Det har været et par hårde uger for ølandshvedehipsteren på Møn. Vinteren er i forvejen hård for min lyst til projektet, men den går nu heldigvis på hæld. Havde jeg været så hårdt ramt af selvforsyningsulykker lidt tidligere på året, så havde det været svært at tage.

Tåbelige minidinosaurer

Hvad der her er hændt, er ikke ligefrem noget stort mysterie.

I uge syv mens Storm var med sin mor på ferie, tillod jeg mig selv et par dages afslapning væk fra gården. Jeg var lidt i Sverige og lidt i København. Det var dejligt og tiltrængt med en lille miniferie, men idyllen blev afbrudt af et opkald fra Lotte, min hønsepasser.

Anden gang hun kom for at tjekke til dyrene, var de pludselig væk. Kun hanen var at finde. Jeg tænkte først, at de nok gemte sig under et af træerne i den ret store hønsegård. Men nej. En klump dun og lidt blod på en pind et par meter fra hønsegården afslørede den grumme sandhed: Det var sket igen.

Ræven havde nappet begge høner, og kun efterladt en forskræmt hane. Så vidt jeg kan se, er de blevet dræbt uden for hønsegården. Der er ingen tegn på, at ræven er kommet ind. Min teori om, at deres stærke flyveevner var en fordel, var altså forfejlet.

Da jeg kom hjem fra min ferie et par dage efter, sad hanen meget højt oppe i et træ og ville ikke komme ned. Første aften efter jeg kom hjem, var jeg ude flere gange for at prøve at få ham ned og ind i hønsehuset, hvor jeg kunne lukke af og holde ham sikker. Men uden held. Han kom ikke ned, hvor jeg kunne få fat på ham. Det regnede og stormede kraftigt den aften, og det var et sølle syn at se ham sidde déroppe helt alene i den gyngende trætop.

Morgenen efter var han væk.

Så højt oppe som han sad, kan ræven næppe have nået ham, men han har nok ikke kunne blive deroppe i den storm. Eller måske er han fløjet ud for at finde sine damer. Men oddsene er nok, at ræven også har fået ham.

Hønsene mens de stadig levede og blev puttet i hønsehus hver aften.

Det er efterhånden et velfodret rovdyr, der bor ved mig. Otte høns har den nu nappet fra mig. Det frustrerende er, at de fem af dem er blevet dræbt uden for hønsegården. Mit største problem er altså ikke så meget at holde ræven ude, som det er at holde hønsene inde.

Jeg har med vilje lavet en stor hønsegård, for at give dem meget plads at boltre sig på. Men det betyder også, at jeg ikke så godt kan overdække gården. Den er simpelthen for stor. Så næste gang er jeg nok nødt til at stække deres vinger - eller finder nogle høns, der ikke er så flyvske.

Skinketyve i natten

Efter min første succes med at lave min egen prosciutto (se #50 ‘Griseri’), måtte jeg da prøve igen. Et nyt svinebaglår var blevet skåret til, pudset, lagt i salt i en måned og hængt op i laden på en kødkrog. Jeg havde også startet de ugentlige afvaskninger med eddike, der holder den værste svamp væk fra kødet. Men forleden kom jeg ud til et trist syn. Det meste af skinkens hud var blevet spist, og der var huller i kødet flere steder. Noget har haft fat i det.

Jeg tog ingen chancer, og smed den ud med det samme. Når jeg ikke ved, hvad der har haft fat i den, så skal jeg ikke spise den. Det er ikke risikoen værd. Men øv altså. Der røg ti kilo sublimt svinekød og en masse arbejde og ventetid.

Jeg ved ikke, hvad der kunne nå den, dér hvor den hang. Ganske vist hænger den under en planke som både katte, mår og rotter nemt ville kunne gå på. Men fra planken og ned til skinken er der et stykke, og jeg tvivler, at rotter kan nå derned. Det kræver et akrobatisk spring som formentlig vil betyde døden for det dyr, der fejlbedømmer. Men måske et større dyr? Jeg kunne ikke se mærker fra klør i kødet, men det er også svært at se - og det er jo egentlig også lige meget. Men en mår ville forklare meget. For så er det nok også den, der har hapset mine høns.

Skinken i al sin glorværdighed, da jeg i midten af februar trak den op fra en måned i salt, og den stadig var fuld af potentiale.

Jeg satte øjeblikkeligt en masse rottefælder ladet med pølse - blandt andet på den planke som skinketyven må have brugt. Men uden held. Fælderne er ikke klappet, og pølsen er ikke rørt. Tyven er enten rykket videre eller for klog til at gå i klapfælder.

Jeg har en mårfælde. Jeg må prøve at sætte den ud i laden. Tænk hvis jeg kunne hapse både hønse- og skinketyv på én og samme gang. Det ville være noget.

Inkompetencen straffer

Den hårde virkelighed ved selvforsyning viser sig. Jeg begynder så småt at indse de barske realiteter. Jeg begynder at forstå, hvordan det har været, at reelt skulle forsyne sig selv - som de fleste gjorde for bare 100 år siden. Mine fejl er jo for mig højest ærgrelser og personlige nederlag.

Bevares, jeg arbejder for sagen, og har gjort det i flere år nu - men i sidste ende er det jo en leg. Jeg kommer ikke til at sulte, når jeg fejler. Supermarkedet er 1,5 km væk.

Men for ikke så forfærdeligt længe siden var det virkelighed. Dengang betød den slags fejl noget. Tre høns og en hel skinke er unægteligt rigtig meget protein at smide væk til rovdyr. Og så har vi ikke engang talt om, hvor mange grøntsager, jeg har mistet til snegle og andet eller ladet gå til spilde ved foden af min dovenskab. Den slags fejl var der bare ikke råd til. Det kunne betyde en vinter med sult.

Da jeg startede det her projekt, vidste jeg godt, at jeg var en grønskolling, og at moder natur ville straffe mig for min inkompetence. Men efter 2,5 år og utallige nederlag kan jeg se, hvor uendeligt langt jeg stadig er fra målet, og præcis hvor utilstrækkelige mine evner er.

Min største styrke i det her projekt er min stædighed. Mit indre “næ!” er den primære grund til, at jeg stadig er her. Jeg giver ikke op. Jeg kan se, hvad jeg gjorde galt, og kan rette op på det. Nederlagene er selvfølgelig hårde og desillusionerende, men også motiverende. Hele selvforsyningsprojektet er om noget et selvudviklingsprojekt, og jeg udvikler mig jo kun, når jeg lærer, og jeg lærer bedst, når jeg fejler.

Bloggen er mig et vigtigt værktøj i at klø på. Jeg bearbejder nederlagene ved at skrive om dem, og jeg bruger selvironien til at komme videre. Jeg er ligesom nødt til at kunne se det morsomme i mine nederlag, for ellers bliver det hele lidt trist. Men selvironien bevidner også min privilegerede position. Det er stadig muligt at se det sjove i det, fordi tabene ikke rigtig gør ondt. Jeg kan godt klare mig uden. Ok, så må jeg købe mig til seranoskinke og økoæg lidt endnu, men jeg sulter ikke ligefrem.

Med andre ord: Jeg hænger i. I får mig ikke så let.

- Jeppe er ude - men ikke til tælling.