#49 For mange jern i ilden? - Del 2
Det har jo lige været Halloween, og jeg har en lille historie. Ja, egentlig har jeg en tilståelse.
Jeg har slået nogen ihjel.
Faktisk har jeg slået ret mange ihjel. Det nærmer sig ét drab om dagen på det seneste. Og det er langt fra nok. Jeg må dræbe mere. For der bliver ved med at være flere, der må dø.
Som regel slår jeg ihjel, mens jeg sover. Men ikke forleden. Forleden var jeg vågen, mens det skete. Jeg måtte aflive to, fordi de led. Én om morgenen og én samme nat. Med bagsiden af en økse. Det gik hurtigt, og det lyder måske ikke af noget, men det var noget for mig. Jeg bryder mig virkelig ikke om det.
Mus i huset er en del af livet på landet, og hvert efterår kommer der et rykind af dem, når naboen høster sine marker. Der var rigtig mange det første år, stort ingen sidste år og nu igen en del i år.
Jeg har sådan set accepteret mus i huset som en del af landlivet, men det tæller da ikke ligefrem på plussiden. Mus er måske nok nuttede at se på, men de kan ikke tage tre skridt uden at lægge en lort, og de er grundlæggende lidt uhumske at have huset. Sidst men ikke mindst så spiser de alting. Ikke bare mad, men også træ og ledninger. Det første år åd en mus benzintilførslen til min bil (se "#2 ‘Kravl og kryb’). Siden da har min sympati for de små bæster ligget på et lille sted. Men de skal da ikke lide.
Det her syn har ventet mig lidt for mange morgener i mit køkken dette efterår.
Og jeg har det stramt med at skulle aflive lidende dyr. De to mus jeg denne dag måtte dræbe, var begge røget i en klapfælde, men kun blevet ramt på benet. Det er sket før. Musene sidder fast i timevis og i desperation, sult og/eller frygt, har de spist halvdelen af musefældens plastikvæg, inden jeg finder dem. Det er ikke noget kønt syn. Og så står jeg dér med øksen hævet, mens musen desparat prøver at slæbe sig væk fra mig med en musefælde siddende fast om benene. Dyb indånding og så slå til.
Musefælden er den type fælde, hvor selve klapfælden er placeret i en lille kasse. Så er det tanken, at musene bliver dræbt uden at os skræmte, blødsødne byboere behøver konfronteres med, at vi har slået noget ihjel. Vi kan bare tømme fælden ud i skraldespanden, og så er det gjort. Men det virker ikke, når fælden ikke slår dem ihjel. Når fælden bare brækker deres ene ben eller knuser deres bagparti, så bliver jeg i den grad konfronteret med, hvad jeg har gjort. For nu skal jeg selv færdiggøre musefældens halvhjertede arbejde. Og det bryder jeg mig virkelig ikke om. Desuden er det inhumant.
Jeg har dræbt en del høns efterhånden. Det har jeg det heller ikke godt med, men det er en del af selvforsyningsvejen. De dræbes for føden, og den beslutning træffer jeg som kødspiser. Det føles heller ikke godt, men det er sådan, det må være, med mindre jeg vil være vegetar. Jeg har det bare ekstra svært ved at aflive noget, der lider. Om det er mus eller høne, der lider, så føles det ikke rart. At stå med øksen over et forskræmt og lidende dyr, og så skulle slå det ihjel. Det er svært.
Det hjælper selvfølgelig ikke, at mus er nuttede. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg er hævet over Disney-faktoren ved mus, men det ville være løgn - jeg så ‘Bernard & Bianca’ (1977) som barn. De små knurhår og store mørke øjne gør det ekstra svært at svinge øksen. Jeg skal i den grad tage mig sammen. Men på det tidspunkt er der ingen vej tilbage. De lider jo, og det er for deres eget bedste. Men de første par gange måtte jeg lige dulme nerverne bagefter.
Jeg har nu justeret taktikken lidt - og det virker. I stedet for at lægge en rosin eller jordnød i det lille hul i fælden, hvor lokkemaden bor, smører jeg nu hele den trykfølsomme plade med peanutbutter. Det virker til at være mere effektivt og give en mere pludselig og smertefri død. Musene bliver optaget af at få al peanutbutteren med, og så falder klappen ned. På deres hoved, som det sig hør og bør. Hurtig og forhåbentlig smertefri død.
Men det bliver ved. Og ved. Næsten hver morgen kommer jeg ned til en død mus i fælden. En aften røg der tre mus i samme fælde på én time.
Jeg må have dræbt 30 mus dette efterår. Det føles forkert at dræbe så mange mus, bare fordi de stikker snuden ud i køkkenet, men bestanden må omvendt holdes ned, for ellers ender de med at løbe på køkkenbordet, som de gjorde det første år. Det er altså noget snask.
Men det er også en del af landlivet.
Fortsættelse af #48.
(Læs første halvdel her: #48 ‘For mange jern i ilden - Del 1’).
Kort opsummeret så har jeg tænkt lidt over, hvorfor jeg ikke rigtig kan mærke mine selvforsyningstiltag på supermarkedsbudgettet. Det handler om tre ting:
Køkkenhaven giver ikke nok.
Jeg producerer ikke noget kød.
Jeg indtager ganske mange ting, der hverken er kød eller grøntsager.
Jeg dækkede køkkenhavespørgsmålet sidst, så lad os gå videre til de to andre punkter.
Flere dyr
Tre høns foreslår ligesom ikke. Især ikke da mindst to af dem er haner. Det giver hverken nok kød eller nok æg. Der skal flere til og også flere dyrearter.
Jeg har nævnt det fra dag 1, og det er stadig på tegnebrættet: jeg vil gerne have får og grise i en nær fremtid - og måske bier i en mere fjern fremtid. Og det er måske ikke engang helt nok... Mere om det senere.
De tre kyllinger ved at være store. Det kan ikke vare længe, før de skal ud i hønsehuset. Men det ligner altså lidt tre haner….Det var meningen I skulle give mig æg for dælen da!
Projekt Får blev sparket til hjørne engang i vinter, da jeg måtte indse, at jeg ikke har nok jord til at holde får. I mine oprindelige planer havde jeg ikke indberegnet fårenes høje “parasittryk”. Det betyder, at der hurtigt udvikles parasitter i den jord, de går på. Så hvis ikke fårene jævnligt flyttes til nye græsningsarealer, bliver de hurtigt syge. Så de kræver meget plads. Mere plads end jeg har. Min guru John Seymour nævner ikke en fis om parasittryk. Jeg føler mig svigtet af Alfaderen.
Det nærmeste jeg kommer at eje får lige pt, er at se Shaun the Sheep med Storm. Det bedste børne-tv siden Bamses Billedbog. Foto: Aardman Animation.
Den ekstra plads kan jeg få ved at leje eller købe jord. Jordleje er ikke nogen stor post, og en hektar kan lejes forkun omkring 200-500 kr. pr. måned - ja, faktisk er jeg blevet tilbudt at låne jord ganske gratis. Men den store post ligger i at hegne og sætte læskur op. Hegn er et tilbagevendende tema i mit landliv, og nu det her igen. Problemet med at bruge et sted mellem 10-50.000 kr. på at hegne en dyrefold på lejet jord er, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan leje jorden længe nok til, at det kan svare sig. Hvis jorden var min, så var der jo en mulighed for, at en eventuel køber ville tilkøbe hegnet og skur. Men al jorden omkring mig er ejet af den samme mand, og han holder hverken får eller grise, så den investering vil formentlig kunne afskrives til nul.
Så hvorfor ikke købe jorden? For det første er det en udskrivning til flere hundredetusinde kroner, som jeg ikke har. For det andet, så er landmænd sjældent villig til at omlægge deres kæmpelån for sølle to hektar. Så selv hvis jeg havde pengene var det ikke sikkert, at jeg kunne overtale Storbonden til det.
Alle ovenstående overvejelser har kørt rundt i mit lille hoved og resulteret i, at jeg har besluttet… ingenting. Jeg kan ikke træffe en beslutning, for jeg har svært ved at overskue konsekvenserne.
Det tredje problem er, at jeg jo ikke som sådan bruger meget lammekød i dagligdagen. Det kunne jeg selvfølgelig begynde på, men en halv gris er dybest set nok kød til mig og Storm i et år. Så hvis jeg holdt en håndfuld får, så ville det fire af dem være med henblik på salg.
Fokus er derfor nu på at få grise. Mere om det senere, for det er jo et indlæg i sig selv.
Korn, mælkeprodukter og snoller
Det burde måske ikke overraske, men det har det gjort alligevel. Mit forbrug i et køkken består af meget mere end grøntsager og kød. Faktisk består en stor del af mit forbrug af korn- og mælkeprodukter. Jeg elsker en ostemad højt, og jeg spiser mindst én om dagen. Men jeg laver hverken smør, brød eller ost selv.
Eller… jo… Jeg bager mit eget brød. Men det er jo ikke rigtig selvforsyning, for jeg køber melet. Hvis jeg rigtig skal regne en ostemad for selvforsynet, så er jeg nødt til at dyrke mit eget korn og have min egen ko.
Så næste år vil jeg prøve at dyrke hvede. Jeg har udset mig et 500 kvm. areal, der burde være rigeligt til mit - ellers ganske store - forbrug af mel. Rygtet er at det er rigtig meget arbejde at dyrke, høste, tærske og male sit eget mel. Men den slags taler jeg har siddet overhørig for. Hvis jeg lyttede meget til den slags, så sad jeg næppe på Møn med en firlænget gård og mine hipsterlandmanddrømme.
Men koen? Den havde jeg egentlig ikke rigtig planlagt at skulle have. Men det bliver nu overvejet. Det bliver dog nok på bekostning af noget andet, for jeg skal ikke passe fire slags dyr selv (fem med Haddock). Koen kunne erstatte fårdrømmene. Men en ko eller to indebærer cirka det samme pladsbehov som får, og de forpligter væsentligt mere. Ikke mindst fordi de skal malkes.
Og så er der for-sjov-forbruget. Jeg har en sød tand. Faktisk mere end én. Og ganske som Karius og Baktus kalder den på “wienerbrød” i ny og næ. Men den kalder mindst lige så ofte på cola og lakrids. Og som ikke-ryger, der ikke drikker kaffe, så føler jeg, at jeg har ret til mine søde laster (Man skal have nogen laster. Dem uden laster er altså lidt kedeligt at sidde til bords med). Men det er svært at lave cola og lakrids selv. Og så er der alkohol. Skal jeg også til at lave min egen øl og vin?
Jeg kan godt høre dig, kære læser. “Jeppe, du gaber over ALT for meget nu!” Ja, jeg ved det. Jeg kan ikke både passe job, barn, hund, hus, køkkenhave, bil, høns, får, grise, ko og kornmark ene mand. Det er jo tosset. Men jeg vil gerne. Jeg vil gerne prøve det hele. Jeg vil gerne kunne det hele. Jeg skal bare lige finde 8-10 timer mere i døgnet.
Åh alle disse overvejelser. Hvad har jeg dog kastet mig ud i??
Nå ja, det må briste eller bære, og det er jo heldigvis sjovt, mens det står på.
- Jeppe er ude.
Umotiveret skovbillede. Jeg er så pjattet med skovens farver om efteråret.
