Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#30 Hønseliv og hønsedød

#30 Hønseliv og hønsedød

Det er nu officielt efterår, og jeg har skrevet en del om min høst allerede. Men "høst" betyder flere ting her, og fredag blev det tid til en høst, jeg har gruet for i noget tid. Hønseslagtning.

Det var beslutning jeg havde efter megen overvejelse og debat med både den ene og den anden hønsekyndige person og håndbog. For hvornår var det tid? Det er jo første gang, jeg holder høns, og jeg var ærlig talt lidt i tvivl om, de nu var gamle nok. Jeg ville nødig slagte dem for tidligt, for så ville jeg risikere at dræbe et dyr uden rigtig at få noget kød ud af det. Omvendt vil det næsten et endnu større spild at slagte dem for sent og ende med næsten sejt, uspiseligt kød.

Kyllingerne var 14 uger (Mindst. Det fortaber sig lidt i tågerne, hvornår de præcis blev født). Ifølge River Cottage-bøgerne så bør man slagte, når de er mellem 14 og 18 uger, og så det var ikke for tidligt, men man kunne måske med fordel vente lidt.

Ikke desto mindre udvalgte jeg to af de seks-syv haner jeg havde, puttede dem ned i en papkasse og kørte sammen med min søn op til Amalies mor. Hun havde nemlig sagt ja til at hjælpe mig og ville bruge anledningen til også at slagte nogen af sine egne haner.

Jeg havde udkroget (fjerne deres indvolde) en enkelt and og plukket nogle ænder før, men jeg var stadig ikke helt tryg ved at gøre det helt alene. Det var vigtigt for mig at gøre det hele selv, men det var betryggende, at der ville være nogen med erfaring i nærheden.

Ved huggeblokken

Jeg har jo måtte dræbe en af hønsene før (Se #24 Øksesving og økologi), og det var ærlig talt ikke så sjovt. Dengang var det en aflivning af et dyr, der led, og det krævede en stor whisky til at dulme nerverne bagefter. Så jeg var lidt spændt på, hvordan jeg ville have det denne gang. Denne gang hvor raske og friske dyr skulle dræbes, bare fordi jeg syntes, det var tid.

Først et hårdt dask i hovedet til at slå dem ud.

Selve "drabene" gik faktisk fint nok. Jeg syntes stadig ikke det var rart, men det krævede væsentlig mindre overvindelse denne gang, og jeg behøvede heller ikke store mængder stærk alkohol bagefter - ikke at jeg sagde nej til den portvin, jeg blev budt, men jeg behøvede den ikke.

...og så af med selve hovedet.

Efter hovedet var hugget af, fossede der blod ud og kroppen spjættede. Ja, høns løber rundt uden hoved, den er god nok (Se Mike the Headless Chicken). Ikke at jeg egentlig har set dem løbe rundt, men de bevæger kroppen et godt stykke tid efter, at de har mistet hovedet, og sprøjter blod alle vegne, hvis man ikke holder fast. Så jeg holdt fast. Desuden har jeg lært, at det er uværdigt at lade en hovedløs høne løbe rundt. Det viser mangel på respekt for dyret.

Jeg er pragmatisk og ateistisk nok til at kunne stille spørgsmålstegn ved om en død høne er interesseret i min respekt, men jeg synes egentlig, jeg skylder hønen en smule respekt, når jeg nu har taget dens hoved. I hvert fald har jeg ikke ladet en hovedløs høne løbe rundt endnu, og det har jeg heller ikke planer om. Men jeg må da indrømme, at jeg er lidt nysgerrig efter at se det næsten overnaturlige fænomen live.

Da de var holdt op med at spjætte, blev de lagt i en gryde med varmt vand i cirka 10 sekunder. Det gør dem lettere at plukke bagefter. At plukke en høns viser sig at være meget simpelt. Det er bare tidskrævende og svært at gøre rigtig pænt.

Alle hanerne plukkes.

Det var faktisk et stort øjeblik at stå med to plukkede haner, der var klar til gryden. Jeg har dræbt og spist noget én gang før, men det var en and, jeg havde skudt med et haglgevær, og det er ikke helt det samme. Desuden er jeg så dårlig en skytte, at jeg mest blev ramt af en følelse af overraskelse, da det rent faktisk - efter maaaange forsøg - lykkedes mig at ramme en krikand med en haglbyge. Under alle omstændigheder har det været meget mere grænseoverskridende at hugge hovedet af et levende væsen, jeg stod med i hånden.

At æde sine principper

Da jeg for fire år siden tog jagttegn, var det blandt andet for at se mig selv i øjnene som kødæder. Jeg kan vældig godt lide kød. Faktisk synes jeg dybest set ikke rigtig, det er aftensmad, hvis der ikke ligger noget dødt på tallerkenen. Så jeg syntes, der var noget lidt hyklerisk over at spise så meget kød uden at have modet til at dræbe et dyr.

Jeg spiste min første bid selvslagtet kød den aften. Jeg havde stegt hele hanen i en gryde med et fyld af couscous, rosiner og kyllingelever. Jeg må nok tilstå, at det var mere sært end lækkert. Ikke fordi den smagte dårligt, men jeg havde svært ved at abstrahere fra, hvad det var, jeg sad med på gaflen. Jeg vidste jo præcis, hvilken hane det var, og jeg måtte aktivt slå tanker væk om netop den hane.
Det er for stort et ord at kalde det "minder" om den hane, men jeg kender dem alle 13 godt nok til at kunne skelne dem fra hinanden. Og det er altså lidt sært at sidde og spise "den der gulbrune, der har fjer på fødderne".

Mit forhold til hønsene er nu ikke nært. Det er faktisk lidt distanceret. Jeg ser bare på dem som lørdagskyllinger med fjer på. Dybest set synes jeg måske endda, at de er lidt irriterende (de skider overalt). Men jeg føler også et ansvar for dem som dyr i min “varetægt”, så lidt dårlig samvittighed kan jeg nok ikke sige fri for. Også selv om der er en mindst lige så stor del af mig, der tænker “det er jo bare en høne”.

Og så var der 11

Der er nu 11 tilbage og mine chancer for at komme med en reference til 'Det beskidte dusin' er officielt forpasset. 

Ud af de 11 er der stadig en håndfuld af dem, som jeg mener må være haner. Jeg har endnu ikke udset mig den hane, der skal overleve, men det har jeg også mindst en måned mere til at finde ud af. Jeg havde på et tidspunkt en favorithane, som virkede til at være den naturlige leder i flokken og som samtidig har en flot, gylden fjerpragt. Men han har i mellemtiden påtaget sig den vane at udstøde en skrækkelig lyd. Med jævne mellemrum ytrer den noget, der lyder som en blanding af en mellemstor hankat der hvæser, og en mellemstor havnearbejder, der er ved at aflevere en grønharker. Det er ikke rart at høre på, og mellem os så er det ikke livsforlængende at rende rundt og sige sådan tit.

Fritgående grøntsagstyve

Jeg eksperimenterer for tiden med at lade hønsene løbe frit på grunden. Det betyder, at Haddock er ved at få et hjertetilfælde flere gange om dagen, for nu løber de rundt i hans have, og han skal styre et primalinstinkt, der siger: "spis den, spis den, spis den!"

Men det går egentlig ok. Når jeg er der og kigger insisterende nok på ham, så ved Haddock godt, at han skal lade dem være. Men når jeg lukker ham ud i haven uden at have opdaget, at der render høns rundt nede i køkkenhaven, så er det en anden snak. Så jager ham dem væk under megen skræppen og postyr. Men så kan de jo omvendt lære at lade være med at spise mine tomater! De tror ikke, jeg har set det, men det har jeg. Det var meningen I skulle spise sneglene i tomatbedet, ikke selve tomatbedet. Små skiderikker.

Det virker!

Hønsene har ikke bare lært, hvor der er gratis tomater; de har sørme også lært selv at gå ind i det hævede hønsehus ved skumringstide. Jeg er faktisk ret stolt, og måske også en smule overrasket, over at de rent faktisk kan finde ud af at kravle op ad det vakkelvorne bras, jeg har den frækhed at kalde “en stige”. Men det kan de, og det har krævet relativt lidt hjælp fra min side.

Mest af alt tror jeg, hønsene har lært at kravle op ad stigen for at slippe for at blive båret op i huset af mig. De kan virkelig ikke lide at blive båret. Sådan som de skræpper og brokker sig, så skulle man tro, at min hænder var glohede eller lavet af det pureste svovlsyre. Men nu slipper de også for at blive båret på.

Eller det gør de næsten. For hver aften er der tre-fire høns, der ikke kommer ind. De sidder bare på den vakkelvorne stige og glor. Grunden til de sidder der og glor, nogle gange i silende regn, er at en af de andre høner har valgt at sætte sig til at sove med rumpen lige i indgangen til hønsehuset, så de andre ikke kan komme ind. Det er som at køre med offentlig transport: “Gå nu for helvede længere ind i bussen, dame, så vi andre kan komme med!”

Høns er ikke for kloge, og så har de elendig køkultur.

- Jeppe er ude

#31 En kort uge

#31 En kort uge

#29 Ny energi og konserves

#29 Ny energi og konserves

0