#60 Grise, regler og opskrifter
Jeg skal have grise. Det har jeg villet have i tre år, men nu skal det være. Eller i hvert fald meget snart.
Grisen, selvforsynerens bedste ven
Alle selvforsyningsbøger med respekt for sig selv har et afsnit om grise. Grisen er naturens plov, og et par af dem kan på kort tid gøde og pløje et større areal.
Når de først slagtes, er de endnu mere nyttige. Ikke kun giver de koteletter, flæskesteg og mørbrad, men deres tarme er glimrende til pølseskind, og småkødet kan laves til hakkekød til pølsefyld og frikadellefars. Deres hud kan laves til læder, grisenes bugspytkirtler bruges til insulin til diabetikere, mens deres hjerteklapper kan indsættes i mennesker. Grisens fedt kan smeltes, og bruges til alverdens ting. Det er et med andre ord et enormt nyttigt dyr at have rendende. Også selv om jeg måske ikke har planlagt at kaste mig over egen insulinproduktion lige foreløbig…
Man behøver bare at hegne dem inde, og give dem læ og foder. Det lyder nemt, ikke? Ja, det er det ikke. Der er en del restriktioner, hvis man ønsker at holde grise i Danmark i dag.
Danmarks kærlighedsforhold til grise
*Samfundsfagslærer-Jeppe lige tager over for en kort bemærkning*
Som de fleste nok er opmærksomme på, så har vi en ret betragtelig svineeksport i Danmark. Vi er lidt af et griseland. Mere end et menneskeland i virkeligheden. Faktisk er der over dobbelt så mange grise i Danmark som mennesker. Og de er større end os. Vi skal med andre ord ikke håbe, de danner en fagforening, for så er vi på den.
…Men hvis Orwell har ret, så er grise stalinister med storhedsvanvid, så oprøret kollapser nok snart igen.
Danmark slagter knap 20 millioner svin, og eksporterer for omkring 30 milliarder kroner svinekød årligt. Den eksport er man selvfølgelig ret nidkær omkring. Primært er man bange for svinepest. Da det er svært for grisene at holde afstand i konventionelt landbrug, og da ingen har lært dem, at man skal hoste i ærmet, så spreder sygdomme sig hurtigt. Hvis en seriøs svinepest spreder sig i den danske besætning på omkring 13 millioner svin, så bliver det altså hurtigt rigtig dyrt.
For at sikre sig mod dén økonomiske ulykke, skal svineavlere overholde en del regler for at måtte holde grise. Det gælder også, selv om man kun har et par stykker ude i haven. Det sidste har jeg lidt svært ved at forstå. Ok, jeg ville da også få ret røde ører, hvis jeg egenhændigt lammede den danske svineeksport, men jeg må indrømme, at jeg ikke anser det for særligt sandsynligt. Smitten kommer ikke fra to-tre grise med 500 kvm at boltre sig på, med 100 meter til nærmeste nabo og med gud-ved-hvor-langt til nærmeste grisestald. Men jeg skal nok hoppe ned fra min økospelthipster-soapbox nu.
Regelrytteriet i svineavl
Dyrene skal øremærkes og CHR-registreres, og der skal årligt føres besætningsregister. Man må ikke give grisene køkkenaffald, og der skal dobbelthegnes. Det vil sige, der skal to sæt hegn omkring grisestien, hvor det yderste hegn skal være elektrificeret. Det huer mig ikke at sætte elhegn op. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det bryder ligesom med mine landlivsidealer og æstetiske drømme om at have en gård, der ligner noget fra 1800-tallet.
Men regler er regler, og jeg gik tidligt i efteråret i gang med selv at sætte hegn. Det gik rigtig langsomt. Grise er stærke dyr, så hegnet skal være solidt. Efter en del mislykkede forsøg gav jeg op og bed i det sure æble. Jeg hyrede modvilligt en professionel stolpemand. Jeg har intet imod at få hjælp til at gøre noget, jeg ikke selv kan finde ud af, men det føles som dumme penge at hyre nogen til at gøre noget, jeg godt kunne gøre selv.
Men nu hvor det er færdigt, så er jeg ret lettet. Og jeg kan også godt se, at de måske kunne noget, jeg ikke kan. En traktor med påmonteret stolpebor er bare noget andet end to midaldrende akademikere med en manuel stolpehammer, der ikke helt passer til stolperne.
Så nu går jeg og river jeg de stolper op, jeg selv har sat. Efter at have brugt en hel weekend på at sætte dem. Og ikke mindst at have tvangsindlagt min gode ven til at bruge hele sin weekend på det samme (Undskyld, Mathias…). Det er hårdt fysisk arbejde at sætte stolper med håndkraft. Især når de skal langt nok ned. Den første halve meter går glat, men så kommer leret, og så bliver det langsommeligt. På en hel weekend satte vi ni stolper. Ni… Det er ikke meget. Til sammenligning lavede den professionelle hegnsmand to folde (der skal også være en fold til geder) og satte cirka 50 stolper på fem timer. Nok er Mathias en stærk og ihærdig mand, men det kan vi ligesom ikke konkurrere med.
Men nu er det færdigt, og det er en stor lettelse. Så er næste skridt at få trukket strøm til alle de nye, grimme kabler og få lavet et lille hus til grisene. Det sidste skal til gengæld være pænt. Så jeg har ringet til min favorittømrer Christian Husted, der kommer og hjælper mig i det nye år.
Den kommende grisefold. Snorlige, med låger, strømførende kabler og hele pibetøjet. Lidt koldt og effektivt at se på, men det overlever jeg nok.
Kunekune kan
Sidst men ikke mindst skal jeg jo have anskaffet nogle grise. De skal være hårdføre og vejrbestandige, så de kan gå ude hele året. Derfor har jeg længe kigget lunt på de mere pelsede grise.
I efterårsferien var Storm og jeg på besøgsbondegård, og der kastede vi lidt vores kærlighed på Kunekune-grise. Store og flæskede dyr med et roligt gemyt. Det kunne meget vel være, at det skal være vores nye samboer.
Jeg kan næsten ikke vente.
Storm kaster foder ud til Kunekune-grisene på besøgsbondegården ved Råbymagle
Kogebøger
Efterår og vinter betyder, at jeg er mere inde, og at jeg laver rigtig meget mad. Jeg kan virkelig godt lide det, og jeg hygger mig med samtidig at høre musik og lave små instagramvideoer om mine madlavningsprojekter. Madlavning er og bliver en essentiel del af selvforsyningen, og den fylder mere og mere hos mig.
Jeg elsker derfor kogebøger. Der er noget særligt ved at bladre i en god kogebog. Men jeg har det også ret svært med kogebøger. Jeg bliver ved med at vende tilbage til Hugh Fearnley-Whittingstalls kogebøger. Han er selv selvforsyner, og det afspejler sig i hans opskrifter. Han bruger primært grøntsager, som man kan dyrke i en dansk køkkenhave, og han er god til at give erstatningsmuligheder i sine opskrifter, hvis man nu f.eks. ikke lige har noget sølvbede liggende. Se mine kogebogsanbefalinger i bloggens ‘Bøger’-sektion. Den er netop opdateret.
Jeg har svært ved at finde andre kogebøger, der gør det for mig. Jeg indrømmer, at jeg måske er ret kræsen. Ikke blot skal maden være noget, jeg har lyst til at lave. Det udelukker alle kogebøger om slankemad, antiinflammatorisk kost og, gud-forbyde-det, ketodiæter. Sammen udgør det jo halvdelen af kogebogsmarkedet lige pt.
Desuden skal bøgerne være godt skrevet (Der røg Nikolaj Kirk). Det skal må heller ikke blive for avanceret (farvel, Rene Redzepi) eller for banalt (ses, Jamie Oliver). Og vigtigst at alt, så må deres ingredienslister ikke blive for omfattende. Så står jeg hurtigt af.
Det er mit problem med Claus Meyer. Jeg før talt om mit had-kærlighedsforhold til Meyers. Maden er fantastisk, det er lige mig; ikke for kedelig, men heller ikke for mærkelig. Men deres kogebøger kræver meget af deres læsere. For at lave Meyers’ mad skal man altid bruge et eller andet obskurt, som almindelige mennesker bare ikke har i deres køkken, og som man derfor må ud at købe først. Og du kan ikke bare købe det i et supermarked. Næææ nej. Du skal i en specialkøbmand. Måske kan du være heldig at finde det i en velassorteret Irma, men ellers skal du i en eller anden indvandrerkøbmand på Nørrebrogade, fordi Dagli’brugsen i Askeby altså bare ikke fører vietnamesisk koriander, purpurhvedekorn eller “bazarmix” (hvad fanden det så end er…). Det gider jeg ikke. Så smider jeg bogen fra mig, og finder noget andet at lave.
Det er én af mange årsager til, at jeg ikke er blevet heks. Jeg ville have været en forfærdelig heks. Jeg havde stået der og skimmet trylleformularen: “‘5 mål hakkede øgleøjne, 4 kogte slangeæg, 3 skefulde stødt flagermusetunge, 2 hår fra en rødblond jomfru og 1 knivspids tørret elefantpenis’… Hvor fanden skal jeg få alt det lort fra!? Arrh, hul i det! Jeg må bare få hende til at forelske sig i mig på den gammeldags måde; hvor er nummeret til Interflora??”
…Ved nærmere eftertanke er blomster så konventionelt. Vejen til en kvindes hjerte går jo gennem maven, det ved enhver. Jeg går i køkkenet.
- Jeppe er ude.
