#27 Jubilæumsnummer del 1
Den 1. august 2018 var det et år siden, at Amalie, Storm, Haddock og jeg flyttede fra Holte til Møn, og derfor virker det passende at se lidt tilbage på, hvordan jeg egentlig endte her. Så til dem der drømmer om at gøre det samme, er der her lidt om, hvorfor jeg valgte at lægge livet om, og hvordan jeg har det med det i dag. Det har jo været et helt vildt begivenhedsrigt år - på godt og ondt.
Dette er første af to dele. Anden del kommer i næste uge.
Da vi besluttede at ændre kurs
Jeg har aldrig rigtig skrevet om beslutningsprocessen, og om hvad der egentlig fik en DJØF'er til sige sit fuldmægtigjob op og flyttede fra det velkendte byliv til et liv på landet. Det skyldes nok blandt andet, at jeg ikke 100 % ved det selv.
Det skete i de dage...
Fra vi besluttede at gå selvforsyningsvejen, og til vi rent faktisk flyttede herned, var der mange overvejelser.
Som 2016 gik på hæld, talte Amalie og jeg om, at det skulle blive godt med et status quo-år i 2017. Vi var flyttet i hus i 2015, som vi havde gennemrenoveret. Vi havde desuden fået en vild og tidsslugende jagthundehvalp i Haddock, Amalie havde fået nyt job og sidst men bestemt ikke mindst, så havde vi i foråret 2016 fået lille Storm, der bestemt levede op til sit navn.
Med hund, hus, baby og to tidskrævende job blev livet lige pludselig styret af Frøken Klokken, og hun er en krævende herskerinde. Den kender de fleste forældre. Der er hele tiden noget, man er ved at komme for sent til. Op før Fanden har fundet tøflerne frem, affodre barn, lufte hund, spise morgenmad i bilen, arbejd-arbejd, hente barn, hjem og lave mad, affodre barn igen, lufte hund, lægge barn i seng, besvime på sofaen til et afsnit af et eller andet dumt, gå i seng, sove for lidt og så forfra dagen efter.
Det konstante ræs mod tiden var ikke spor fedt, og det kunne da ikke være meningen at livet skulle være sådan.
Jeg havde desuden længe ville prøve noget andet end fuldmægtigjobbet. Jeg havde drømt om et liv, hvor tiden var min egen, hvor jeg selv bestemte. Derfor havde jeg de sidste par år undersøgt forskellige måder at blive selvstændig på.
Indtil da havde vi besluttet, at vi ville gøre noget mere ved haven i vores lille villahus i Holte. Vi planlagde at rive det gamle, pilrådne skur ned og anlægge et kartoffelbed i stedet. Det ville være en god start til den større plan. Vi havde nemlig talt om, at det en dag kunne være sjovt at gå efter at blive selvforsynende, men det var mest af alt en lidt diffus drøm.
I starten af 2017 skete der så noget uventet. Amalie blev tilbudt et rigtig godt job i Nykøbing Falster. Med et barn på trekvart år, følte vi os bestemt ikke klar til at rive vores etablerede liv op med rode. Men når muligheden melder sig, må man jo slå til. Så vi tog en hurtig beslutning, og Amalie sagde "ja tak" til jobbet.
Fordelen ved denne løsning var også, at der gerne skulle blive luft i økonomien til, at jeg kunne sige mit op og prøve noget helt andet. Vi ville prøve selvforsyningen.
Her er en dagløn i mit nye job. Som den stolte "far", så synes jeg, at de er vildt flotte. Og så smager de endda også fantastisk.
Hvorfor selvforsyning?
Hugh Fearnley-Whittingstall er den sympatiske vært i selvforsynings- og madlavningsprogrammet 'River Cottage'. Det kan varmt anbefales.
Jeg havde aldrig tidligere vist nogen interesse for selvforsyning. Det var Amalie, der var den haveinteresserede. For mig var en have noget, man sad i med en kold øl og en bog. Men det syn havde så småt ændret sig for mig i løbet af 2016 ved hjælp af to vældigt sympatiske englændere, TV-kokken Hugh Fearnley-Whittingstall og selvforsyningsguruen John Seymour.
Hugh Fearnley-Whittingstall (wiki) er vært i selvforsyningsprogrammet 'River Cottage', der er den britiske forgænger for DR's 'Bonderøven'. Programmet startede i sluthalvfemserne, og han har siden da arbejdet sammen med bl.a. Jamie Oliver for at få englænderne til at gå mere op i kvaliteten af deres fødevarer.
Især de første tre sæsoner af hans program er gode, hvor man som seer følger hans rejse som total novice inden for dyrehold og havedyrker. Det fandt jeg selvsagt ret inspirerende.
John Seymour.
John Seymour (wiki) har jeg nævnt en del gange. Han er selvforsyningsbevægelsens gudfar, og enhver selvforsyner med litteraturen i orden har hans bøger stående på reolen. Seymours pragmatiske og opmuntrende skrivestil har været en stor inspiration for mange, og som den flittige læser vil vide, så er jeg bestemt ingen undtagelse. Jeg bruger dem som et opslagsværk og som en opmuntring på de dage, hvor troen på projektet vakler.
Jeg har to af Seymours bøger (se jordunderneglene.com/boeger), hvor den ene giver en bred introduktion til stort set alle tænkelige emner inden for selvforsyning, mens den anden er en decideret køkkenhavebog. De er begge vældigt gode, og meget inspirerende.
Til sidst skal jeg hellere ikke glemme omgangskredsen, hvor primært Amalies mor og min tidligere kollega Mads var en inspiration.
Amalies mor og hendes mand har lavet et lignende skift. De lagde begge faste akademikerjob bag sig til fordel for en stor økologisk æbleplantage på Midtsjælland, hvor de nu har boet i en håndfuld år. Der har de både haft ænder, gæs, høns og får, så dem har jeg selvsagt kunne lære en del af.
Mads, min nærmeste kollega fra mit tidligere kontorliv, og hans kone Signe har en tønde land i Nordsjælland, der blandt andet huser 300 kvadratmeter køkkenhave, høns, ænder og bier. Mads og Signe ved intimiderende meget om grøntsager og madlavning, og man skal ikke tale længe med dem om haven, før svære ord som "hügelbed" og "permakultur" slynges ud.
Med det gode eksempel i omgangskredsen og min nye kærlighed til de to englændere, "spirede" (undskyld... Jeg kunne ikke lade være) der hurtigt en interesse for selvforsyning. Men drømmen var stadig meget spæd, da muligheden lige pludselig bankede på døren. Derfor var det da heller ikke nogen nem beslutning, da Nykøbing Falster pludselig kaldte...
Mere om de store overvejelser i næste uge, hvor du kan læse "Jubilæumsnummer del 2".
- Jeppe er ude.
