Det er næsten et halvt år siden, jeg havde sidste arbejdsdag på mit gamle arbejde, og jeg gør for tiden mental status over, hvad jeg egentlig synes om min lettere hasarderede hipsterbeslutning.

Jeg er glad for den. Det er for mig et sødere liv end før. Og selv om jeg da savner mine kollegaer, så nyder jeg virkelig at gå ude i stedet for at sidde inde på et kontor mandag til fredag.

Jeg gribes selvfølgelig af og til af usikkerhed. Ængstelige, hænderknugende bekymringer for, om det her nu også er det rigtige for mig, om jeg kan få det til at løbe rundt, og om jeg dybest set har gjort noget idiotisk. Men det ville måske også være underligt andet, når man så radikalt skifter karrierespor midt i livet. Og de bekymringer har det med at forsvinde, så snart jeg går i haven.

Jeg brugte mine tyvere og det meste af mine tredivere på at pille mig i navlen og rode mig i håret og overveje, hvad jeg dog gerne ville lave og være. Jeg vil ikke sige, at det her er svaret, men det føles rigtigt. Det eneste problem er, at det jo ikke giver nogen indtægt, så jeg kan ikke kun lave det her. I hvert fald ikke endnu.

Jeg kan godt lide at bo på landet, og jeg kan godt lide kombinationen af at have dage, hvor jeg laver noget fysisk, og et par dage om ugen, hvor jeg arbejder foran computeren. Hvis jeg kunne skræddersy sådan et liv til mig selv, som også løb rundt økonomisk, kunne jeg godt se mig selv blive lykkelig i mit arbejde.

Tænk bare. Lykkelig i sit arbejde. Det ville da være noget.

Landlivsbvadr

Men så tager vi også ja-hatten af for denne uge. Det er nemlig ikke ren idyl det hele at bo på landet. Der er også dele af landlivet, der ikke står beskrevet i brochuren. Ting man hellere holder uden for huset end inde i huset (Se også '#2 Kravl og Kryb'), og det vil jeg lige dvæle ved.

Myrekryb

Myrekolonien under terrassen har invaderet hjemmet.

Sammen med solskinnet kom myrerne ind i spisestuen, og det er nu blevet et fast morgenritual at dræbe et par myrer hver morgen, inden morgenmaden startes.

Det går fantastisk hurtigt. Fra den første myre opdages på gulvet, til hele bataljoner marcherer langs panelerne, går der kun 1-2 dage. Jeg frygtede først, at det fortsatte i den kadence, og at jeg måtte opgive gården inden ugen var omme, med det er heldigvis stagneret.

Forleden fandt myrerne dog det kanelbrød med glasur, som min far var kommet med. Til trods for, at der er langt fra havedøren hen til køkkenbordet, og at kanelbrødet var i en lukket pose, så fandt de alligevel brødet og afholdt en større konference i posen. Da jeg opdagede den levende pose, græd jeg salte tårer for mit kanelbrød. Derpå hældte jeg mineralsk terpentin over posen og smed den i pejsen med en tændstik. Denne vikingebegravelse var nok lidt overkill, men jeg var træt af at have myrer overalt, og det virkede som en effektiv måde at komme af med dem på. Desuden er død ved afbrænding en lempelig straf for at tage mit kanelbrød.

Økohjemmets giftembargo er også blevet ophævet til ære for myrerne. Der er nu myrelokkedåser i både stue og køkken. All is fair in love and war som bekendt, og det her er bestemt ikke et kærlighedsforhold. Det var MIT kanelbrød!!

Med krydsede ben

Jeg har fundet ud af, hvad det største afsavn fra byen er. Det er ikke Emmery's kanelsnegle, det er ikke Irma, det er ikke familie eller venner. Nej, det er kloakering. Jeg savner virkelig at være forbundet til kloak.

Jeg savner dengang, man ikke behøvede at tage stilling til sin afføring, men bare kunne skylle det væk ved at trykke på en magisk knap oven på toilettet. Den eneste overvejelse var, om jeg skulle bruge det store eller det lille skyl.

De dage er ovre. Gården har to septiktanke, der er forbundet til hver toilet. Tankene er i skrivende stund begge stoppet godt og grundigt til. Igen. Det er ret ulækkert.

Det er nu tredje gang, vi bestiller en kloakmand til komme og gøre noget ved problemet. Tredje gang er som bekendt lykkens gang, så jeg satser på, at problemet bliver mere permanent løst denne gang.

Indtil da må jeg jo så bare holde mig..

Slemme hund

Haddock ligger som regel ved mine fødder og sover, når jeg ser en film om aftenen. Det er noget af det hyggeligste ved at have hund - som regel. For en aften rammer en intens stank lige pludselig mine næsebor som et kølleslag.

Haddock er en dejlig hund, men han har nogle virkeligt ulækre vaner. Foto: maivanilli.dk

Inden jeg flyttede herned, vidste jeg jo godt, at der spredes gylle på landet, og jeg var da også forberedt på, at det ville lugte i haven en gang i mellem, når man har købt et hus omgivet af marker. Men det står bare ingen steder i salgsopstillingen, at hunden løber ud og ruller sig i stadset, og tager det med ind i huset. To gange for øvrigt.

Jo mere klamt, jeg synes noget lugter, jo mere raffineret en eau de cologne anser Haddock det for at være.

Det har krævet en seriøs mand-til-hund-snak og et par intense "skrubbebade", som hverken hund eller mand har lyst til at tale om.

Jeg synes generelt ikke, at jeg sart. Udover min næsten paniske angst for kakerlakker, så mener jeg ikke, at jeg er pylret. Men det har været lidt for levende her på det seneste.

Uff. Jeg tror jeg går i bad.

- Jeppe er ude.