Efteråret er høstfest. Tiden hvor haven bugner, vejret slår om og træerne skifter til smukke nuancer af orange, rød og brun. Men det er også den tid på året, hvor jeg kæmper med skadedyr. I hus og have.

Efterårstågen var intens for et par uger siden. Det føltes helt britisk. Meget smukt og stemningsfuldt.

Det har været et tilbagevendende emne. Ja, faktisk var bloggens kun andet indlæg dedikeret til skadedyr (læs #2 ‘Kravl og Kryb’), og det fylder stadig meget hos mig. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vænne mig til det. Især når de kommer ind i huset. Det kan virkelig ødelægge min dag at konstatere, at der har været mus i køkkenet. Og så står den hovedrengøring og desinficering. For så føles mit hjem pludselig uhygiejnisk og uhumsk. Det kan jeg ikke med. Jeg skal føle mig tryg og hjemme i min “base”, ellers kan jeg ikke slappe af.

Men denne gang er det rotter. Igen. Jeg så dem først i min kompostbeholder og derefter ude ved hønsegården. De er heldigvis kun i haven og i staldbygningerne, men det er også slemt nok, og det skal stoppes, inden de finder på at søge ind i huset.

Rotter er kannibaler. Det vidste jeg faktisk ikke. Jeg er med på, at når man rigtig sulter, så tyer alle dyr til kannibalisme, men rotter tyer til det med det samme. Grådigt. Jeg satte fælder ud i komposten, og der var bid hver dag. Problemet var at nå at samle fælden ind, inden liget var blev spist. Jeg forestiller mig, at dét øjeblik en kammerat røg i fælden, så var der en, der råbte “Looks like meat’s back on the menu, boys!” og så gik de andre rotter på ham. Bvadr.

Det gik hurtigt fra jeg så den første rotte, til jeg følte, at det var en mindre invasion. På ganske kort tid har jeg dræbt omkring et dusin - de små fjolser kan ikke modstå lidt peanutbutter på en smækfælde. Men nogle gange er fælder ikke tilstrækkeligt

Denne rottefælde var blevet sat dagen før. På under et døgn er rotten gået i fælden og blevet spist ind til skindet af sine artsfælder.

Forleden aften kom jeg om til hønsegården, hvor jeg i lommelygtens skær kunne se en stor, fed rotte sidde mageligt i hønens fodertrug og mæske sig. Den virkede ret uanfægtet af at være blevet taget i gerningen på den måde. Men da jeg kom nærmere, begyndte den dog at flytte på sig, og da jeg åbnede døren ind til volieren, forsøgte den aktivt at komme væk. Jeg kunne stå og se på den bestige volierenettet med irriterende lethed. Den klatrede rundt på det, som vi andre ville kravle op af en stige. Men da den nåede loftet, fik den et problem.

Jeg havde også et problem. For den skulle jo dø, det var klart. Men hvordan? Hvis jeg gik ind for at hente noget at dræbe den med, så ville den løbe væk. Så jeg fandt en stor gren.

Smak. Rotten røg ned på jorden og landede på en mursten. Den prøvede langsomt og tydeligt skadet at kravle væk. Smak. Nu kravlede den ikke mere, men den levede stadig. Smak. Jeg måtte slå den adskillige gange, før den lå stille. Jeg følte mig som Al Capone i 'The Untouchables'. Og ligesom den notoriske scene var det dødubehageligt, og i modsætning til De Niros Capone, så havde jeg det skidt med det, jeg stod og gjorde.

For ja, rotter er skadedyr. De spreder sygdomme og formerer sig som...ja… rotter. Men de har også en vis nuttethedsfaktor. De er bløde, med lange knurhår og store øjne, og nogen mennesker holder dem endda som kæledyr. Og her står jeg med et stykke træ og tæsker den, til den holder op med at sprælle… Jeg havde det ikke vildt godt bagefter. Gudskelov for whisky.

Så nu har jeg igen måtte opgive et princip. Gift. Rottefængeren kom, rottefængeren så og rottefængeren sagde “Vi er nødt til at sætte giftfælder ud. Klapfælder er ikke nok længere.” Pis også. Men det var min egen skyld. Jeg skulle have ringet til ham noget før. Så jeg bøjede mig for hans professionelle Rentokil-ekspertise. Han forvissede mig desuden om, at giften ikke er en risiko for hverken hund, barn eller min kære nabos kat. Det var nemlig rottegift, der tog livet af min søsters kat, da jeg var barn. Men der er nok sket lidt med dosisstandarderne siden midt-80’erne.

Jeg blev også pålagt at holde køkkenaffald fra min kompost, indtil problemet er løst. Det huer mig ikke. Så skal jeg jo til at smide det i skraldespanden, som en anden bybo. Jeg kan så godt lide effektiviteten i, at alle mine madrester ryger i enten hund, høne eller kompost. Men på den anden side, hvis jeg skal vælge mellem dén tilfredshedsfølelse og risikoen for at få rotter i huset, så lytter jeg til skadedyrsbekæmperen og smider madresterne i skralderen sammen med Østerbrospelthipsterprincipperne. For en stund.

Lidt af hvad der stadig er rigeligt med ude i haven.

En havesæson går på hæld

Der er stadig masser af gode ting i haven, men det hele har peaket nu, og jeg tager nogle erfaringer med mig til næste år.

Flere løg

Det er starten af oktober, og jeg er allerede så godt som løbet tør for løg. Der var SLET ikke nok. For tredje år i træk ville de tåbelige løgfrø ikke spire (jeg ved ikke hvad jeg gør galt), og jeg måtte igen købe stikløg. Stikløg føles som snyd. Desuden koster de nærmest lige så meget som fuldvoksne løg, så jeg blev nærig og købte for få. Næste år skal jeg i hvert fald have ét helt bed kun med løg. Måske to. Men jeg skal først lige finde ud af, hvorfor de små frø ikke spirer.

Flere tomatplanter med større afstand

Jeg har sået Sungold i år for første gang. De er smukke og virkelig søde, og gør sig godt i både salater og som tomatsovs - som bliver helt orange. Men Sungold er lidt små. Lidt mindre end cherrytomater. Og når man nu er så glad for tomatsovs, som jeg er, så ville det være godt med nogle lidt større tomater og flere planter. For selv om haven stadig spytter smukke, gyldne tomater ud, så kan jeg se, at jeg har svært ved at lave passata lige så hurtigt, som jeg kan konsumere den. Hver tomat skal halveres og lægges med skærefladen opad på et ovnfast fad, og man skal bruge mange, når de er så små.

Næste år skal jeg også huske at sætte planterne med lidt større afstand. Med 16 højbede af cirka fire gange én meter hver, så har jeg rigtig dyrkeplads til eget forbrug. Så behøver jeg ikke mase det hele sådan sammen, for tomaterne skal bruge luft og lys. Ellers får de pletter og/eller rådner. Mit tomatbed er pt. sådan et vildnis, at jeg har svært ved at finde alle de modne. Det gør vi lige bedre næste år. Mañana, mañana.

Større indsats mod kållarver

Det eneste der er mere ynkeligt end mine løgspiringsforsøg er mit kåludbytte, som jeg nævnte i sidste oplæg (Se #57 ‘Ingen gård uden dyr’). På tre havesæsoner har jeg indtil videre fået ét skaldet blomkål. Det hele bliver spist af kållarver. Så næste år må jeg prøve at putte net over og se, om det gør en forskel. Jeg er lidt skeptisk, men det er et forsøg værd.

Men for nu vil jeg varme lidt pasta og smide lidt passata og revet ost over. Så hurtigt og samtidig så uendelig lækkert.

- Jeppe er ude.