_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#45 To år på Møn

#45 To år på Møn

Nu har jeg været Mønbo i to år, og ligesom sidste år føler jeg for at tale lidt om det. Men først skal vi lige tale om det, der er sket siden sidste indlæg, for der er faktisk sket en del.

Fru Høne leverer varen

Torsdag aften gik jeg sammen med min mor og min søn ud i stalden for at kigge til hønen i hendes lille hummer. Det var nu tre uger siden, at jeg for anden gang lagde æg under hende i et forsøg på at udklække nye kyllinger. Til forskel fra sidste gang havde hun dog levet op til sin betegnelse, “skrukhøne”, og faktisk ligget fast på æggene.

Jeg havde ladet mig fortælle, at det burde tage cirka tre uger, og da jeg fandt en knust æggeskal ved siden af hende, så måtte jeg straks tjekke.

It’s alive! it’s alive! It’s ALIVE!!!
— Victor F, ph.d.

Jeg løb ind og hentede et par havehandsker (hun hakker jo, når man rører ved hende) og løftede op i hende. Og jo! Dér sad en lille forskræmt kylling og stirrede på mig. Hurra!

Fredag var jeg ude og inspicere lidt grundigere, og der fandt jeg sørme to til. Tripel hurra!

Tre små kyllinger gemmer sig i Fru Hønes sorte dun.

Fru Høne er en stor dame, og hun har faktisk ligget på hele 18 æg. Derfor håber jeg, at det bliver til lidt mere end de tre, men det er virkelig fedt, at det er lykkedes med dem uanset hvad.

Tænk. Helt nyt liv. Helt uden rugemaskine eller noget. Jeg føler, jeg har lavet mine egne kyllinger. Det er jeg godt klar, at jeg på ingen måde har, men så lad os sige tage lidt kancellisprog i brug og sige, at jeg har faciliteret dem i det mindste.

Det er virkelig fedt.

Mine 15 minutter

Jeg har leget linselus i denne uge, og det har været en grænseoverskridende men også ganske positiv oplevelse.

Først kom Politiken og siden TV2 Lorry for at tale med mig. Det er jeg lettere benovet over.

Sidste lørdag kunne jeg se mit navn på forsiden af Politiken - ok ok, det var oppe i hjørnet som en henvisning til fjerde sektion, men det tæller! Jeg ville gerne være nonchalant omkring det, men jeg må nok tilstå, at det er lidt stort, at der er en stor artikel om mig i den selvsamme avis, der lå på spisebordet, da jeg var barn.

Journalist Sarah Skarum skrev til mig engang i midten af juni og spurgte, om hun ikke måtte interviewe mig om mit liv til en artikelserie om folk, der har valgt at gøre noget utraditionelt med deres liv. Artiklen affødte, at Anders Jørgensen fra TV2 Lorry ringede og ville interviewe mig til deres hjemmeside.

Lørdagslæsningen til morgenmaden på terrassen var en lidt vild oplevelse.

Det var sjovt, og men også lidt angstprovokerende at blive interviewet. Bloggen til trods, så er jeg egentlig et rimelig privat menneske, så det var lidt grænseoverskridende at blive interviewet om sit liv. Men samtidig er jeg narcissistisk nok til at finde det svært behageligt at knevre om mig selv i et par timer. Så når jeg bare glemte, at alt det jeg sagde, var til offentliggørelse i landsdækkende medier, så gik det fint. Både Sarah og Anders var rare og venlige mennesker, så snakken gik nemt.

Lille finurlighed: Da interviewet med Sarah Skarum var slut, fortalte hun mig noget, som jeg har moret mig over lige siden. Jeg har nemlig fundet ud af, hvad overskriften på min selvbiografi skal være. På vejen til stationen spurgte jeg Sarah, hvordan hun overhovedet fandt frem til mig. “Jeg googlede ‘livsvalg’ og ‘besvær’” svarede hun…
En veninde skrev for nylig lettere dramatisk “slår man op i ordbogen under ‘bitter’ så er der et billede af mig!” Og slår man i ordbogen under “besværlige livsvalg”, så er der åbenbart et billede af mig… Fnis.

“Men han har jo ikke noget på”

Artiklen og videoklippet har givet en masse positive kommentarer og venlige ord fra nær og fjern. Al den opmærksomhed og den megen ros er dejligt, ja faktisk rigtig dejligt, men jeg kan ikke undgå at blive ramt af en ordentlig spand 'imposter syndrome'. For hvad er det egentlig, jeg har udrettet, der er så specielt? Hvis jeg nu var selvforsynende på mad og fik alt, hvad jeg spiste fra gården, så kunne jeg måske selv føle, at jeg havde gjort noget, der var værd at tale om. Men dér er jeg ikke. Langt fra.

Lige nu har jeg en køkkenhave og én skaldet høne (omend med flere på vej). Det føles ikke så imponerende eller noget nær unikt nok til at være hverken TV2 eller Politiken værdigt. Jeg flyttede bare på landet og sagde mit job op - jeg har jo endda måtte tage et nyt siden da. Så jeg lider nok lidt af en underbevidst frygt for at blive “afsløret”.

Jeg skriver jo vidt og bredt om mine fejl og utilstrækkeligheder her på bloggen, så med lidt held har jeg afsløret mig selv, inden nogen andre gør det.

To år på Møn

1. august havde jeg været Mønbo i to år, og der er sket en del på de to år. Så undskyld mig, mens jeg lige trisser ned ad Memory Lane for at gennemgå det seneste år.

Til nye læsere, der gerne vil vide, hvad der skete det første år og til de gamle læsere, der trænger til en genopfriskning af hukommelsen, så kan jeg anbefale at læse indlæg #27 med titlen ‘Jubilæumsnummer del 1’ og indlæg #28, der hedder… wait for it… ‘Jubilæumsnummer del 2’! (Den havde du ikke set komme, hva?).

Den første høst

Siden jubilæumsindlæggene fra august sidste år har jeg fået den først høst fra køkkenhaven i hus. Det var en stor tilfredsstillelse at hive bunker af grøntsager i land. Det var rart med en succesoplevelse som nybegynder og vise, at det faktisk kunne lade sig gøre for en totalt novice som mig at så, pleje og høste noget spiseligt.

Den første slagtning

Jeg har også prøvet at slagte min første kylling (og min ottende for den sags skyld) siden sidste august.

Det var lidt stort for mig at overvinde mig selv nok til at slagte et dyr. Det har været en vigtig mission ved selvforsyningen at se mig selv i øjnene som kødspiser. Hvis jeg kan spise al det kød, så har jeg følt, at jeg også selv skulle kunne svinge øksen. Det har jeg nu bevist for mig selv, at jeg kan. Også selv om jeg nu spiser væsentlig mindre kød end før.

Nyt job

Jeg fået job på deltid som samfundsfagslærer. Efter skilsmissen i foråret sidste år skulle der jo pludselig en indtægt til igen, og jeg har samtidig fundet ud af, at jeg vældig godt kan lide at undervise. Det passer mig at stå og kloge mig foran mennesker, der er tvangsindlagt til at høre på mig.

Hønsene kom og gik igen

Kyllingerne blev til høns, og de blev sat ud i den store hønsegård. Lidt over halvdelen var haner og blev derfor slagtet.

Men i maj i år blev fem høns til nul takket være en snu ræv (Se #41 ‘Ikke så snu’). Det var ikke sjovt, og det var især et slag, at det drøndyre og drønflotte hævede hønsehus “Kyllingopolis” ikke virkede efter hensigten. Ræven fandt en vej ind og dræbte alle høns såvel som mine smarte ideer.

Lige pludselig følte jeg mig lidt som en fiasko. Jeg var ikke nået så langt med planerne om at holde grise og får, som jeg havde håbet, og nu havde jeg pludselig heller ingen høns. Det føltes som to skridt frem og to tilbage. Men med hjælp fra en venlig læsers donation af skrukhøne (se #42 ‘Fru Høne’) arbejder jeg nu hårdt på at reetablere, måske endda forbedre hønsebestanden. Indtil videre ser det ud til at virke.

Første vinter alene

Det var lidt en test, om jeg kunne klare at bo hernede helt alene henover vinteren. Jeg kan faktisk vældig godt lide vinteren som årstid, men den er lidt mørkere og mere mennesketom på landet end den er i byen.

Fanefjord Kirke set fra gården i dramatisk januarlys.

Der er meget mørkt om vinteren på Møn. Ja, faktisk er her så mørkt, at de er stolte af det hernede (Læs mere om Dark Sky Projektet). Desuden er det småt med projekterne og naturoplevelserne, der er årsagen til, at jeg gerne vil bo på en gård. Og så kan det godt blive lidt trist og ensomt at bo her alene.

Jeg vil indrømme, at det holdt hårdt, og at jeg også gik så langt som til at tale med ejendomsmæglere. Men så kom foråret og med den kom solen og tørrede Jeppes krop. Og lille Jeppe Spelthipster kravlede atter op. Så jeg besindede mig og blev enig med mig selv om, at jeg slet ikke var færdig med Stenriggård og Møn.

Det har været endnu et begivenhedsrigt år. Der er masser af følelsesmæssige rutsjeture her på landet, og det kilder i maven. For det meste klart på den gode måde. Tak fordi du gider at følge med.

- Jeppe er ude.

#46 Lidt for lidt

#46 Lidt for lidt

#44 De dyre lærepenge kaster noget af sig

#44 De dyre lærepenge kaster noget af sig