Efterårsferien har været meget velkommen, da den har givet mig tid til endelig at arbejde lidt på gården. Det har været nogle fantastiske dage med høj sol og t-shirtvejr, og hvor en masse små og store ting er blevet gjort.

Hønsegården er færdig

Den største ting jeg fik gjort i efterårsferien, var at lægge sidste hånd på hønsegården. Endelig!

Med hjælp fra min far fik jeg støbt den anden af de to stolper til lågen, som var mit sidst hængeparti i at få færdiggjort hønsegården.

I et forsøg på at stabilisere den anden stolpe, mens den blev støbt, skruede vi en masse brædder og lægter fast.

Jeg har nu sat voilerenet (hønsegårdens svar på NATO-hegn) langs den nedre kant og et højt, stormasket hønsenet oven på det. Jeg har ikke gravet noget ned, så en ihærdig ræv - eller hund - vil formentlig kunne komme under med rimelig lethed. Men så længe hønsene er i hønsehuset, så burde de stadig være i sikkerhed. Hvis ræven derimod kommer midt på dagen, så er jeg lidt spændt på, om de kan finde ud af flakse op i træerne eller ind i huset inden de bliver spist.

Det er alt-i-alt blevet en stor, flot hønsegård, som jeg er lidt stolt af, og som jeg håber hønsene sætter pris på. Hønsene er i alle fald flyttet fra gårdspladsen, og det er virkelig dejligt. Hver gang jeg passerede gårdspladsen, fik jeg trådt i en hønselort og enten slæbt den med ind i bilen eller i huset. Det bliver man hurtigt træt af.

Men det er også slut nu. Hønsene har nu en stor gård på et par hundrede kvadratmeter med masser af græs og skygge, som de kan gå og nyde.

Ægge dårligt!

(Undskyld…)

Ja, de er jo ikke store, men de er her, og de smager skønt!

Forleden mens jeg ryddede lidt op i garagen, opdagede jeg pludselig et knust æg ovre i hjørnet. “Hønsene lægger æg!” tænkte jeg. Men ægget så ud til, at være blevet smidt eller faldet ned fra en vis højde. Jeg kiggede derfor på den lille trekantede hylde i hjørnet af garagen, hvor dyser til kompressor, mundstykker til haveslanger og den slags dims ligger, og der lå sørme to æg mere. Hylden er i halvanden meters højde og er meget lille, men ikke desto mindre var der en høne, der troligt kravlede derop hver dag og lagde et lille æg.

Jeg skyndte mig at fylde redekasse med lidt hø og sætte den på kassen, så hun havde ordentlige forhold til at lægge sin æg. Og ikke mindst så æggene blev på hylden i stedet for at trille ned og blive knust under hende.

Mens jeg sludrede i telefon med min søster, lavede jeg mig selv den mest eksklusive lille to-ægsomelet, og den smagte fantastisk!

Hakkeorden og huggeorden

Indtil i lørdags var der ti høns tilbage. Min favorithane stak nemlig af og blev væk. Han skulle bare have vidst, at det var ham, jeg havde udset til overleve.

Selv uden ham har jeg måtte se i øjnene, at jeg langt overvejende har fået haner i mit kuld. Af de 16 kyllinger jeg fik i forsommeren, så har et sted mellem 10 og 13 af dem været haner. Tre døde inden de nåede at blive kønsmodne, og jeg kan derfor ikke med sikkerhed sige, hvilket køn de havde.

Der er kun plads til én hane, og med hele seks haner i flokken var der blevet lidt Alcatraz-stemning i hønsegården. Haner er virkelig ikke søde ved hinanden. De er blevet store, og de skal finde ud af, hvem der bestemmer. Udtrykket “hakkeorden” skal tages ganske bogstaveligt, da de hakker hinanden i nakken.

Som to mænd, der er raget uklar på en bar, stiller de sig over for hinanden, puster fjerene på halsen op for at se store ud og skræpper for at vise deres utilfredshed med hinanden. Deres machoduel ender som regel med, at den ene jager den anden rundt i hønsegården under stort postyr. Med så mange haner i flokken, så udspillede det ritual sig omkring fem til ti gange om dagen.

Hanernes attitude over for hønerne er ikke mere sofistikerede. Der er egentlig kun én af hønerne, som hanerne viser nogen reel interesse for, men hun var også jaget vildt. Hanernes scoretrick består i at smyge sig tæt på hende og så pludselig gribe fat i hendes nakkefjer og forsøge at hoppe op på ryggen af hende Harvey Weinstein-style. Charmetrolde.

Hvem stemmes hjem?

Det var med andre ord tid til at gøre noget ved situationen, og mindske testosteronmængden i hønseflokken. Men hvem skulle være den heldige vinder?

Det blev jo en skønhedskonkurrence, for jeg vil gerne have en flot hane. Min favorithane var væk, så valget stod mellem to haner, da de var markant flottere end de andre.

I højre ringhjørne:
En flot, sort hane med gyldne halsfjer. Til gengæld har han ingen hale. En del af hønsene er uden hale, da deres far er en haleløs racehane, vist nok en Araucana.

Smuk, majestætisk, og en rolig sjæl. Måske for rolig? Kan han drive flokken alene?

I venstre ringhjørne:

En helt gyldenbrun hane med nogle flotte, skinnende fjer. Og en sort halespids. For han har nemlig hale.

Desuden en dominerende personlighed i hønsegården, der uden tvivl kan holde styr på flokken.

Til gengæld er han en bølle. Det er klart ham, der bestemmer i hønsegården, og han tryner de andre.

Den uforlignelige Thomas F. Wilson som “Biff Tannen” overfor Michael J. Fox i ‘Tilbage til Fremtiden’.

Ud fra et darwinistisk synspunkt, er han klar alfahan, og har nok de stærkeste gener. Men ud fra min kulturreference, så minder hans personlighed mig om Biff fra 'Tilbage til Fremtiden'. Og vil jeg virkelig have ham som min eneste hane?

Store slagtedag

I lørdags var store slagtedag, og jeg havde inviteret min søster med familie til at hjælpe med at aflive fem haner. Jeg kunne ikke beslutte mig for, hvem der skulle benådes, men min søster blev tungen på vægtskålen, da hun mente, at en hane bør have hale.

Sådan blev det, “Biff” vandt livet, og sammen med min søsters mand og yngste søn fik jeg indfanget de fem resterende haner og lukket dem inde i stalden.

De moralske skrupler ved slagtning bliver lidt mindre hver gang, jeg prøver det, men jeg synes stadig, det er ret ubehageligt. Jeg havde det især stramt med samlebåndsprocessen denne gang, der gav lidt koncentrationslejrfornemmelse. Man føler sig virkelig som bøddel, når man lukker de fem haner inde, og så henter dem én ad gangen for at tage dem ud og dræbe dem. De er jo kun høns, og har næppe det mest sofistiskerede indre følelsesliv, men det føltes stadig som om, de vidste hvad der foregik.

Men med det sagt, så gik det glat. Min 14-årige nevø fik endda lov til at slagte en, og det klarede han rigtig flot.

Jeg har nu fem høns tilbage; tre høner, én hane, og en lettere androgyn størrelse, jeg er i tvivl om.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvor fanden de lægger deres æg henne efter, at de er flyttet ud fra gårdspladsen, for at det er ikke i hønsehuset…

- Jeppe er ude.