Seneste indlæg (#56 ‘Mulighedssansen’) gav - ikke overraskende - en del reaktioner, og jeg må lige uddybe lidt. Det er ikke besluttet fast, at jeg kun kan være her i to år. Ok, det er lidt svært at se en god løsning lige nu, men to år er lang tid, og man har lov at håbe på, at forholdene ændrer sig i min favør. Det er med det håb, at jeg bliver boende hernede og fortsætter mit lille livsprojekt. Kald det bare naivt, men hele projektet var naivt til at starte med, så der er intet nyt dér. Jeg fortsætter med ukuelig dumstædighed. For det har trukket mig gennem de første tre år her på øen, så mon ikke det bliver ved med at virke?

Med det af vejen, så vil jeg gerne tale om nogle af de mange ting, der er sket her på gården over de sidste par måneder, for der er faktisk sket en del. Jeg vil starte med høns.

De forbandende høns

Jeg har skrevet meget om mine rævekvaler. Og det har vist sig lidt svært at skaffe nye høns. Måske det har rygtedes, at min gård er et farligt sted at være høne?…

Jeg var ærlig talt lidt ligeglad med racen denne gang. Nu prøvede jeg de danske landhøns sidst, men de var meget flyvske og fløj over hønsegårdens indhegning og ind i munden på ræven. Så det var ikke den fordel, jeg troede det ville være. Desuden lærte de aldrig at flakse op på pinden ind til det hævede Hønsekropolis, hvilket mit første kuld høns hurtigt lærte. Desuden lagde hønerne aldrig et eneste æg, før de fløj over hegnet og i døden. Så denne gang skulle det bare være høns, der kunne lægge mig nogle æg.

Sådan nogle små kyllinger har en virkelig høj nuttethedsfaktor. Men det er et produktionsdyr, så de skal give æg eller kød.

Ring til Poirot

I starten af maj blev jeg heldig og kunne købe jeg fem daggamle kyllinger fra venner på Bogø.
(“Daggamle kyllinger”… Det lyder som om de er lidt seje i krummen og tørre i skorpen).

Kyllingerne blev installeret i stort hundebur i et aflukke af stalden, jeg ikke bruger ellers. Og under en varmelampe voksede de sig store. Aflukket var det rum, jeg også tidligere havde brugt til kyllinger, og alt gik som det skulle.

Da kyllingerne begyndte at blive for store til hundeburet, lukkede jeg lågen op og lod dem gå fri i det 7-8 kvm store staldrum. Rummet er hegnet af og, udover nogle få golfboldestore huller i cementgulvet, så er det ret tæt.

Men en dag jeg kommer ud for at morgenfodre dem som sædvanligt, ligger en af dem død - og spist. Der er kun indvoldene og skroget tilbage. Alt kødet er væk. De fire andre kyllinger har det fint.

Hvordan er det sket? En ræv, kat eller mår burde ikke kunne komme ind og slet ikke ud igen, og de ville desuden have dræbt dem alle og ikke nøjedes med én. Måske en rotte eller snog der er kommet op gennem de små huller i gulvet? Men en snog ville ikke spise den på den måde, og jeg tror ikke en rotte kan konsumere en hel kylling på en nat. Og igen: hvorfor så kun dræbe én? En lidt dyster mistanke sneg sig ind i mit hoved: at kyllingen er død af sig selv og at de fire andre har ædt den…. Ja, det er lidt makabert at tænke på.

Jeg blev enig med mig selv om, at det er var på tide at flytte dem ud i hønsehuset. Jeg stod overfor et par dages ferie med Storm, hvorfor kyllingerne skulle passes af min rare nabo, og så kunne de komme ud i sikkerhed i hønsehuset. Det skulle vise sig at være dumt…

Det hævede hønsehus er over en meter over jorden og burde nok holde dem i sikkerhed for rotter, snoge alt andet. Især når nu det blev holdt lukket.

Hønsehuset dengang jeg havde en gammel dansk landhøne, og inden jeg byggede volieren

Men efter kun et par dage skrev min nabo, at lågen til hønsehuset var blæst af i nattens stormvejr og at tre ud af fire høns var væk. “Væk?” tænkte jeg. Nej, han kan nok bare ikke se dem i den tilgroede hønsegård. Så da jeg kom hjem gik jeg rundt og ledte efter dem.

Den hønsegård der for et år siden var en støvet ørken, er i mellemtiden blevet et frodigt vildnis. Fraværet af høns der skraber i jorden og alle deres gødningsvenlige efterladenskaber har skabt rigtig gode vækstbetingelser for alskens planter, og det er nu svært at overskue hele hønsegården.

Men jeg gik rundt og ledte og ledte, og de tre andre kyllinger var ganske rigtigt væk. Jeg ved ikke, hvordan de er kommet ud, og der var intet tegn på, at et dyr skulle være kommet ind. Endnu engang forsvandt der høns og endnu engang er det mig et mysterie, hvordan det er sket. Denne gang var der ingen lig, ingen fjer, ingen blod og ingen tegn på slagsmål. De var bare væk.

Så nu har jeg én kylling tilbage. Det er nu tredje hold høns, der er døde før tid på omkring et år. Det er dybt frustrerende. Ikke mindst når jeg kan se, at naboerne en kilometer væk har fritgående høns. De har ikke engang en hønsegård. Deres høns går bare rundt. Nogle gange ude på vejen, så man er lige ved at køre dem ned. Hvis det kan fungere, hvorfor er det så at mine høns ryger om og om igen? Har jeg bygget hønsegården ovenpå en rævegrav? Eller måske en interdimensionel vortex, der åbner op og sluger høns i ny og næ?? Jeg mener, det er da lykkedes mig at holde den samme hund i live i fem år nu og det samme barn i fire, så hvorfor kan jeg ikke holde en høne i live i bare et par måneder? Jo jo, hund, barn og høne er selvfølgelig ikke helt samme sted i fødekæden, men alligevel.

Alle nederlagene til trods, så nægter jeg at give op. Jeg vil have høns, og det kan da simpelthen ikke passe, at det skal være så svært. Men noget må laves om. Det ville være naivt at tro, at jeg kan fortsætte som hidtil. Nogen sagde engang at definitionen på sindssyge var at prøve det samme om og om igen og forvente et andet resultat. Så hønsegården måtte gentænkes. Der er lagt virkeligt meget tid og mange kræfter i den hønsegård, men den virkede jo tydeligvis ikke som den var.

Derfor har jeg nu bygget en voliere - et ræve- og rottesikret bur med tag over som hønsene kan være i (se billedet øverst på siden). Det tog min far og jeg tre dage, men jeg er ret tilfreds med resultatet. Denne gang er hegnet gravet dybt ned, og der er lagt mursten hele vejen rundt. Hvis et rovdyr kommer derind, så bliver jeg svært desillusioneret. Men efter så mange nederlag til rovdyrene, så er jeg stadig forsigtig. Jeg har ikke turde lave en stige op til hønsehuset af frygt for, at den bliver brugt af andre dyr også. Så jeg går hver aften ud og “putter” min enlige høne. Så kan hun selv flyve ned om morgenen. Det virker indtil videre helt fint.

Godt nok er volieren omkring ti kvadratmeter, men hun er stadig ikke helt så fritgående, som jeg godt kunne tænke mig og hun skal have nogle venner. Det bliver næste skridt.

Keeping up Appearances

En anden af de helt store forbedringer i år, har været facaden. Gårdens “stand” betyder faktisk mere for mit mentale velvære end jeg vil være ved - og den ser altså lidt træt ud visse steder. Taget har jeg skrevet om før, men det er en større udgift at gøre noget ved det, så den er sparket til hjørne for nu. Fugerne blev spartlet op i foråret, så nu var det murenes tur.

Med en kæmpe hjælp fra min søster og hendes store børn fik facaden en omgang gul kalk i juli. Det er en stor gård, så vi kunne ikke nå det hele, men vi nåede gårdspladsen og den store mur ud mod indkørslen. Og selv om den er blevet lidt for solskinsgul til min smag, så har det pyntet helt vildt! Se selv “før” og “efter” billederne nedenfor.

Overflod

Det er landet af mælk og honning her for tiden. Eller.. Det er måske ikke det helt rigtige ordvalg, da jeg hverken producerer mælk eller honning… Det jeg mener er: Det er på denne tid, at haven bugner. Tomaterne modnes, der er rødbeder, løg, gulerødder, salat og jeg tigger naboerne, om de ikke nok vil tage endnu en af mine kæmpesquash, for hverken hønen eller jeg orker at konsumere mere squash.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg dyrker så mange squash hvert år. Eller jo, det gør jeg, fordi det er nemt. Det er vanvittigt nemt at dyrke squash. Og de bliver hurtige vulgært store. Men i år kom jeg til at så squash i stedet for græskar samtidig med at jeg også såede de tiltænkte squash, så det blev dobbelt op på squash. Det er helt vildt. Jeg tror, der er 10-15 kilo squash i haven i skrivende stund.

Til gengæld kan jeg stadig ikke finde ud af at dyrke kål. Det går galt hvert år. Sidste år fik jeg lidt kedelige seje broccoli, ét enkelt blomkålshoved og en masse fantastiske rosenkål. I år tror jeg ikke det bliver til noget overhovedet. Forspiringen gik ikke som jeg ville have det og de planter, der spirede bliver nu ædt af glubske sommerfuglelarver. Det er enormt frustrerende. Jeg plukker jævnligt larverne af og fodrer til min høne, der desværre ikke er synderligt interesseret i dem. Men det er et sisyfosarbejde. Der er for mange æg.

Misæren gør, at jeg ikke ser på sommerfugle på samme måde. Jeg ser ikke længere et romantisk farvestrålende lille væsen, der begaver min have med sin tilstedeværelse. Nej, jeg ser en snylter. En nederdrægtig morder, der har dræbt alle mine kålplanter…

Små grådige, hurtigtformerende slamberter…

Højbedene lønner sig

Det er første år med højbedene, og jeg er glad for, at jeg investerede i dem. De har på mange måder gjort det nemmere at holde have. Grænsen mellem bed og sti er til at se.

Jeg er ikke den flittigste gartner i verden, og det vokser mig hurtigt over hovedet sidst på sommeren. Og da vejrguderne jo ikke mener, at sommeren er slut endnu, så står den stadig på overflod og vildnis. Men det er til at håndtere i år. Det er faktisk en stor lettelse. Også selv om højbedene hurtigere tørrer ud.

Ok ok. Der er måske ikke helt klare linjer om hvor grænsen for bed og sti går, men tro mig, det var meget værre før.

Denne tid på året er jeg meget i køkkenet. Alle de grøntsager bliver jo ikke ved med at være gode. Derfor er jeg mere kok end gartner i sensommeren. Så jeg har lavet passata, rødbederelish, nasturtium-/tallerkensmækkerkapers, syltetøj, saftevand, grøntsagssuppe og et utal af squashbaserede middagsretter. Ikke mindst er det i år lykkedes mig at skrabe nok grønt sammen til at lave River Cottage’s famøse “Glutney”. Det er en sammensætning af ordene “gluttony” (=grådighed/fråseri/overflod) og “chutney”. En opskrift til den tid på ordet, hvor havens overflod kan være svær at styre. Jeg har lige taget hul på første glas og det gør sig rigtig godt til især krydrede retter. Og jeg har lavet MASSER af den. Fantastisk.

Jeg er blevet bedt om at dele flere opskrifter, så her er opskriften på Glutney. Det er faktisk ret nemt.

Grisebasser

Det store mål jeg har sat for mig selv i år, er at få grise. Det vil betyde meget for min følelse af at have en gård, at jeg får nogle grisebasser. Det er ikke en rigtig gård uden dyr. Lige nu har jeg jo bare én høne og en større køkkenhave, og mit “imposter syndrome” værker hver gang nogen spørger, om jeg nu er selvforsynende, eller om de må komme og se mit sted, så de kan blive inspirerede til deres egne selvforsyningsdrømme. Jeg synes ligesom ikke, jeg har udrettet nok endnu. Og nej, jeg er så bestemt ikke selvforsynende og bliver det heller ikke lige forløbig.

Så mine rigtig gode venner Mathias og Mia kom og hjalp for et par uger siden. Vi fik sat de første mange stolper i jorden til en grisefold. Det er hårdt arbejde at sætte stolper. Jeg håber at blive færdig med folden tidsnok til at få grise engang i år.

Nok engang handler mit selvforsyningsliv om hegn. Hegn til hønsegård, hegn til voliere, hegn til grisefold, hegn om grunden, kvashegn. Jeg er sikker på, at der ligger en eller anden filosofisk diskussion om paradokset i at lave så mange aflukninger og begrænsninger, når livet hernede burde handle om det modsatte, men jeg springer den over. Det bliver bare lidt pseudo-dybsindigt og da solen skinner, vil jeg egentlig hellere gå ud i haven.

- Jeppe er ude.