#26 Flugten fra hønsegården
Jeg har nu boet helt år på gården, og det skal nok blive markeret, men ikke nu. For nu skal det handle om høns.
Chicken Run - en claymation-parodi på Steve McQueen-filmen 'The Great Escape'.
Foto: Dreamworks Inc.
Det er ikke kedeligt at have høns. Der sker ting og sager, og jeg føler mig jævnligt som landmanden i Dreamworks-filmen 'Chicken Run' - eller 'Flugten fra Hønsegården' på dansk. De kyllinger er små Houdini'er med eventyrlyst.
Hønsehunden får bid
En fredelig fredag morgen lød et velkendt "Squuuaaaak" ude fra haven. Storm råbte "en shán!" og styrtede begejstret ud i haven - min toårige havde lige har lært at genkende et fasankald, men havde ikke helt lært at sige "fasan" endnu.
Haddock løb efter Storm ud i haven. Jeg kiggede roligt på, mens Haddock fræsede ind i budskabet efter fuglen, da jeg vidste, at Haddock har cirka lige så stor chance for at fange en fasan, som Storm har.
Men pludselig stivnede mit overbærende smil, da jeg så, at Haddock havde fået fat i fuglen!
Og i det sekund faldt tiøren - og den observante læsere har nok også gættet det. Det Haddock jagtede var ikke den fasan, vi hørte før, det var en af de lidt mere aerodynamisk udfordrede kyllinger! Kyllingerne måtte være sluppet ud fra den nye hønsegård og løbet ind i haven! Pis!
Haddock spænede triumferende afsted i en sky af fjer. Jeg væltede febrilsk efter, mens jeg råbte "Haddock! Stop! Haddock! Bliiiiv!!".
Jeg fik ham stoppet i den anden ende af grunden, hvor han stod med høj puls, vilde øjne og en noget chokeret - men overraskende passiv - kylling stikkende ud af munden.
Nu var gode råd dyre, og her fulgte fem intense minutter, hvori jeg brugte al den hundekunnen, jeg havde for at redde kyllingen fra at brække nakken.
For lige at kridte banen op:
Haddock er den kærligste hund, man kan tænke sig. Han ville aldrig drømme om at gøre et menneske eller en anden hund fortræd. Storm kan tirre ham, hive ham i ørerne og tage hele armen ind i munden på ham, uden at der sker det mindste ved det. Men det her er en fugl, og det er altså en helt anden situation.
Haddock - her vist uden kylling. Foto: maivanilli.dk
Haddock er en jagthund, og endnu værre, han er en fuglehund - ironisk nok også kendt som en "hønsehund".
Der var dog stadig håb, for Haddock er en jagthund med det, man i jagtsprog kalder "blød mund" - han kan f.eks. apportere papirjulestjerner uden at beskadige dem det mindste. Så jeg havde håb om, at hønen stadig var uskadt.
Men... Haddock er også en hund, der er avlet til at aflive vildtet, inden han afleverer det, så det falder ham ikke naturligt at give mig en fugl tilbage levende. Og sidst men ikke mindst, så er han ikke nogen særlig veltrænet jagthund, så han havde sikkert planer om at beholde den fugl selv. Det var trods alt noget mere appellerende end en papirjulestjerne.
Det der bekymrede mig mest var, at jeg havde danset denne dans med Haddock én gang tidligere. Dengang var det et pindsvin, han havde fået fat i, og den situation overlevede pindsvinet ikke. Jeg gik for hurtigt frem, og det blev en fejl, der kostede pindsvinet livet.
Det skulle ikke ske igen. Ganske vist er kyllingerne brugsdyr, og en del af dem skal slagtes på et tidspunkt, men det ligger mig meget på sinde, at de dræbes så smertefrit som muligt, og at de dræbes på en måde, hvor jeg bagefter kan bruge kødet. Hvis Haddock bed sammen om den kylling, så ville den formentlig lide en rimelig smertefuld død, og den ville bagefter næppe kunne bruges til meget.
Haddock... Aflevér!
Min taktik var først at få ham til at sætte sig, så han ikke blev fristet til at løbe væk fra mig med kyllingen. Men inden da måtte jeg minde ham om, hvem der bestemmer. Jeg brugte al det hundesprog, jeg har lært fra bøger. Jeg holdt øjenkontakt, gjorde mine øjne store og viste tænder. Det er vældig truende adfærd i hundeverdenen, og er effektivt til at holde ham i skak. Det tog et par minutter og flere bestemte "Haddock, siiiiiit!" fra min side, før han til sidst, noget tøvende, satte sig ned på numsen. Så langt så godt.
Så kom den store udfordring; nemlig at få Haddock til at give slip på den saftige, sprællevende kylling, han lige havde fanget.
Kyllingen lå stadig fuldstændig stille mellem Haddocks tænder. Den lå bare og stirrede forskrækket på mig. Det var helt essentielt for dens overlevelse, og det gætter jeg på, at dens reptilhjerne godt var klar over.
Laaaangsomt stak jeg en åben hånd tættere på Haddock, mens jeg gav kommandoen "Tak!" - den får ham normalt til at aflevere, hvad han end har i munden. Men ikke denne gang.
Jeg prøvede én gang til. Med helt udspilede øjne og blottede tænder stod jeg som en anden idiot desperat og prøvede at nedstirre hunden til eftergivenhed, mens jeg langsomt stak hånden lidt længere frem. Igen prøvede jeg med et bestemt "Tak". Men uden held.
Jeg havde næsten hånden helt henne under Haddocks mule og kyllingen, da han pludselig gav slip!
Kyllingen faldt ned på jorden, baskede med vingerne og flaksede væk. Desværre ikke særlig langt væk. Det tåbelige kræ mente åbenbart, at det måtte være tilstrækkeligt at gemme sig en meter fra os i nogle afklippede pilegrene.
Haddocks jagtinstinktiv slog til med det samme, og gav et ryk for at løbe efter. Jeg nåede lige at få fat i halsbåndet på ham, og selv om den stærke hund fik trukket mig omkuld, så lykkedes det mig at holde fast, så han lige akkurat ikke kunne nå den tossede kylling, der lå "gemt" under en 1 cm tyk gren.
Men jeg fik slæbt Haddock ind i huset og låst døren. Jeg gik derefter tilbage til gerningsstedet med Storm på armen for at hente kyllingen og bære den over til de andre. Det stakkels kræ har formentlig fået posttraumatisk stress, men rent fysisk fejlede den ikke noget, der ikke heler. Jeg havde medfølelse for stressniveauet. Jeg trængte i hvert fald gevaldigt til en lur og en sjus bagefter.
Et styks chokeret, men intakt hønekylling.
Høns kan også jage
Som følge af deres lille 'Chicken Run' ind til Haddock, er kyllingerne blevet sat tilbage på gårdspladsen, indtil jeg får tid til at bygge hegnet færdig. Der lever de sådan også fint. Jeg skal bare leve med, at de skider over det hele. Min trappesten er dækket af et fint lag af hønsemøg hver dag, da de ynder at sidde der. Måske for at drive Haddock til vanvid, da han ligger på den anden side af glasdøren og har det svært ved, at han ikke lige kan få en mundsmag.
I porten indtil gårdspladsen bor en svalefamilie oppe under taget. Der er også landsvaler flere steder i laden. Jeg kan godt lide svaler. De skider ganske vist også lidt over det hele, men de er vældigt smukke og hyggelige. Men på det seneste er hele tre unger faldet ud af reden og ned på brostenene. Jeg ved ikke om det er varmen, eller hvad det skyldes, men det er vældig trist.
Forleden så jeg så en hønekylling komme løbende med en svaleunge i næbbet. Jeg troede, den havde fundet en død unge, men jeg har sidenhen erfaret, at de dræber ungerne og spiser af dem. Jeg vidste ikke, at høns gjorde sådan noget.
De kalder ham "Svaledræberen".
Jeg prøvede at redde en af dem ved at løfte den op, give den vand, skygge og mad, men det gik ikke. Den overlevede ikke. Det er efter sigende en dødsdom i sig selv at tage ungen op, da svalerne ikke vil tage sig af ungen, når først et menneske har rørt ved den, men jeg følte, jeg måtte prøve et eller andet.
Som sagt: Det er ikke kedeligt at have høns.
Høsten er stadig i fuld gang.
Sommeren har vist sig at være en travl tid her på min lille gård, og hver dag har jeg mindst ti ting, jeg føler jeg burde gøre. Men lige nu er det primære at få høstet og konserveret frugt og grøntsager.
Tørrede Zittauerløg
Bønner, kartofler, rødbeder, løg og gulerødder er ivrige efter at komme op af jorden.
Jeg har tørret løg i et par uger, og vil nu forsøge mig med at lave min første løgranke. Hvad er mere stereotypt landligt end et bundt løg, der hænger ned fra loftet?
Desuden er gårdens mange frugttræer og -buske klar til at blive høstet. Selv æblerne er klar allerede nu.
Det er allerede for sent med solbær og moreller. Jeg nåede at lave en stor portion solbærsyltetøj, men fik ikke gjort andet med morellerne end at spise dem til jeg fik ondt i maven. De var virkelig gode, men nu er de væk.
Så nu er det videre til blommer, æbler, ribs og brombær, og jeg er gået i gang med at lave syltetøj og chutney til den store guldmedalje.
Æble-brombærsyltetøj unterwegs.
Her i posen gemmer sig hovedprojektet. Men det løfter jeg først sløret for til efteråret, når det ikke er helt så varmt. Tys-tys.
Og for lige at sikre, at jeg helt sikkert ikke kommer til at kede mig, så har jeg igen købt en halv gris fra venner på Bogø. Så fryseren er fyldt til fristepunktet med lækker økogris.
Så snart står den på pølser, bacon og andre kødprojekter igen. Det glæder jeg mig enormt til.
Men nu tror jeg, jeg vil lave mig endnu en Eton Mess med havens blommer.
- Jeppe er ude.
Et Eton Mess. Slet ikke ringe.
