#3 Inden frosten rammer
Jeg må bide mig selv i læben for at undgå at skrive en meget oplagt og lidt flad Game of Thrones-reference her... Så lad os bare sige, at det er ved at blive koldere.
Det er nok ingen overraskelse, at der går noget tid, før vi kan høste den første grøntsag fra jorden. Men indtil da er der rigtig meget, der skal gøres. Så selv om det kun er november, så har jeg faktisk lidt travlt.
Der skal hegnes, der skal laves dyrefolde, hønsehus, læ til får og hus til grise. Sidst men ikke mindst skal der anlægges en køkkenhave. Og det skal alt sammen helst være klar til det tidlige forår.
En del af det nye liv er, at jeg er meget mere påvirket af vejret, end jeg før har været vant til. Så inden frosten kommer, skal jeg gerne have fældet træer, ryddet krat og fjernet rødder, så køkkenhaven kan være klar til såning. Det er også noget nemmere at få hegnspælene ned i jorden, inden den fryser, så det skal også helst gøres nu.
Grunden
Det er jo i jorden omkring gården, at slaget skal slås, hvis vi skal være selvforsynende, så lad mig præsentere, hvad det er, vi har at arbejde med.
Det er et nedlagt landbrug, hvor det meste af jorden er solgt fra for mange år siden. Hele herligheden er i dag på lidt over 6000 kvm, og det er ikke meget til alle vores planer. Især da bygningerne tager en betragtelig del af arealet. Jeg støtter mig dog til selvforsyningsguruen John Seymour, der mener, at man kan blive selvforsynende på en engelsk acre (ca. 4000 kvm). Seymour er endda noget mere ambitiøs end os, da han også får plads til at producere hø og til at holde kvæg. Jeg er stor fan af John Seymour, så med blind tillid til hans forskrifter, går jeg videre med krum hals.
Luftfoto af vor gård, hvor man kan se de fire længer og de to fritstående bygninger øst for selv gården. Bygningen med gråt tag er den gamle svinestald, mens den lille bygning med rødt tag er det lille faldefærdige hønsehus. I midten af grunden ses den store blodbøg.
Grunden har i det store og hele fået lov til at vokse vildt i årevis. Da vi overtog den, var det et virvar af hasselbuske, brombærkrat og selvsåede bøgetræer. Det havde bestemt sin egen charme, men duer ikke til vores formål. Derfor har vi foreløbig brugt et par weekender sammen med venner og familie på at rydde krat og buskadser, men der er langt igen.
Vi mangler også at blive helt enige med os selv om, hvor køkkenhave og dyrefolde skal placeres, men vi håber, at det bliver tydeligere, når vi får luget ud og skabt lys over grunden.
Æstetik eller pragmatisme
Det er vigtigt for mig, at vores selvforsynende gård ikke blot giver os mad på bordet, men også er et smukt og dejligt sted at være. Derfor vægter jeg det æstetiske højt i alle mine planer. For mig er det en del af fornøjelsen, at jeg så vidt mulig bruger værktøjer og materialer, jeg kan lide at arbejde med. Det vil sige masser af naturmaterialer, og knap så meget plastik.
Mit kærlighedsforhold til min smukke Wetterlings-økse nærmer sig det upassende.
Efter jeg har sagt farvel til mit kontornusserjob, og er startet mit nye liv, er hverdagene gået med at lave hegn og fælde træer. Her ville mange nok hive motorsaven frem, men for mig er det en god undskyldning for noget intensivt øksebrug, hvilket jeg synes, er fantastisk. Intet kan sætte skub i testosteronproduktionen på en blød kontornusser som at fælde et stort træ med en økse. Svært tilfredsstillende.
Hegnsproblematikker
Hegning er en større udfordring end man måske lige skulle tro, når man går gang i et småbrug som vores. Det kræver en del arbejde at indhegne hele grunden, og det er svært at finde den rette type hegn. Det skal opfylde flere kriterier: Det skal både holde hund og barn inde på grunden, det skal ikke koste for meget, og det skulle gerne kunne fungere som anden forsvarslinje, hvis nu de kommende grise/får skulle finde på at bryde ud af deres respektive folde.
Jeg ville helst have kvashegn, da de er ganske pæne, når de er lavet ordentligt. Kvashegn slår desuden tre fluer med ét smæk. Kvashegn er godt for dyrelivet, da det giver gode levesteder for f.eks. insekter og pindsvin. Det giver os selvsagt hegn om grunden, men det gør det samtidig med, at vi kommer af med noget af alt det, vi har fældet. Haven flyder nemlig i skrivende stund med store bunker af væltede træer og buskadser, og vi er kun lige begyndt at rydde grunden.
Jeg gik derfor i gang med at lave et kvashegn, men indså hurtigt, at det var dybt naivt at tro, at jeg kunne hegne hele grunden på den måde. Jeg startede med at lave mine egne stolper, men det tager virkelig lang tid at lave bare én stolpe:
Først skal træet fældes,
så skal det afgrenes og slæbes på plads,
så skal stammen saves til den rette længde,
dernæst skal den ene ende hugges spids,
så skal pælebordet frem for at lave et hul i jorden
stolpen skal sættes i hullet og hullet efterfyldes med jord.
Det skal jeg så gøre en 5-600 gange for at nå hele grunden rundt. Det vil tage måneder.
De første spæde forsøg på at lave egne stolper til et kvashegn
Jeg nyder faktisk processen, og var det ikke fordi, jeg ikke har tid nok, så fortsatte jeg gerne. Men tid er en faktor, og jeg har bare ikke de førnævnte måneder.
Så derfor har jeg måtte overgive mig til det uromantiske og ikke særligt æstetiske ståltrådsdyrehegn, der er allestedsnærværende i moderne dyrehold. Det huer mig ikke. Men det er kun midlertidigt, og jeg regner med løbende at kunne udskifte dyrehegnet med noget pænere. Så kan vi genbruge det til fold til vores får og grise.
Men jeg må stadig indrømme, at det er et lille nederlag til mine romantiske illusioner.
Og hvad handler hele det her selvforsyningsprojekt om, hvis ikke det handler om romantiske illusioner?
- Jeppe er ude.
