#24 Øksesving og økologi
Og så var der 13...
En af kyllingerne havde længe gået sært. Som om den var beruset eller havde et gedigent hofteskred. Den stavrede rundt og faldt hele tiden. Jeg bemærkede det kun lidt, da den var helt lille, for da vraltede de andre også rundt, så selv om den gik dårligere end de andre, så virkede det ikke problematisk. Men det blev ved og det blev værre, og den havde det tydeligvis ikke godt.
Efter et 'conference call' med Amalies mor og min haveguru Mads, der begge har høns, nåede vi frem til, at kyllingen nok led af "spagatben", som vist er en medfødt lidelse. Efter lidt parlamenteren nåede vi frem til, at jeg skulle se tiden an, hvilket jeg gjorde i en lille uge. Men efter at den havde snublet rundt i dagevis og ikke så ud til at være i bedring, blev jeg enig med mig selv om, at det mest humane var at aflive den.
Problemet var bare, at jeg aldrig havde aflivet et dyr før...
Jeg har set høns og ænder blive halshugget, og jeg har da også skudt en enkelt krikand med et haglgevær på en jagt, men det er unægtelig noget helt andet at holde et dyr fast, se det i øjnene og så svinge øksen over det.
Jeg indfangede det lille myr og tog ham ud til en træstub i indkørslen, hvor de andre høns ikke kunne se os. Der stod jeg meget længe med økse i den ene hånd og kylling i den anden, og prøvede at mande mig op.
Da jeg endelig fik taget mig sammen, gik selve aflivningen heldigvis som planlagt. Et hårdt slag med bagsiden af øksen slog den ud, så den lå stille. Så vendte jeg øksen, huggede hovedet af og holdt kroppen fast ud over kanten af stubben til den holdt op med at sprælle. Det var lige, som jeg havde set det gjort.
Det ændrede ikke på, at jeg umiddelbart efter måtte i køkkenet og tage et skud whisky for lige at dulme nerverne. Men som Mads siger: "Det skal ikke være rart", og det er jo vældig sandt. Den dag det føles godt at slå ihjel, så skal der lidt selvransagelse til.
Men jeg er glad for at have fået den første aflivning overstået, og at det gik godt. Det bliver jo langt fra sidste gang, at jeg skal slå noget ihjel her på gården, så det var rart med en god start.
Min helt egen shitstorm
Jeg blev vældig upopulær på Facebook i den forgangne ude. Det faldt en del mennesker for brystet, at jeg havde været så letsindig at smide giftdræbte biller ud til hønsene (se #22 'Nu med høns'). Jeg havde selvfølgelig forhørt mig om, hvordan giften fungerede og dens virkning på dyr, og på den baggrund vurderet at der ikke sket noget ved at smide en fejebakkefuld ud til de små kyllinger - hvilket de for øvrigt ikke var særlig interesserede i. Det kan meget vel være, at jeg har gjort noget forkert - nogen mente endda at det var ulovligt - men jeg forstår stadig ikke, at det var til den store skade.
(Inden nogen drager forhastede konklusioner, må det hellere her nævnes, at kyllingen med spagatben havde symptomer før, der blev sprøjtet insektgift i huset.)
Men Facebook var meget forarget, og jeg blev kaldt både tåbelig og idiotisk, og der blev smidt med umotiverede udråbstegn, der ikke kan retfærdiggøres rent grammatisk.
Jeg skal bide mig i knoerne for styre mig, når nogen kalder mig "idiot", men hvem har nogensinde set et skænderi på sociale medier, der endte i noget konstruktivt? Så jeg besindede mig. Men jeg må indrømme, at jeg ikke synes, det var særlig rart, og det er ikke første gang, det er sket, at nogen har hidset sig op over min blog i Facebooks kommentarspor.
Jeg kan godt tage, at nogen er uenige med mig, og at de fortæller mig det, men jeg forventer, at de skriver til mig i den samme tone, som de ville tale til mit ansigt. Jeg vil vove den påstand, at det ikke var helt tilfældet her.
At nogen bliver forargede, er nok en del af at skrive om at være glad amatør, og i særdeleshed om at holde dyr. Da jeg aldrig har prøvet at holde brugsdyr før, så kommer jeg sikkert også til at gøre noget forkert, og det har jeg i sinde at skrive om. Denne blog er langt fra nogen instruktionsmanual. Undertitlen "selvforsyning med kontorhænder" skal ikke ses som noget kvalitetsstempel. Om noget er bloggen en tilståelse af de mange fejl, jeg begår. Men også en opmuntring til mine ligesindede om, at man sagtens kan kaste sig ud i drømmen uden at være ekspert. Jeg håber de fleste, der læser dette, modtager det i den ånd.
Med det sagt, så modtager jeg med glæde råd fra dem, der ved bedre end jeg, men skriv direkte til mig og tal pænt.
Økologi under neglene
Og nu vi er i gang med manifestet...
Jeg har ikke rigtig skrevet om min tilgang til økologi, for jeg har ikke følt, at det har været vigtigt for bloggen før. Man behøver ikke være økologisk frelst for at læse med her, og jeg har ikke i sinde at løfte nogen pegefingre (altså med mindre du køber buræg, for så ryger du i den syvende ring af helvede, det ved enhver).
Jeg er en idealistisk pragmatiker (eller pragmatisk idealist om man vil). Jeg køber stort set kun økologiske fødevarer, bruger økologisk foder (både til høns og hund) og bruger ikke pesticider i haven. Men jeg gør det ikke for min egen sundheds skyld; økologi handler for mig om øge biodiversiteten og sikre dyrevelfærden for slagtedyrene. Så når hunden får økologiske pølser, så er det ikke for hundens skyld, det er for grisens.
Men når hjemmet bliver så genneminficeret af biller, at jeg ikke føler, jeg kan være i stueetagen efter solnedgang, og jeg ikke kan sove, fordi de kravler på mit ansigt, så forsvinder idealisten, og pragmatikeren tager over. Dem der i den situation var fortsat med kaffegrums langs panelerne og daglige ture rundt med støvsugeren indtil det måske en dag gik over, er større mennesker end jeg.
Så skete det også for mig
Jeg vidste godt, at det ville blive et problem. Alle havebøger jeg har læst, taler vidt og bredt om, hvordan man forebygger dem og bekæmper dem, men jeg har vendt det blinde øje til og tænkt på det som en bro, jeg måtte krydse, når jeg kom dertil. Nu er jeg ved den bro, og det er en lortebro at krydse.
Der er gået dyr i min køkkenhave.
Skiderikker, siger jeg dig!
Sneglene er gået i mit ene kartoffelbed (skiderikker). Mit eneste modsvar er ølfælder for lige her er jeg idealist nok til, at gift ikke er en mulighed.
Som jeg har nævnt før, så kan snegle åbenbart godt lide øl. Så hvis man stiller en skål, underkop eller anden beholder fuld af øl, så er de så elskværdige at kravle ned i den og drukne. Her er jeg ikke gået økologisk, men tog bare det billigste Dagli'Brugsen lå inde med. Dansk Pilsner - en øl der egner sig lige så godt til at drukne snegle, som til at drukne 16-årige festivalgængere i salig rus. Nu håber jeg bare, det er nok til at holde bestanden nede. Tørken vi nu oplever har jo den bonus, at det holder snegleniveauet nede.
I den anden ende af køkkenhaven har bladlusene haft rigtig godt fat i mine hestebønner. Jeg har læst at det er med bladlus som med koldbrand; skær de inficerede dele af. Jeg har måtte halvere højden af flere af mine bønneplanter, men de lever. Inden jeg blev nødsaget til også at skære anden halvdel af planterne kom en sort sky over haven som en anden deus ex machina. Nej, det var ikke den længe savnede regn, men derimod mariehøns - i massevis. Jeg har aldrig opdaget noget lignende. Pludselig i fredags var himlen fyldt af dem, mariehøns i tusindvis. De var overalt! Min ven Morten, der var på besøg, bemærkede tørt og lidt fatalistisk "Nå. Her kommer så den første af de syv plager..."
Jeg var ikke klar over, at mariehøns sværmede på den måde. Det var en smule skræmmende, da det faktisk føltes som en plage. Men de fløj videre efter et par timer, og siden da har jeg ikke set mange bladlus på mine planter.
Så hvis det skal gøre det ud for en bibelsk plage, vil det så være blasfemi at anmode om en moskusandeplage til lige at ordne sneglene? Og hvad med en monsun, nu vi er i gang? Bare en lille en?
- Jeppe er ude.
