Endelig lidt vand til haven. Og lidt mere ville nu heller ikke gøre noget.

Jeg nyder at sidde i solskinnet lige så meget som alle andre, men nu har jeg også en køkkenhave at tænke på, og den hænger lidt med næbbet. Der kom ganske vist en ordentlig skylle i sidste uge, og den var helt bestemt rar, men vi er stadig i underskud her. De her tørkeperioder kommer ret ofte i disse år, synes jeg. Bevares, jeg har ikke så meget sammenligningsgrundlag, men jeg synes vejret er lidt uforudsigeligt.

Men havesæsonen er da i gang, og nu hvor det heller ikke længere er nattefrost hver anden nat, så har jeg plantet min forspirede små skud ud.

Så blev det alligevel forår på den gamle gård

I den forbindelse har jeg været ude og shoppe lidt igen. Mine seneste to indkøb til gården har været to ting, jeg ikke er vant til at bruge penge på: jord og lort (Lort var heldigvis langt det billigste).

Man kan godt reflektere lidt over livet, over hvem man var engang, og hvem man nu er blevet, når man glad og fro kører hjem med to store poser fulde af hestemøg og en følelse af, at man har gjort et røverkøb. Jeg føler mig som en forsmået husfatter fra et HC. Andersen-eventyr, der stolt kommer hjem og deklarerer: “Se hvad jeg har købt, lillemor! Afføring! To store poser af det! Jeg fik det rigtig billigt!” Og der blev megen jubel og postyr på den gamle gård…

Mine drivbænke og mine kompostbeholdere er i hvert fald glade for det gode skud gødning, de har fået. Drivbænkene har muligvis fået lidt for meget, men mere om det senere

Jorderhvervelsen var en ret frustrerende proces. Jeg bed i det sure æble og købte muld til en mindre formue (Hvem vidste, at jord var så pokkers dyrt?). Jeg erhvervede det hos havehandel.dk. De kan for øvrigt ikke anbefales.

På grund af den nyfundne store haveinteresse hos de underholdningsudsultede danskere, var netbutikken meget længe om at levere. Da de endelig kom med leveringen en onsdag aften var det helt uden varsel. Jeg opdagede pludselig, at en mand var ved at sætte alle pallerne i indkørslen - til trods for at jeg havde betalt ekstra for at få det hele leveret nede i haven ved højbedene. Da jeg gjorde ham opmærksom på dette, gryntede han surt og begyndte i høj fart at flytte pallerne med sin kæmpestore mobiltruck fra indkørsel til køkkenhave. I sin hast for at komme videre lavede han hjulspin flere gange og flænsede min græsplæne og knækkede flere af pallerne, som jeg ellers ville udset mig til fundament for min brændestabel. Rigtig træls. Grrrr.

Nå, men jorden kom og jeg kan endelig begynde at tage mine nye fine højbede i brug. Min far har igen været en stor hjælp til at få bedene luget og mulden læsset fra bigbags og op i højbedene. Det viser sig, at det er ret meget arbejde at flytte syv tons jord med skovl…

Så selv om det er midt i maj, så er der ikke engang gang i halvdelen af bedene.

Men nu begynder læseferien snart, og så skal jeg ikke undervise og kan forhåbentlig bruge lidt mere tid på ordne have.

Slagtebænk Vestmøn

Jeg kan stadig ikke finde ud af at styre mine drivbænke. For andet går i træk er det en slagmark for mine forspirede små planter. Mine blomkål, tomater og grønkål stagnerer og visner i den fine, hestemøgsisolerede drivbænk.

Selv om det kun er 14 grader udenfor, bliver der for åbenbart varmt inde i bænken. Eller også bliver der ikke varmt nok om natten. Eller også har al den gødning skabt et indeklima, som planterne ikke kan tåle. Eller også….Suk, jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg gør galt.

Da der ikke er så mange bede klar, som der burde være, skal jeg bruge drivbænkene som venteposition indtil der er plads i højbedene. Men planterne dør, mens de venter der, og jeg kan ikke helt lure hvorfor.

Havedyrkning minder mig om at være på hagljagt. I begge discipliner er der lange perioder, hvor der ikke sker noget og så en meget kort periode, hvor man pludselig skal præstere, og hvis man fejler, går der laaang tid, før man igen får chancen for at prøve. Det er jeg ikke god til. Jeg lærer ikke at mine fejl på den måde, og jeg bliver frustreret.

Ærteskud der venter i drivbænken på at komme ud i højbedene.

Lidt om corona (bare lidt)

Ja, jeg er også ved at få spat over, at ALTING handler om corona, så jeg skal nok gøre det her lynkort. Jeg lover. Det bliver som at rive et plaster af. Er du klar? En, to, TRE:

Jeg er introvert med ekstroverte tendenser (som så mange andre…), så grundlæggende generer det her karantænehalløj mig ikke rigtig. Det er kun, når jeg gerne vil på café, på museum eller se mine venner, at det rigtig nager mig.
Jeg var på tur forleden. Jeg ynder at smide en rygsæk over skulderen og gå ud en tur i skoven eller langs stranden og kigge på dyr og planter. Men parkeringspladserne er proppede med biler og skov og strand er overrendt. Da alt er lukket, kan familien Danmark ikke finde på andet at tage sig til end at gå i skoven. Det er selvfølgelig forståeligt nok, men det ødelægger lidt oplevelsen for mig. Jeg tager i skoven for at være alene og høre naturen.

Der er noget paradoksalt over at leve i en tid, hvor jeg ikke må være sammen med mine venner, men hvor jeg ikke kan være i fred for fremmede.

Men med det sagt, så mærker man ikke rigtig karantænen på landet. Når alle om nogle år taler om Den Store Coronakrise anno 2020, så vil den ikke rigtig have brændt sig ind i min hukommelse som andet end de der uger, hvor jeg arbejdede hjemmefra og blev gode venner med Microsoft Teams.

Jeg ved ikke, hvordan krigen var på Møn, men jeg forestiller mig, at forskellen generelt ikke har været så stor på landet. Tyskerne har nok marcheret i byerne, men så man dem særligt på landet? Det er langt fra byens stress og jag at bo på landet, men også langt fra begivenhedernes gang. Historiens vingesus mærkes kun som et let vindpust på landet.

- Jeppe er ude.