#61 Selv
Jeg stopper konstant op, og vurderer hvor jeg er i mit liv, og jeg har lige gjort det igen. Det er måske heller ikke så mærkeligt med al den navlepilleri, når man har radikalt har lagt sit liv om. Anledningen til at stoppe op var denne gang julen, eller mere præcist var det to julegaver. For min mor gav mig en ny, smuk og tiltrængt kompostspand til at erstatte den, der var gået i stykker, mens min far gav mig et større skraldespandssystem med indvendig opdeling. Mens jeg overvejede hvilken af dem, jeg nu skulle returnere, så faldt det mig ind, at mit liv godt nok er noget andet end før. Når begge mine fraskilte forældre, uafhængigt af hinanden, vælger at det eneste rigtige at give mig i julegave er affaldssortering, så må jeg erkende, at jeg er et ganske andet menneske end jeg var engang.
Blod og fjer. Et syn der har mødt mig lidt for mange gange over de sidste par år.
Jeg har flere gange her i bloggen reflekteret over alt det, jeg ikke har nået. Efter hele tre år har jeg kun en, ganske vist større, men ikke specielt imponerende køkkenhave og to forkølede høns, der nægter at lægge æg.
Ja, faktisk er listen over ting, der er gået galt på mange måder længere end listen over succeserne: Skilsmisse, tre ræveangreb, rotteinfestationer i lade, hønsegård og kompostbunke, fejlslået høst i flere omgange, råddent kød, maddikefyldt bacon, skadedyrsinficerede svinebaglår og utallige forspildte chancer.
I starten af 2017 havde jeg både kæreste, fast akademikerjob og hus i Holte. Alt sammen gængse kriterier for et succesfuldt liv og alt sammen væk nu.
Set i det lys, er jeg jo en fiasko. Men det føler jeg mig ikke som. For uagtet at jeg har været gennem en masse nederlag, og en masse utroligt hårde og ubehagelige forløb, er jeg her stadig.
Bader i lyset for enden af tunnelen
Så da jeg gjorde status over mit liv - som man jo gør af en eller anden årsag i vores del af verden ved vintersolhverv - nåede jeg frem til, at det faktisk går ret godt. Måske vil jeg endda sige, at det går rigtig godt.
Nej, jeg er overhovedet ikke selvforsynende, men selvforsyning var heller aldrig målet, det var midlet. Målet var et bedre liv, og det har jeg opnået.
Forstå mig ret, udover nederlagene ovenfor, kan jeg skam finde masser at brokke mig over. Vi nævner i flæng: de ikke-æglæggende høns, den udeblivende kærlighed, at afholde kedelig virtuel undervisning, at venner og familie er langt væk, at det pt er ulovligt at tage i byen eller i biffen (to ting jeg holder meget af), og ikke mindst at jeg ikke ser min søn nær så ofte, som jeg gerne ville. Men trods alt det, så sidder jeg stadig tilbage med en følelse af, at jeg har gjort det rimelig godt. Jeg vil gå så langt som at kalde det en følelse af stolthed.
Stolthed er en konfliktfyldt følelse for mig. Som så mange andre danskere er jeg vokset op med janteloven som en dyd og stolthed som en synd. Ydmyghed over hovmod. Altid. …Og jo, den trumpistiske selvhævden af egne bedrifter bliver da også hurtigt trættende at høre på, men den selvudslettende ydmyghed og beskedenhed, falsk eller reel, er lige så træls at lytte på i længden.
Så bær lige over med mig, mens jeg tillader jeg mig at holde hovedet lidt højere, gå lidt rankere og måske endda prale lidt. Jeg vil prøve at betræde den smalle sti mellem stolthed og hovmod.
Selvstændighed
For trods alle de ting i mit landliv, der ikke er gået som planlagt, er jeg ret stolt af ham, der kigger på mig i spejlet. Fordi han, i mine øjne, er så meget mere end den mand, der kiggede tilbage på mig for cirka tre-fire år siden, da jeg startede det her projekt. Fordi han løb en risiko med sit liv og ikke gav op, og blev belønnet med et bedre og mere berigende liv.
“Det er besværet, der modner os i livet. Det er, når vi gør en indsats og gør os umage, at vi finder glæde, ikke i manglen på indsats. Det er, når vi må erkende vores fejl og trods nederlaget forsøger igen for denne gang at lykkes, at vi føler os levende. Det er umuligt at udmærke sig i ubesvær. ”
I en alder af snart 41 er jeg i mit livs form både fysisk og psykisk. Jeg er meget slankere, stærkere og i bedre kondi end jeg har været før. Jeg bliver ikke nær så tit syg, og jeg spiser bedre. Jeg føler mig desuden mentalt stærkere, mere selvstændig, mere selvsikker og kapabel end jeg har gjort nogensinde før.
Det er en selvsikkerhed, der kommer fra alt det jeg har lært. Jeg kan så mange ting, jeg ikke kunne, da jeg i 2017 flyttede på landet og sagde farvel til djøfferkarrieren. Jeg kan slibe en økse, fælde et træ, slagte og plukke en høne, bygge et hegn, lave et bål, træne en hund, betjene et skydevåben og undervise en gymnasieklasse i samfundets konstruktion og finurligheder. Selv om jeg langt fra er ferm til at dyrke grøntsager, så er jeg nu lysår foran Jeppe anno 2016. Han havde aldrig dyrket noget, og vidste ikke hvordan man gør. Nu kan jeg både så, passe og pleje planterne, identificere sygdomme, vurdere jordkvalitet, kompostere, høste og konservere.
Jeg har virkelig dyrket det asiatiske køkken en del på det seneste, og lavet mange karryretter.
Jeg har også kraftigt forbedret mine evner i et køkken. Jeg har lært at bage både sødt og salt på et - i al beskedenhed - ret godt niveau. Jeg har udvidet mit madlavningsrepetorie betragteligt, og jeg har lært at lave så mange forskellige retter fra bunden. Retter der før var mig et totalt mysterie.
Og hvis jeg nu skal vise lidt ydmyghed, så er sandheden, at jeg ikke specielt god til særligt mange af ovenstående evner, men det er heller ikke det essentielle for mig. Essensen er, hvor meget bedre, jeg nu er til det end før. Det er nye discipliner, jeg nu bestrider. Det er noget, jeg nu kan selv. Det er evner, jeg har lært selv.
Og hvad handler selvforsyning om, hvis ikke det er det? Selvforsyning indeholder det væsentlige lille ord ”selv”. ”Jeg”, ”mig”, ”ego”. Kan selv, vil selv, må selv, skal selv. Selvforsyning, selvstændighed, selvtillid.
Dét er selvforsyning for mig, og det tillader jeg mig at være lidt stolt af.
Jeg vil nu gå ud i haven og nyde denne nyfundne selvtilfredshed, så længe den varer. For vi ved jo alle sammen godt, at det kun er et spørgsmål om tid, inden jeg igen nosser kraftigt i et eller andet og bander mig selv langt væk.
- Jeppe er ude.
