I min første tid som selvforsyner har jeg ikke været helt så meget landmand, som jeg har været skovarbejder. Størstedelen af min tid er gået med at fælde træer, afgrene træer, samt slæbe grene og stammer sammen i store bunker. Det er tidskrævende arbejde, men også sjovt. Som en bonus, så føles det også vældig lumbersexual.

Det selvforsynende liv indeholder i den sammenhæng til tider nogle uforudsete udfordringer. Jeg har blandt andet reflekteret lidt over, at jeg i mit nye liv kan bruge to hele arbejdsdage på ét træ.

Når man som glad amatør fælder træer til daglig, så må det før eller siden gå galt. Og så skal man bare være glad for, at det ikke gik mere galt end som så. Lige før jul havde min svigerfar, hans motorsav og jeg væltet en håndfuld træer. Et af dem - en cirka 15 meter høj fyr - væltede en anden vej, end vi havde planlagt, og satte sig uløseligt fast i et andet, tilsvarende højt, træ.

Det genstridige træ (t.v.) og dets partner-in-crime (t.h.).

Vi fortsatte med at fælde andre træer og håbede, at det ville vælte af sig selv i løbet af natten. Det gjorde det ikke, og så måtte der rådgivning til.

På skuldrene af giganter

'Bushcraft' af Mors Kochanski er en bibel for mange, der interesserer sig for naturhåndværk - også kaldet "bushcraft".

Jeg gik til bogreolen for at konsultere Mors Kochanski's bog 'Bushcraft', der er en klassiker for dem, der interesserer sig for traditionelt håndværk og overlevelse i naturen.

Kochanski har i bogen et helt afsnit om, hvad man gør, når ét træ sætter sig fast i et andet. Bogen advarer stærkt mod at gøre det, der ellers virker mest nærliggende, nemlig at fælde det træ, som det andet træ læner sig op af. Det er nærliggende, da det træ alligevel skal fældes senere, men det må man endelig ikke gøre, da det er drønfarligt. Det er nemlig ikke til at styre eller forudsige, i hvilken retning træerne vælter, og det rygtes, at det er træls at få et helt fyrretræ i hovedet.

Kochanski foreslår i stedet, at man ved hjælp af reb prøver at få stammen til at dreje sig om sin egen akse. Det prøvede jeg, men det hjalp ikke et hak, da de to trækroner var flettet godt sammen. Alternativt foreslår han at rokke træet frem og tilbage. Heller ikke. Jeg havde allerede brugt alle mine 85 kilo blød kontorkrop som modvægt for at få stammen til at rykke sig bare lidt. Til trods for at jeg dagen før havde fyldt kroppen med så mange brunkager, at jeg mindst måtte være oppe på 86 kg, så rykkede det tåbelige træ - der nok skal veje et par hundrede kilo - sig ikke en millimeter.

Vægtstang og kuskestik. Visuel kommunikation. Værsgo.

Op til jul brugte jeg brugte en hel dag på at prøve at vriste stammen fri af træstubben. Til sidst prøvede jeg at binde det til et andet træ med et kuskestik for at skabe et konstant træk på stammen. Fra den anden side stak jeg en tyk bøgegren ned mellem stub og stamme, og brugte så vægtstangsprincippet til at lægge yderligere pres på det genstridige træ.

Først skete der intet, men så pludselig hoppede stammen et par centimeter hen ad stubben. Endelig gav det sig! "Hold kæft, hvor er jeg klog. En ren alfahan med ingeniørhjerne." tænkte jeg, da stammen begyndte at give sig. Og så smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne og løb. Det er første gang, jeg har følt mig mandig, imens jeg flygtede fra fare.

Og bedst som jeg var i gang med at klappe mig selv på skulderen, så skete det. Stammen hoppede langt om længe af stubben og ned på jorden. Succes! Men... Kronen rykkede sig ikke en tøddel. Træet sad lige så fast som før. Nu stod stammen bare nede på jorden.

Det var lidt... demotiverende. Dyb indånding også ellers tilbage til Kochanski.

Mors Kochanski's næste forslag var at hugge en bid af stammen; at fælde træet på ny så at sige. Jeg har stadig ikke prøvet om min motorsav overhovedet virker, så det foregik med en Fiskars-flækøkse (skæftet på min højtelskede Wetterlingsøkse var flækket på langs et par uger forinden). Det er svært at hugge ordentligt i et træ, der står i spænd i en 30 graders vinkel, og det tog derfor to opslidende timer, før jeg kom i gennem træet - og jeg nåede i mellemtiden at bande den Fiskarsøkse langt væk.

Men til sidst kunne jeg give stammen et spark, og meget mandigt stikke halen mellem benene, mens det faldt. Men lige vidt kom jeg. Kronen rørte sig ikke ud af stedet. Så var min arbejdsiver ligesom opbrugt for den dag.

Lidt hjælp fra vindguden

Lillejuleaften stormede det ganske kraftigt. Så kraftigt at to tagplader blev flået af taget, og efterlod et gabende hul ned til stalden. Men væltede træet? Næ.

Træet på sin nyfundne liggeplads op af endnu et træ.

Om formiddagen fik jeg dog en tidlig julegave. En halvdårlig julegave. For pludselig væltede træet... Ned på et andet træ.

Hele juleferien gik jeg og skumlede af det træ, men det viser sig nu, at det er nemmere at arbejde med træet, når det ligger ned Jeg har nu brugt et par timer på langsomt at afgrene det så langt, som jeg kan nå. Det er en proces, jeg går i gennem med en vis ængstelse, da jeg venter, at jeg før eller siden får fat i den bærende gren, og hele stammen vælter ned på min fod.

Bagefter skal jeg bare skære stammen op i mindre kævler, flække kævlerne til brænde, som skal stables og tørre i et til to år. Og det var så det træ. Så er kun cirka 20-30 stykker igen.

Måske jeg skulle gå ud, og se om jeg ikke kan få den motorsav til at starte.

- Jeppe er ude.