger. Det er måske nok en god øvelse til, hvad jeg skal gøre den dag Trump, Putin, Bolsonaro, Jinping, Jung-Il eller Boris får nosset nok i det til, det moderne samfund bryder sammen, og man oprigtigt er nødt til at forsyne sig selv. Men indtil det sker, virker det lidt sølvpapirshatparanoidt at rende rundt og lege selvforsyning bare for at forberede sig på den eventualitet. Nej, det er nødt til i et eller andet omfang at kunne betale sig.
Der er jo en grund til, at vi ikke alle er selvforsynende landmænd, og det skyldes, at det netop ikke betaler sig. I hvert fald ikke når vi kigger på timelønnen. Det kan langt bedre betale sig at købe en pose løg i supermarkedet end at dyrke dem selv. De smider jo nærmest løg i nakken på dig dernede. Så jeg er nødt til at glemme timerne, jeg lægger i det. De kommer aldrig hjem igen. Man kan få mange løg på en fuldmægtigløn.
Så når jeg siger, at det skal kunne betale sig, mener jeg, at det ikke må koste mig penge at dyrke det selv. Udgifterne til at dyrke ét løg må ikke overstige, hvad det ville koste mig at købe det. Jeg skal kunne mærke på min udgifter, at jeg bruger så meget energi her på gården. Driftsudgifterne skal falde for at sige det på businessdansk.
Og det betaler sig ikke lige nu. Selv om jeg synes, jeg oftest laver måltider, der er i hvert fald delvist selvforsynt, og selv om jeg er blevet meget bedre til at lave mange ting fra bunden, så kan jeg ikke se, at mit supermarkedsbudget er svundet ind.
Jeg har rodet mig selv lidt i håret og navlen og kommet frem til, at det formentlig - primært - skyldes tre ting:
Køkkenhaven giver ikke nok.
Jeg producerer ikke noget kød.
Jeg indtager ganske mange ting, der hverken er kød eller grøntsager.
Lidt passata er det blevet til i år.
Det er nemt at lave selv. Skær tomaterne i halve, læg dem i et ovnfast fad med skæresiden opad. Overdæng med snittede skalotteløg, hvidløg og lidt friske krydderurter - eks. rosmarin, basilikum og/eller timian. Giv dem en time ved 200 grader. Blend hele molevitten.
Hvis det skal være rigtig passata så skal saften presses gennem et klæde. Det gør jeg nu ikke. Jeg bruger det hele.
Værsgo. Grundlaget for den bedste tomatsuppe/-sovs du længe har smagt.
Køkkenhaven giver ikke nok
Jeg havde mange problemer med forspiring i år, og derfor er jeg endt med for få grøntsager. Der er hverken nok typer grønt, og der er heller ikke store nok mængder af den enkelte type. Jeg er for længst løbet tør for ærter og løg, jeg har næsten ikke flere rødbeder - og tomater? Ja, det vil jeg helst slet ikke tale om… (se #46 ‘Lidt for lidt’).
Jeg har meget at lære i en køkkenhave. Rigtig meget. Bare noget så simpelt som at gøre køkkenhaven til en helårshave og at få brugt grøntsagerne, når de er der, volder mig problemer og kræver noget mental omstilling.
Grønt hele året
Om sommeren bugner det, og det er en skøn tid. Men det er stort set kun høst. Der burde også være en masse små spirende salater, kartofler, kål osv., så der var noget klar om nogle måneder. Men det konstaterer jeg for andet år i træk, at jeg ikke rigtig får gjort noget ved.
Jeg skal omstille mig til, at spiringen foregår mere eller mindre hele året, og ikke bare om foråret. Det lyder jo ligetil, men der er nogle ting, der kommer i vejen for mig, og får mig til at gå i stå, inden jeg er kommet særlig langt.
Forårs-, efterårs- og vintersorter
Man kan ikke så hvad som helst, når som helst. Nej, der skal særlige efterårs-/vinterafgrøder til. Så det handler ikke bare om at så eksempelvis kål, men at så den rigtige sort af kål.
Der er alt for mange sorter at vælge i mellem. Som nybegynder kan jeg ikke overskue, at der er 50 sorter af hver grøntsag, og at de kan noget forskelligt. Når jeg skal dyrke 20-30 forskellige slags grønt, så giver det samlet set for mange kombinationsmuligheder for en nybegynder.
At få brugt grøntsagerne
Et andet problem er, at jeg ikke er alsidig nok som kok. Jeg har ikke fantasien til at tilberede broccoli på ti måder og få indtaget otte butternut squash på 14 dage. Jeg ender med at lave den samme græskarsuppe syv gange og hade butternut som pesten efter fire dage.
Syltede rødbeder. Det er en stor sejr for mig at forarbejde og konservere en grøntsag, jeg selv har dyrket. Det kan jeg have glæde af længe.
Jeg har købt en del vegetariske kogebøger, og dem lærer jeg også af, men de lækre opskrifter kræver ofte mange forskellige grøntsager, som jeg ikke lige ligger inde med, og så ender jeg med at tage i supermarkedet for at supplere, og det var jo ikke meningen.
Der er fremskridt dog i processen, og jeg får da brugt meget, men jeg har langt igen. Det er kommet bag på mig, hvor vigtigt det er for en selvforsyner at være ferm i et køkken. Det er muligvis den vigtigste evne af dem alle.
Det bliver for vildt.
Jeg får ikke luget godt nok, og så løber det løbsk og vokser mig over hovedet. Før jeg ved af det, så er det svært at skelne bedene fra gangstierne i mellem, da det hele er groet sammen.
Der skal to ting til for, at man har et velluget bed: ihærdighed og evnen til at skelne skidt fra kanel.
Jeg har ikke rigtig nogen af delene. Det vil sige, at når jeg endelig nosser mig sammen og luger mine bede i ny og næ, så er der kommet så meget ukrudt, at jeg bliver lidt utålmodig og bare hiver løs. Så jeg tør ikke tænke på, hvor mange små spirende løg, der er blevet revet op tidligere på sæsonen, fordi de lignede græs; eller hvor mange små radiser, bønner osv., der har ladet livet, fordi de lignede et eller andet skvalderkålsagtigt.
Det problem satser jeg på, jeg kan mindske ved næste år at dyrke i højbede, og her må jeg nok spille fallit og få en professionel til at lave dem for mig. Ellers bliver jeg aldrig færdig i tide. Det har jeg indset.
Kan du skelne basilikum fra tomat, fennikel fra spinat og aubergine fra ukrudt her? Nej? Det kunne jeg nemlig heller ikke…
Det rækker ikke med frilandsgrønt
Jeg er for glad for grønt og frugt, som tomater, abrikoser, oliven og andet godt, der kræver mere varme end min danske have kan give. Så her i efterårsferien blev der langt om længe taget et stort skridt hen mod det forjættede land kendt som “Drivhuset”. Med uundværlig hjælp fra min seje far og hans ligeså kone gik jeg i sidste uge i gang med at rive den fritstående bygning ned, jeg tidligere har omtalt som “det gamle hønsehus”.
Min far på stigen for at hive taget af. Vi måtte afbryde arbejdet, selv om vi stadig har langt igen. Vi håber at finde tid til at blive færdige snart.
Bygningen er på omkring 50-60 kvm og oprindelig - altså fra 1875. Det smerter mig derfor lidt at hive den ned, men den var i virkelig dårlig stand og desuden et kludetæppe af lappeløsninger fra dets 144 år lange liv. Det er jo bare en bygning, men stadig lidt ærefrygtindgydende at være den, der endeligt slutter dens liv.
Det er planen at bruge fundamentet og nogle af materialerne til et smukt nyt drivhus. Hvis pengene rækker til det, så bliver det et semiselvbygget engelsk drivhus. Og gerne et stort et. Men nu får vi se.
I næste uge kan vi tale lidt om husdyrplanerne. De griber nemlig lidt om sig…
- Jeppe er ude.
