_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#44 De dyre lærepenge kaster noget af sig

#44 De dyre lærepenge kaster noget af sig

Livet på landet er nemt om sommeren. Det er ikke svært at overbevise sig selv om, at man er det rigtige sted i livet, når solen skinner, lærken synger, rugen danser på markerne og man kan hoppe i vandet når som helst. Jeg har ferie fra undervisningen, så der spises frokost med øl til på terrassen, tages middagslure med hunden på et tæppe i haven og ja, så arbejdes der. For der er nok at se til.

Hækken skal klippes, græsset skal slås, køkkenhaven skal passes og plejes, og så skal der bygges, repareres og fikses - for der er altid noget, der er i stykker her på gården.

Gulerodstoppe så langt øjet rækker. …I hvert fald hvis man snyder og går meget tæt på med kameraet.

Håndværkerpoint

Der er direkte omvendt proportionalitet mellem græssets længde i haven, og min følelse af at have styr på tingene. Jo længere græsset bliver, des mere føler jeg, at gårdprojektet er ved at vokse mig over hovedet. Så snart jeg får slået græsset, føles det hele meget mere overskueligt. Så havetraktoren er vigtig for min mentale sundhed her om sommeren, hvor græsset til tider vokser meget hurtigt.

Jeg kørte på en træstub for nogle uger siden og fik flænset halvdelen af græsplænen op, før jeg opdagede, at der nok var noget galt. Siden da har havetraktoren stået i garagen og samlet støv, mens græsset er blevet længere og længere og Jeppe er blevet mere og mere frustreret.

Jeg havde ringet til min mekaniker, men han var sommertravl og vidste ikke lige, hvornår han kunne komme forbi og bese skaden. Jeg prøvede så den lokale Skov- og Haveservice. Han bad mig om at komme forbi med hele traktoren, hvilket jeg forsøgte og opgav - for hvordan fanden får man bugseret en havetraktor op på en tohjulet trailer? Det oversteg klart min praktiske forstand.

Work-in-progress. Billede taget mens visionen om selv at ordne havetraktoren stadig virkede en kende optimistisk.

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde og tænk, det lykkedes mig at diagnosticere og fikse problemet helt selv! Jeg fik bakket havetraktoren op på en palle, så jeg kunne se under den. Her var det nemt at se, at den ene klinge var blevet godt bøjet og jeg benyttede lejligheden til at skifte dem begge.

…Ok, det får jeg nok til at lyde lettere end det var, for det holdt hårdt at få de rustne klinger løse, og jeg fik en del rifter og sår på de bløde kontorhænder i forsøget. Men det følte virkelig godt, da det lykkedes. Der skal ikke meget til, før denne reformerede kontornusser føler sig meget stolt over sine håndværkerevner.

Ambitionerne for mit selvforsyningsprojekt strækker sig egentlig kun til at blive selvforsynende på mad, men det skal da ikke underkendes, at der er en del penge sparet ved at kunne lidt på håndværksfronten selv. Det var alle rifterne værd at kunne ringe til mekanikeren og med selvsikker stemme henslængt sige: “Du behøver ikke komme alligevel, jeg klarede den".

Kaptajn Ahab og bønnerne

Sidste år brugte jeg meget tid på at konstruere et bønnestativ. Jagten på et ordentligt stativ til mine bønner er blevet min hvide hval.

Første stativ var af bambuspinde. Det gik overhovedet ikke. Bambuspindene knækkede bare man kiggede hårdt på dem, og væltede når jeg ikke kiggede. Så prøvede jeg med tommelfingertykke hasselgrene. Det blev noget vakkelvornt bras, der væltede hvis det bare en vejrudsigt så meget som forudså blæsevejr.

Det føltes hele tiden som om, at det var på nippet til at lykkes. Ved hvert forsøg kom jeg lidt nærmere noget brugbart og hver gang tænkte jeg “Nu må stativet være godt nok”. Men så faldt skidtet sammen for tyvende gang, og efter et brøl og en kort frustrationsdans måtte jeg til at vikle planterne fra hinanden og starte forfra.

Jeg brugte enormt lang tid på at vikle ærte- og bønneplanter fra hinanden sidste år. Det er et ulideligt pillearbejde. Det er som at lege Kluddermor med osteoporoseramte slangemennesker. Alt er filtret intenst sammen, og hvis du ikke er meget forsigtig, når du vikler det hele ud, så er der nogen, der brækker en arm.

Så mit hus af strå virkede ikke, mit hus af pinde virkede ikke og hvis jeg skal lære noget af dén historie, så skal det tredje bønnestativ jo laves af mursten. Men det virker også lidt voldsomt…

Ikke desto mindre skal det være anderledes i år. I år er stativet bygget efter en opskrift fra en havebog og jeg har brugt tykke underarmstykke rafter. Det er godt nok ikke mursten, men stadig en stor opgradering på materialer. Det er slut med kun at bruge en kniv og lidt sejlgarn. Nej, denne gang blev der brugt stemmejern, økse, boremaskine og skruer. Bum.

Det ser måske stabilt nok ud på billedet, men tro mig, skindet bedrager.

Nu står det så, og jeg er ikke tilfreds. Skidtet vælter, jeg ved det. Det er bare et spørgsmål om dage. Men det tog drønlang tid at bygge, og jeg gider ikke starte forfra. Så nu har jeg viklet bønneplanterne om et stativ, jeg ved er ustabilt.

Det er det, man i økonomi kalder “sunk cost fallacy”. Princippet advarer mod at grave sig dybere og dybere ned i et hul. Lektien er, at man skal trække sig fra et forfejlet projekt i tide i stedet for at investere mere i håb om at rette op på fejlen. Acceptér tidligt at din investering er tabt, så du kan holde dit tab på et minimum. Men nu har jeg investeret så meget tid i det skide bønnestativ, at jeg ikke orker at starte forfra. Jeg ved godt det er dumt, det jeg gør, men jeg gør det alligevel. Jeg har nok engang puttet alle mine æg i én kurv, satset alle mine penge på “rød” og gået all-in på et middelmådig hånd.

Det siger nok mere om mig end jeg er villig til at indrømme. Men det kunne jo være, at det ikke væltede…

Tørke version 2.0

Det er tørke igen i år. Den er ikke helt så slem som sidste år, men det er tæt på. Tørkeindekset for store dele af landet er i max. Men til forskel fra sidste år, så er der ikke lige så mange soltimer og så høje temperaturer som sidste år. Det er sådan lidt en underlig mellemting. Vejrguderne er generelt lidt træls.

Tørken til trods, så går det nu ganske godt i køkkenhaven. Jeg er bare lidt ekstra flittig med vandkanden lige som sidste år og så går det alt sammen. Jeg føler noget større overskud end jeg gjorde sidste år. Det er faktisk lidt lettere, når man ved, hvad man kan forvente.

Jeg er begyndt at høste, og jeg kan igen lave mad af egne råvarer. Der er kartofler, broccoli, fennikel, søde ærter og gulerødder, samt kæmpe store rødbeder og squash. Det føles lige så godt som det gjorde sidste år, der jo var mit første år med en køkkenhave.

De her rødbeder vil vanvittigt gerne høstes nu, men de må vente for jeg har allerede en kilo liggende, der venter på at blive til rødbederelish.

Det er lidt stort for mig, at det igen er lykkedes at få grøntsager op af jorden. Det betyder nemlig, at det ikke var rent tosseheld sidste år. Jeg kan faktisk godt finde nogenlunde ud af det.

Så jeg begynder så småt at have travlt i køkkenet med at konservere havens overflod. Jeg har lavet solbærsyltetøj i store mængder, og jeg skal til at lave relish’er og chutney’er. Snart bliver det også tid til at lave passata af havens tomater.

Det er derfor, jeg er her, og det er rart at mærke, at det føles rigtigt.

- Jeppe er ude

Nu varer det ikke længe, før der er tomater igen. Jeg glæder mig. Hvis bare høsten bliver halvt så god som sidste år…

#45 To år på Møn

#45 To år på Møn

#43 Andet år som havedut

#43 Andet år som havedut