_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#34 Alfahan

#34 Alfahan

Jeg har nu endeligt fået kønsbestemt alle hønsene. Det tog mig også kun et halvt år.

Den androgyne høne/hane har vist sig at være en høne (Jeg mener principielt ikke, at skal navngive sin mad, men ikke desto har navne som Tootsie, Bowie, Grace Jones og Tilda Swinton været på tale). Det betyder, at jeg har tre høner og to haner.

Jeg får nu fast to æg om dagen (jeg mistænker at det er Tootsie, der skulker). Æggene er endda nu af normal supermarkedsstørrelse, og jeg behøver ikke længere fore æggebægeret med køkkenrulle for at undgå, at ægget forsvinder ned i bægeret. Samtidig har de et flot lilla skær, som jeg godt kan lide. Jeg synes helst, de skal skille sig lidt ud fra det, man kan købe. Så føler jeg i højere grad, at jeg kan mærke, det er mit produkt.

Jeg må dog tilstå, at jeg ikke kan smage forskel. De smager af æg. Hverken værre eller bedre end Brugsens økoæg. Skallen har som sagt en anden glød, og blommen er en mere intens gul, hvilket giver en flot omelet. Men de smager af æg.

Jeg må nok indrømme, at min bybarnsfordom fortalte mig, at der ville være afføring på dem, og at de skulle vaskes for at tage sig ordentlige ud. Men det er ikke tilfældet. Langt de fleste af æggene er rene og fine, og ryger direkte i æggebakken og ind i køleskabet.

To æg om dagen er mere end jeg kan spise, så selv om det oprindelig var planen at have et dusin høns, så har jeg revurderet den plan. Lige nu er fem høns faktisk rigeligt til mig.

Næste skridt bliver at udruge min egne kyllinger på et tidspunkt. Jeg har ladet mig fortælle, at det er ret svært at få en høne til at ligge på sine egne æg, og det er faktisk også min oplevelse. De går lidt til-og-fra, og mest fra. Det går ikke rigtig, når det er tæt på frostgrader udenfor. Så der skal noget som kunstigt og industrielt som en rugemaskine til. I hvert fald indtil jeg får erhvervet mig en race, der “bliver skruk”, som man siger.

Alfahan(e) og Betahun(d)

*Advarsel. Der bliver antropomorfiseret heftigt i nedenstående afsnit.

Han er gruppens ubestridte leder, vinderen af Hanekamp 2018 (se #32 Halefjeren der blev til fem høns) og ejeren af en fantastisk gylden fjerpragt.

Men han er også lidt en nar. Han tryner de andre høns, han galer dag-ud-og-dag-ind og han hopper hidsigt rundt omkring mig, når jeg er inde i hønsegården, som om han prøver at udfordre mig til slåskamp.

Jeg har flere gange revurderet, om jeg huggede hovedet af den forkerte hane. Han var især tæt på huggeblokken, da han en dag stjal en bolle ud af hånden på Storm, og virkede til at prøve at angribe min toårige.

Og det er klart, at det er en linje, der ikke må krydses. Angriber han min søn, så ryger han øjeblikkeligt i en suppegryde. Det vil være den hurtigste beslutning, jeg har foretaget længe, og den mest skruppelløse slagtning til dato.

Desuden har jeg jo en “back-up-hane”, så jeg kan sagtens undvære ham. Men på trods af alt det, så får han indtil videre lov at leve. Jeg kan virkelig ikke lide ham, men jeg er fascineret af ham og hans ukuelige terriermentalitet. Han er så komplet frygtløs, at jeg overvejer, om han er født med en genfejl. Er han en sand helt blandt høns eller producerer han simpelthen bare ikke adrenalin? Han virker ikke engang til at overveje, om han er i fare.

Denne tegning er faktisk meget rammende for Alfahane vs. Haddock. Tegner: ukendt. Kilde: Pinterest.com.

Tag eksempelvis forleden, hvor jeg var på vej ud for at lufte Haddock, men pludselig ikke kunne finde ham. Jeg gik om til hønsene og opdagede der årsagen til, at Haddock ikke reagerede på min kalden. Alfahanen var sluppet ud af indhegningen og stod ansigt-til-ansigt med Haddock i et “Mexican stand-off”. Haddock var i tydeligt jagt-mode, og stod stiv som et bræt med den ene pote løftet (se billedet), men hanen stod iskoldt og stirrede ham i øjnene.

Det lykkedes mig at få fat i Haddock uden større palaver, og hanen kom ind i hønsegården igen uden først at måtte en tur ind i Haddocks bløde mund (Se #26 ‘Flugten fra hønsegården’). Så hanen slap altså med skrækken. Men deri ligger pointen. For der var ingen skræk. Han stod der bare. Lige foran et tændt rovdyrs spidse tænder stod han urokkelig og kiggede Haddock i øjnene, totalt upåvirket af at være 30-40 centimeter fra døden. Den form for dødsforagt indgyder jo lidt respekt, må jeg sige. Men det virker omvendt ikke som en livsforlængende karakteristik at rende rundt med. Men Alfahane får lov til at regere hønsegården lidt endnu.

Og om ikke andet, så ved jeg godt, hvem der ryger først, hvis Mikkel Ræv en dag kommer på besøg, og så er beslutningen jo taget for mig.

Den dyre, gamle charme

Havde jeg vidst, at jeg skulle bo her alene, så ville jeg ikke have købt en firlænget gård. Ja, faktisk så ville jeg nok stadig ikke have købt fire længer, hvis vi boede fem mennesker her. Ikke hvis jeg havde tænkt mig lidt om.

Jeg erindrer at have læst i en af mine utallige selvforsyningsbøger, at man ikke kan få for mange bygninger, og til det må jeg nu svare: “Jo, man kan så. I den grad.” Især hvis de er fra 1875.

For skidtet skal jo vedligeholdes. Amalie og jeg købte Stenriggård, som en usleben diamant, og det ser jeg den stadig som. Men for filan, hvor sådan en “diamantsliber” koster! Og det er svært at retfærdiggøre for sig selv at kaste en masse penge i nogle gamle - ganske vist fine - staldbygninger, når jeg ikke har noget at bruge dem til.

Jeg har indtil nu indhentet tilbud på en ny køkkenbrønd samt at få sat tagrender op i den indvendige gård. Begge dele står i cirka 60.000 kr. Hver.

I forrige uge havde jeg så en murer forbi til at give et tilbud på at lappe de mange huller i kampestensfundamentet hele vejen rundt om gården. Gården hedder Stenriggård af en årsag, og hele den nordlige side, hvor stald og lade gemmer sig, er lavet i kampesten. Det er skideflot, men det trænger til en hånd.

Rigtige kampestensmure har fremspringende eller “brændte” fuger, som står lidt ud fra muren med en skarp kant (læsere med viden om murværk er meget velkomne til at skrive og rette mig, hvis jeg har skrevet noget sludder). En fremspringende fuge er det eneste rigtige at gøre, hvis en kampestensmur skal tages sig godt ud, men det laves kun meget sjældent i disse dage. Faktisk sker det sjældent nok til, at murermesteren foreslog at spørge murerskolen, om ikke de kunne være interesseret i at have nogle elever til at udføre arbejdet under opsyn, så de kunne lære lidt om dette sjældent udførte håndelag. Det lyder til at være billigere end at få tre svende til at gøre det, men man fornemmer, at det her ikke er nogen nem standardopgave.

Eksempel på en fremspringende fuge.

Jeg har ikke fået noget tal på det endnu, men det behøver jeg ikke. Murermesteren gav mig et sigende blik, da vi gik rundt og beså opgaven sammen. Et blik der betød: “ja, det bliver jo nok ikke helt billigt”. Frit oversat fra mønsk til københavnsk betyder det noget i retning af “Har du mulighed for at tage endnu et lån i huset?” Pis også.

Jeg går ud og graver nogle flere stolpehuller. Før eller siden må jeg sgu da støde på noget danefæ derude. Er der ikke stadig findeløn på den slags? Og hvis ikke, hvad står en milt så i for tiden? Jeg kan godt undvære min, tror jeg.

- Jeppe er ude.

#35 At følge mod strømmen

#35 At følge mod strømmen

#33 Jagten på den iberiske sortfod

#33 Jagten på den iberiske sortfod