Køkkenhaven opgraderes i disse dage. Med hjælp fra en kyndig tømrer (læs: han har lavet det hele) er der ved at blive bygget hele 17 kæmpestore højbede.

De bliver drønflotte og vil lette havearbejdet betragteligt for mig. Det har været svært for mig at holde bedene rene, og midt på sommeren bliver det hurtigt svært at se forskel på bed og sti. Og så vil det være noget nemmere at holde hund og barn ude af bedene, når de bliver tydeligt afgrænset. Og sidst men ikke mindst, så kommer arbejdshøjden lidt op. Det bliver rart. Mere om dem, når de står færdige.

Jeg må for øvrigt gøre lidt reklame for Christian Husted. Christian har tømrer-/snedkervirksomheden Houseplace. Christian er flink, pålidelig og rigitg dygtig. Det er ham, der har bygget både mine drivbænke, mine kompostbeholdere og ikke mindst Hønsekropolis - mit smukke, hævede hønsehus. Han kan varmt anbefales.

Hønsene holder Jeppe beskæftiget

Det lykkedes at indfange hønsene! Kvalerne til trods (se #51 ‘Og hanen galede’).

Løsningen åbenbarede sig i form af et stort stykke pap. Et cirka én x to meter papstykke fra en nyindkøbt madras viste at være perfekt til at genne høns med. Én for én fik jeg trængt dem op i en krog, hvor jeg kunne komme tæt nok på til at hapse dem og bære dem ud i hønsegården. Det tog nogle forsøg, så det er da ikke fordi, jeg ikke fik lov at løbe rundt og blive gjort lidt til grin først, men til sidst fik jeg løbet dem trætte.

Og så opdagede jeg noget nyt om høns: De er rigtig dårlige til gemmeleg. Når de ikke gad løbe rundt mere, så prøvede de alle tre at gemme sig. Og ikke særlig godt. To gemte sig bag et trillebørshjul og den tredje bag en bladløs rosenbusk. Det var ikke ligefrem svært at finde dem, men de troede alle tre så meget på deres gemmested, at jeg fik lov til at komme helt tæt på dem og kunne samle dem op.

Nu har de levet i bedste velgående i hønsegården i et par uger. De er noget mere flyvske end mine tidligere høns, og de kan med lethed flyve over hegnet. Efter at have brugt så meget krudt på at forstærke hegnet nede langs jorden, var det en smule demotiverende at se dem sidde på de to-en-halv-meter høje stolper, der holder lågen (se billedet). Hønsegården er alt for stor til at sætte net over, og stolperne er ikke høje nok til at lave hegnet højere, så jeg kan ikke rigtig gøre meget ved det. Jo, jeg kan stække deres vinger, og det bliver muligvis nødvendigt. Men når jeg ikke rigtig er helt tryg ved hegnets evne til at holde ræven ude, så er det meget betryggende, at de flyver så godt. Det kan muligvis være det, der redder deres liv.

De virker også rimelig tilfredse med at være der. Udover en enkelt ekspeditionstur til indkørslen, så er de blevet i hønsegården. Og den ene udflugt var egentlig min skyld. Jeg havde ikke set, at de var løbet tør for mad, og så er det jo fair nok, at de vandrer ud og prøver at skaffe deres egen. Det virkede næsten som om, de ledte efter mig. Så snart jeg fandt dem, tøffede de efter mig tilbage til hønsegården. Som om de bare vil sige “Hey, du der, mennesketype. Det er spisetid. Kunne du liiiige…”.

Nu mangler jeg bare at lære dem at kravle ind i hønsehuset selv. De vil nemlig hellere sove i træet ved siden af. Regn, slud eller storm, de sætter sig stadig på den samme gren i det samme træ hver nat. Jeg har nu fået som ritual at gå ud og “putte høns”. Det består i, at Storm (når han er her) og jeg tager tøj på og går ud i hønsegården. Han holder lommelygten, mens jeg plukker dem ned fra grenen en efter en og putter dem op på en siddepind i hønsehuset. Taget i betragtning af, hvor svært det var at flytte dem ud i hønsegården, så er det ganske uproblematisk at få fat i dem nu. De basker lidt med vingerne, men de løber ikke væk. Men hvorfor de ikke flakser ind i huset selv, det begriber jeg ikke. De kan jo sagtens flyve derop og det regner ikke derinde.

Og så er de stadig ren tilsætning. De kære damer har endnu til gode at lægge ét eneste æg! Det er heldigt for dem, at jeg ikke har flere, og at det har været sådan et hyr at holde dem i live. For ellers havde jeg da slagtet dem.

Nu med rotter

Ja…

En aften for noget tid siden, mens hønsene stadig levede på gårdspladsen og havde deres mad i garagen, så jeg to firbenede dyr løbe forskræmt væk, da jeg kom derud. Jeg syntes, det lignede nogle lidt store mus, men det gik hurtigt, og jeg fik ikke noget ordentligt kig på dem. Så jeg tænkte ikke nærmere over det. Andet end de forklarede hvorfor, der havde været så stort et svind i hønsefoderet. Jeg havde tænkt, at de tre høns da virkelig kunne sætte hønsefoder til.

En uges tid senere, da jeg havde flyttet hønsene ud i gården og gik ud for at “putte” høns, hørte jeg et højt “piiiv!” fra en brændestabel. Det bekræftede mine bange anelser, og det forklarede, hvorfor der ikke var gået noget i musefælderne ude i garagen. Det var nemlig helt klart et rottepiv.

Ude i laden var der også pludselig kaos. Noget havde fået revet en pose hønsefoder ned fra den oprejste kasse, jeg havde sat posen på i et utilstrækkeligt forsøg på at holde posen fra netop denne skæbne. Nede på gulvet var der blevet revet hul på foderposen, og der var økologiske hvedekornsskaller overalt! De må have spist mindst 5 kilo hvede.

Jeg skrev straks til kommunen, som man skal og kørte ned og købte to rottefælder. Det tog heller ikke lang tid, før der var bid. Den første fangst var enten en stor mus eller en lille rotte. Der måtte mere empiri til min undersøgelse. Det kom der så allerede natten efter, og denne gang var der bestemt ingen tvivl. Det var enten et langhalet marsvin eller en stor, fed rotte. De næste nætter var også ret produktive, og jeg fik hurtigt ram på fire af de sataner.

Rottefængeren kom og stak mig nogle flere klapfælder, og med dem i hånd har jeg fået fjernet invasionen. Seks rotter i alt blev det til, og der har nu været stille i lang tid. Jeg har hverken set eller hørt liv i lader, stald eller stuehus. I stuehuset har der nu heller ikke været tegn på rotter på noget tidspunkt. Heldigvis.

Så fik vi også prøvet det. Efter flere angreb fra mus og biller over årene, så manglede det da også bare at få prøvet rotter. Men jeg må jo nok tilstå, at det er selvforskyldt. Jeg var ikke forsigtig nok med at holde foderet væk fra jorden. Endnu en huskekage til kontornusseren.

Jeg vil gå ud og putte høns.

- Jeppe er ude.