#28 Jubilæumsnummer del 2
Her følger anden del af sagaen om hvordan en DJØF'er med et godt job kunne finde på at smide det hele på gulvet for at kaste sig over noget så poppet og urentabelt som selvforsyning.
Hvis ikke du har læst første del, så er det nok en god idé at starte med 'Jubilæumsnummer del 1'.
Frygten for det uvisse
Man flytter ikke bare familien 130 kilometer væk og siger sit job op til fordel for noget, man ikke ved, om man synes om, uden at det giver søvnproblemer og debatter derhjemme.
Fra vi tog beslutningen, og til vi rent faktisk flyttede, gik der omkring et halvt år, og derfra yderligere halvanden måned før jeg rent faktisk gik til min chef med det der lille stykke papir, hvor der stod "Jeg siger op". Og den periode var fyldt med hænderknugen, tvivl og eeeendeløse diskussioner om, hvordan vi nu skulle gøre dette og hint, hvornår vi skulle gøre hvad, hvorfra vi skulle få råd til det hele og ikke mindst hvorvidt vi nu havde gjort det rigtige.
Mantraet der bar os igennem var: "Vi vil hellere fortryde, at vi gjorde det, end at vi ikke gjorde det". Det lyder måske banalt (og måske en kende frelst). Men det "mantra" var, og er, vældig sandt - også selv om vi blev skilt kort tid efter. For havde vi ikke taget det spring, så havde en lille djævel siddet på min skulder og hvisket "hvad-nu-hvis, hvad-nu-hvis, hvad-nu-hvis" om og om igen, til jeg var blevet vanvittig.
De manglende evner
Jeg gik som nævnt ind til det her med meget begrænsede forudsætninger. Jeg har aldrig før dyrket noget mere ambitiøst end en basilikumplante i vindueskarmen, og jeg har heller aldrig holdt dyr eller boet på landet. Jeg er i dén grad et barn af byen.
De eneste reelle praktiske evner jeg startede med, var en basal forståelse af hvordan man bruger en kniv og en økse og en rimelig evne til at lave mad. Det er evner, jeg også har nydt godt af flere gange.
Madlavning er en vigtig del af selvforsyningslivet. Ressourcerne skal udnyttes, og høsten skal konserveres. Her ses tre glas tomatsovs, jeg lavede forleden af 2,5 kg af havens tomater.
Men min største fordel i det her, er at jeg godt kan godt lide udfordringen i at være lidt på bar bund, og lære noget jeg ikke ved noget om. Med et lånerkort og en internetopkobling så er der stort set ikke det, man ikke kan lære, hvis man gerne vil.
Bøger og YouTube-videoer er selvfølgelig ikke det samme som praktisk erfaring, og jeg må da indrømme, at det til tider har været lidt overvældende med alt det, der var nyt. Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg bare var lidt bedre til at bygge eller vidste lidt mere om at passe planter, så ikke alting var præget af begynderfejl.
Det er jo enormt trygt at synke ned i den store komfortable lænestol, der hedder "vante rammer". Der hvor jeg har prøvet det hele før, og ikke behøver at gøre mig vildt umage for at gøre det godt nok. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg hurtigt bliver lad i den lænestol, og i det her liv føler jeg mig meget mere udfordret - på den gode måde.
Men hvad med karrieren?
De fleste synes, at det mest "vilde" ved det her skift, er at jeg sagde mit job op for at lave dette skifte. Men det har jeg aldrig selv set som særlig kontroversielt. Jeg smækkede ikke med døren eller urinerede i chefens potteplante, jeg har ikke brændt mit uddannelsesbevis og mig bekendt heller ikke besudlet mit cv. Skulle jeg nu få lyst til at stikke halen mellem benene og vende tilbage til det komfortable kontorliv, så skal jeg nok kunne finde noget igen.
Det har nok ikke ligefrem gavnet min djøffer-karriere, og jeg bliver ikke direktøren for det hele lige foreløbig, men hvis jeg var drevet af ambitioner om at blive det, så havde jeg jo ikke sagt op til at starte med.
Økonomien
Pengene er det store problem ved det her liv. Jeg har skrevet lidt om økonomien før (Se '#9 Selvforsyningens pris'), men dengang var vi to, og den ene af os havde en fast indtægt. Regnestykket er selvsagt et ganske andet nu.
Jeg arbejder stadig på at knække den kode, og det er pt. den største trussel mod mit liv hernede. For selv om jeg har lidt opsparing at klare mig med, så har jeg ikke ro i maven, før der kommer lige så mange penge ind, som der går ud - og også helst lidt flere ind end ud.
Det sociale
Venner og familie bor stort set allesammen i København, og er dermed cirka 75 minutters bilkørsel væk. Her om sommeren er det ikke så svært at lokke venner ned til idylliske Møn, men jeg forestiller mig, at det vil kræve lidt mere overtalelse om vinteren. Derfor prøver jeg også at slå et slag for at lære naboerne bedre at kende, men det er selvfølgelig en proces. Desuden er jeg en reserveret snegl, der dybest set har det meget godt i mit eget selskab, så jeg har ikke travlt, og kan jo altid køre til København, hvis jeg synes samtalerne med Haddock og hønsene ophører med at være tilstrækkeligt stimulerende.
Og hvordan er det så?
Her et år og en skilsmisse senere, så er jeg stadig glad for, at jeg gjorde det. Jeg ville nok ikke have gjort det, hvis jeg vidste, at jeg skulle sidde her alene, men derfor er det godt, at jeg gjorde det, for ellers var det aldrig sket.
Denne squash er 1,3 kilo ren stolthed.
Selv om jeg ingen forudsætninger har for at arbejde med hænderne, så er det faktisk meget mere tilfredsstillende end at sidde foran en computer hver dag. Det betyder ikke, at jeg ikke skal tage mig sammen for at komme i gang, eller at jeg ikke har dage, hvor jeg hellere vil ligge på sofaen og se en film. Men det kræver ikke lige så hårdt et spark bagi at komme op om morgenen som det gjorde før.
Det hele går meget langsommere end jeg havde forventet. Jeg har ikke nået halvdelen af det, jeg troede, jeg ville på nuværende tidspunkt. Her er vanvittigt meget at lave, og alting tager lang tid. Jeg forstår, hvorfor man på fortidens gårde var flere om det. Jeg kunne bestemt godt bruge en staldknægt, en gartner, en malkepige eller bare et par trælle...
Jeg nyder at være ude, jeg nyder at arbejde med hænderne, jeg føler mig sundere og bedre tilpas fysisk end jeg har gjort i årevis, og jeg har en følelse af mål, som jeg ikke har haft før. Og selv om jeg ikke længere er styret af Frøken Klokken, så er tiden ikke som sådan blevet min egen, for jeg ligger stadig under for vejrguden. Men Thor er en mildere hersker, for i modsætning til Frøken Klokken, så opererer vejrguden ikke med minutviser.
- Jeppe er ude.
