Jeg har ikke skrevet på bloggen i noget tid. Faktisk er det her det længste, der har været mellem to indlæg. Og det skyldes, at det her indlæg har været meget svært at få skrevet. Men jeg synes ikke rigtig bloggen giver mening, hvis ikke jeg skriver lidt om det følgende. Der er sket en masse hernede siden sidst, men det skriver jeg ikke om lige nu. I dag handler det om fremtiden på Stenriggård. Ja, intet mindre.

Den første vinter alene hernede (2018-19) var lidt hård, og jeg var tæt på at sælge gården, men så kom foråret og lysten til livet alene på landet og selvforsyningsprojektet vendte tilbage. Den seneste vinter var ikke nær så hård. Jeg var forberedt på, at her er lidt mørkt og ensomt på de lange vinterdage og -nætter. Men da foråret kom, så kom lysten bare ikke tilbage. Ikke helt i hvert.

Jeg tænkte først, at jeg måske havde tabt interessen, men det var ikke det. Nej, der var sket noget andet det seneste år som fyldte meget i mine tanker.

Jeg har hidtil valgt at skrive så lidt som muligt om mit brud med min søns mor. Det er ikke, hvad denne blog skal handle om. Men jeg er kommet i en situation nu, hvor de to ting påvirker hinanden så meget, at det virker umuligt at skrive videre på bloggen uden at fortælle bare lidt om, hvad der er sket.

Er drømmen død?

Sideløbende med mine forsøg på at få livet hernede på Møn til at fungere og opnå en nogenlunde stabil fødekilde fra jorden her, så har jeg kæmpet for mit samvær med min søn. Og livet på gården og min søn er nu i en konflikt, som jeg troede jeg havde ordnet for flere år tilbage.

Da min søns mor og jeg gik fra hinanden var det planen, at vores søn skulle gå i skole på Møn. Det ser desværre ikke længere ud til at blive til noget. Da vi bor langt hinanden, sætter det mig i et meget svært dilemma. Hvis han skal gå i skole, hvor han bor nu, så kan han ikke tage i skole hernedefra, og jeg skal derfor vælge: Enten skal jeg acceptere fremover at være weekendfar eller også skal jeg droppe min drøm. Bare tanken om at gøre én af delene giver mig ondt i maven.

For jeg har ikke råd til at et landsted i Nordsjælland, og hvis det er dér, han skal gå i skole om to år, så kan han ikke være hos mig i hverdagene. Så som situationen er nu, så har jeg to år tilbage hernede. For hvis jeg skal vælge mellem gården og min søn, så vælger jeg min søn.

Men at vælge ham, betyder at jeg må flytte. Tilbage til de høje huspriser i nærheden af København. Der har jeg ikke råd til kun at arbejde deltid, som jeg har gjort indtil nu. Og jeg har slet ikke råd til en gård med lidt jord til, som det jeg har nu.

Haddock troner over den største af de mange bunker

Jeg har overvejet bare at rive plastret af og flytte med det samme. Så ville det jo være overstået. Men nej, jeg vælger at blive her så længe, jeg kan. Både i et naivt håb om at heldet på en eller anden måde skulle tilsmile mig nok til, at en løsning åbenbarer sig, men også for at få så meget ud af det her liv, som jeg kan. Også selv om det betyder, at jeg må leve med en uvished om, hvor jeg kommer til at bo, når tiden oprinder.

To år tilbage

Det bringer mig tilbage til den lyst til projektet, som ikke rigtig indfandt sig i foråret, som den havde gjort det året før. For godt nok har jeg stadig to år, og jeg har i sinde at nyde dem i fulde drag. Men det gør unægtelig det hele lidt begrænset og dermed lidt mindre sjovt.

Jeg har mange mere eller mindre realistiske drømme for det her sted (se bl.a. #48 ‘For mange jern i ilden - del 2’). Jeg ønsker mig et stort drivhus, mere jord, får, grise, køer, et produktionskøkken, egen energikilde, pilerensningsanlæg osv osv. Skal jeg realisere alle de drømme, så vil det tage mig et årti og koste mig en formue. Men en del af de drømme skulle nok blive til noget, det var bare et spørgsmål om tid. Og deri ligger problemet. For tid er nu pludselig blevet en meget begrænset ressource.

Tiden har altid været knap på den korte bane - og jeg har skrevet mangt og meget om mine problemer med at få ugens timer til at række. Men nu er tiden blevet begrænset på den lange bane. Det gør, at jeg må indse, at mange af mine mere eller mindre vilde drømme for gården her, aldrig vil blive til noget. Det er en party pooper af rang.

Min far har altid sagt, at den syvende sans var mulighedssansen - evnen til at se/fornemme muligheder omkring sig. Den evne kommer lidt til kort i denne situation. Mulighederne er blevet små. Det er et spørgsmål om, hvad jeg kan nå at udrette på to år og det er en anden og mere fast afgræsning end penge, evner og ork, som hidtil var de største begrænsere.

Når jeg læser en selvforsyningsbog eller besøger en anden gård, så kan jeg ikke længere på samme måde tænke “den løsning er smart/smuk. Dét vil jeg også lave en dag!”. Den begrænsede tid ligger mig konstant i baghovedet i enhver beslutning. For kan det nu betale sig at gøre dit eller dat? Det nager mig. Hele humlen ved at lege ølandshvedehipsterwannabebonderøv er at drømme. Det er en romantikers fantasier. Nu er det hele blevet så jordnært og småt. Det er ikke lige så sjovt.

Men jeg prøver at lægge den tankegang fra mig, for det gavner ikke noget. Og alt det ovenstående til trods, så skal det siges, at jeg har genfundet lysten i løbet af foråret, og der er faktisk sket meget på gården i år, synes jeg. Jeg har også lovet mig selv, at I er året, hvor jeg langt om længe skal have grise - mere om det i næste indlæg. Men jeg måtte lige have det her af brystet.

Og nu vil jeg hoppe ud og høste lidt mere fra den bugnende have.

- Jeppe er ude