Hønsehuset er kommet op, og jeg kunne ikke være mere tilfreds med det.

Trods tømrerens skepsis, så lykkedes det søndag - med hans og nogle af mine venners hjælp - at få hønsehuset sat op på en overskåren træstammen, og det er blevet lige så flot, som jeg havde forestillet mig, at det ville være.

Huset er tungt som et ondt år, så det krævede fire granvoksne mænd at få det på plads, og jeg tror, vi alle var lidt ømme i ryggen dagen efter. Jeg konstaterede i hvert fald, at kontorkroppen stadig ikke er helt væk, og den var sur på mig dagen derpå.

Hønsekropolis troner nu halvanden meter over jorden, og det er skideflot, hvis du spørger mig. Jeg håber kyllingerne sætter pris på, at de får Møns flotteste hjem.

Nu glæder jeg mig bare til, at de små prutter bliver store nok til, at de kan lære at kravle derop selv.

For dem der ikke kan huske det, så er ideen med huset, at kyllingerne selv kan kravle på via en stige, når det bliver aften. Så satser vi på, at Mikkel Ræv ikke kan kravle på stige. Det ville jo være træls.

Men inden hønsene kan flytte ind, skal jeg have sat hegnet op, og det er lidt af et arbejde. Vi arbejdede fire mand i en times tid på det i søndags, og det blev til fire halvfærdige stolper og en masse vabler. Der mangler stadig tyve stolper, vil jeg skyde på.

Økospelthipsteren i mig fik overtaget, da jeg skulle købe stolper, så er endt med 70 Økopæle fra Poda Hegn. De er møgdyre og lidt ukurante (læs: skæve) og svære at hamre i jorden. Men med en kombination af pælebor og pælehammer så går det. Til gengæld er de drønflotte og hønsehuset mere værdig end det trykimprægnerede alternativ.

... Det overrasker mig til stadighed, hvor meget jeg ender med at skrive om hegn. Det er bare en stor del af selvforsyningslivet.

Kyllingeliv

Det var bare nogle små håndfulde dun med ben, da jeg hentede dem for to uger siden.

Det går så fint med de små kyllinger. Ingen forsvundne eller døde de seneste ti dage, så der er stadig 14, og de vokser i en rasende fart.

De er nu tre uger gamle og blevet meget større, end da jeg fik dem. Dog er de stadig små i forhold til en tilsvarende industrikylling. Det er vildt at tænke på, at de kyllinger vi kan købe i supermarkedet er blevet slagtet, da de ikke var mere end et par uger ældre end dem, der løber rundt og pirker ude på gårdspladsen i skrivende stund.

Kyllingerne er nu også snart "varmefri", hvilket betyder, at jeg ikke længere behøver at have dem under varmelampe om natten.

De tilbringer natten ude i en gammel staldbås dækket med hønsenet, og med halm på gulvet. Ved aftenstide tænder jeg for en varmeplade, som de selv kryber ind under, når de skal sove. Om dagen bliver de lukket ud på gårdspladsen, hvor de fiser rundt og støvbader, pirker biller og driver min hund til vanvid. Haddock tilbringer stadig store dele af dagen med at ligge ved glasdøren ud til gårdspladsen og pibe.

Jeg havde en lille forskrækkelse i sidste uge, da jeg ud af øjenkrogen så vingen af en lettende rovfugl fra træet i gårdspladsen. Siden da har jeg været lidt paranoid omkring, at de skulle blive hapset, men det er ikke sket endnu.

Kønskamp

Jeg aner endnu ikke, om det er høner eller haner, jeg har, da det er forholdt eksperter at kønsbestemme sådan nogle små kræ med overbevisning. Der er dog efterhånden et par stykker, der har en noget mere markant kam end de andre, og det lugter jo lidt af hanekylling. Desuden er der noget om, at hønerne er lidt hurtigere til at udskifte dunene med fjer - også i høneverdenen udvikler pigerne sig hurtigere end drengene - så det er to rettesnor til at gætte på kønnet.

Der er mindst et par stykker med fremtrædende kamme i slænget. Det lugter lidt af haner, synes jeg.

Det er trist at være hane, for der er kun plads til én. Har man mere end én hane, så kommer de op at slås - typisk mænd.

Til gengæld har jeg læst, at der skal være mindst én hane i flokken for ellers "bliver der ballade". Jeg tænker at "ballade" betyder, at hønerne bliver intrigante, begynder at danne kliker og bagtale hinanden... Summa summarum er i hvert fald, at alle overskydende haner ryger på huggeblokken.

Nu skriver jeg så selvsikkert, at de "ryger på huggeblokken", men jeg har faktisk aldrig prøvet at slagte en høne, så det bliver en lidt grænseoverskridende oplevelse at skulle tage et dyr i benene og hugge dets hoved af - selvsagt ikke nær så grænseoverskridende for mig som for den udvalgte hane.

Heldigvis er der endnu lidt tid til, jeg skal være dommer over liv og død, og lige nu er der fred og harmoni i kyllingeflokken.

Vand og høst

... Eller staves det nu "Höst"? Københavnske restaurantnavngivningsstandarder (jo, det er ét ord) har gjort mig forvirret.

Vand er et tilbagevendende emne. Først var der for meget vand og alt blev oversvømmet (se #15 'I vand til halsen'), så var der for lidt og alt tørrede ud.

Men i denne uge ramte vejret "Guldlok-stadiet" med en god blanding mellem vand og sol. Det burde ikke bare være godt for køkkenhaven, men også for de mange træer og buske, som ikke har haft den luksus at blive kunstvandet af mig hver anden dag.

Til trods for de lidt ekstreme vejrforhold dette forår, så har jeg kunne nyde godt af gårdens frugt. Selv om kyllingerne endnu ikke lægger æg, og køkkenhaven har stadig til gode at give mig en eneste grøntsag, så det betyder ikke, at jeg ikke har høstet noget.

Jeg spiste det første jordbær forleden, og det smagte selvfølgelig fantastisk. Jeg har desuden lavet rabarbergrød, hyldeblomstsaft og ramsløgskapers fra træer, buske og planter på grunden. Ramsløgskapers ved jeg ikke rigtig hvad er, men det er efter sigende vældig "ny nordisk", og hvis det er godt nok til René Redzepi, så er det vel også godt nok til mig.