_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#40 Vejrguderne driller

#40 Vejrguderne driller

Er det forår? Er det sommer? Er det vinter eller hvad foregår der?

Det er søndag morgen i maj, og jeg afrimer min bil. Hvad vil det her vejr egentlig?

Det er jo ikke nyt, at det danske vejr er omskifteligt, og slet ikke at foråret er særlig tilbøjeligt til at slå om konstant. Men som køkkenhavedyrker så bemærker jeg det langt mere nu end i mit tidligere liv. For nu er samtlige vindueskarme fyldt med spirende små grøntsagsskud, der er ivrige efter mere plads til deres rødder, og så går det altså ikke, at vejret slår om hvert øjeblik. For hvornår er det så tid at sætte mine planter ud?

Efter en weekend i T-shirt med sol og masser af udendørs arbejde havde jeg for nogle uger siden stillet en storblomstrende chiliplante og et mindre, men også blomstrende, citrontræ ud på terrassen i et håb om, at de blive bestøvet og på sigt lave mig nogle chilier og citroner. Men Thor/Horus/Jupiter/*indsæt-din-favoritvejrgud* snød mig dog, og natten til mandag blev det pludselig minus tre grader. Det dræbte chilien øjeblikket og citrontræet smed alle bladene som Donald Trump smider en paraply. Begge planter er nu trukket ind til lidt varme og trøst. Det ser sort ud for chilien, men citronen har sat nye blade.

Endnu en lektie i rygsækken til en nybegynderhavedut.  

Og frostchokkene bliver ved. For fandmefisme om ikke det begynder at sne (!!) netop som jeg skriver disse ord. Ja! I maj måned får vi da lige en snebyge. Ja, hvorfor ikke?? Thor, din fyrige gederytter. Bare fordi vi mennesker brænder lidt fossile brændstoffer af i et par århundreder, så tror du, du kan gøre, hvad der passer dig, hva?

Det går ikke, for jeg har allerede sat penge på "forår".  Efter en uge uden frost tog jeg forleden chancen og plantede de første græskar, bønner og løg ud samt såede de første gulerødder, og nu frygter jeg, at de alle er tabt.

Jeg har også plantet de første kartofler, og de er heldigvis mere hårdføre. Men jeg tøver med at plante nogle af mine små kålskud ud, for hvad nu hvis de bliver dræbt af endnu en frostnat? Eller snegle? Eller harer? Eller ISIS?? For spottede jeg ikke Abu Bakr Al-Baghdadi nede i Brugsen i morges?... Nej, det er nok bedre, at jeg venter lidt.

De sarte små

Man bliver lidt øm over sine små skud, når man har gået og passet og plejet dem i så lang tid. Ikke mindst fordi min succesrate ikke er så stor, som den burde være.

Forspiring er stadig en lidt usikker videnskab for mig. Det er kun omkring halvdelen af de frø, jeg sår, der spirer. Især aubergine, peberfrugt og løg driller. De små, drøndyre frø ligger bare i spirepotterne og rådner. Og interessant som forrådnelsesprocessen ellers er, så var det ikke lige derfor, jeg smed 29,95 for dem nede på planteskolen.

De er nogle skrøbelige størrelser, de der planter. Man undres over, hvordan de nogensinde har levet vildt i naturen uden et menneske til at kere for dem, pleje dem og til at ryste en knytnæve truende med himlen, mens han bander over vejrets uforudsigelighed. Hvis du spørger mig, så burde rendyrket darwinisme have udryddet blomkålen for længst.

Prik, prik, prik

Med de frø der rent faktisk vil spire, har jeg i år kastet mig ud i priklingens ædle kunst. Jeg har dermed anerkendt, at forspiring er en proces med mere end ét trin. Det gjorde jeg ikke sidste år, og tabstallene var store. Der røg alle stiklingerne bare direkte i haven, når de var blevet for store til at være i deres forspiringsbeholder, og det var der ikke så mange, der klarede. Survival of the fittest vil nogen måske sige, men jeg skal også have noget at spise, og det kan være nok så fit et blomkål, når det er det eneste blomkål

Prikling fordobler behovet for potter, og ikke mindst, vindueskarmsplads. Min store gård til trods, så er jeg ved at løbe tør for vindueskarme. De er alle fyldt med små spirende potter. Så hvad gør man når man løber tør for pladser med førsteparket til en plads i solen? Man bygger til.

De nye mistbænke i al deres glorværdighed

Jeg har fået to store mistbænke (også kendt som "drivbænke"). Det er en klar opgradering på køkkenhavens funktionalitet. Jeg kan dyrke udendørs selv i det her omskiftelige vejr, og sæsonen kan forlænges fremover.

Mistbænkene fungerer som et minidrivhus og holder på solens varme, så planter bedre kan klare sig udenfor. Det har betydet, at de nætter hvor temperaturen har sneget sig under nul (*skumlebandeknurre*), så har planterne stået lunt og godt. Samtidig bliver de tilvænnet til livet udenfor - det man også kalder “hærdet af”.

Mistbænkene ankommer dybest set lidt sent, da de er bedst til at få sæsonen startet tidligt. Ergo burde jeg have haft dem i februar. Så har jeg læst mig til, at man lægger et godt lag hestemøg i bunden og topper det af med kompost et voilá, så er der optimale spiringsforhold for de små skud næsten uanset vejret.

Alle rykker én plads mod højre

Det er andet år, så bedene skal rotere. Det er med andre ord det første år med sædskifte. En relativt simpel proces, som det allerede er lykkedes mig at klokke i. Jeg har fået flyttet græskarrene to bede hen i stedet for ét. Men nu vokser de altså der, så det må gå.

Jeg har i den anledning læst lidt på sædskiftekonceptet igen, og bliver straks forvirret af, at mine to guruer - John Seymour og Marc Diacono - ikke mener det samme. Seymour argumenterer for, at brassicaer (fancy ord for “kål”) og bælgplanterne (knap så fancy ord for “bønner og ærter”) skal være i samme bed, men Diacono mener, at brassicaerne skal følge efter bælgplanterne (noget med nitrogen). Og hvad gør man så?

Seymour er gammel og dermed mest autoritær, hvorimod Diacono kommer med det mest overbevisende argument. Åh suk, far og mor! Kunne I ikke bare være enige i stedet for at tvinge mig til at vælge mellem jer??

Kompost

Kompostproblemet er løst. Efter lidt tømrerassistance står der nu tre gigantiske kompostbeholdere i bunden af haven. De er blevet drønflotte, og de er allerede halvt fyldt med græsafklip og formuldet akacietræ fra gårdspladsen (det tog to mand fem timer at feje gården, men nøj hvor har det pyntet!). Så nu er kompostkapaciteten opskaleret i en sådan grad, at jeg forventer at producere kompost på en industriel skala.

Haddock synes det er det mest spændende/frustrerende, der er sket siden, vi fik høns. Alt det dejlige køkkenaffald man kan lugte lige omme bag brædderne, men som man kan ikke nå. Det er næsten for meget.

Haddock står jævnligt og gør frustreret af kompostbeholderne med samme formålsløse afmagt som en bilist, der dytter af bilkøen i håb om at det på magisk vis ville løse problemet. Ha! Fjollede hund.

Nå. Jeg vil gå ud og ryste min næve truende mod himlen, så det her frostvejr holder op.

- Jeppe er ude.

#41 Ikke så snu

#41 Ikke så snu

#39 Det simple liv?

#39 Det simple liv?