#70 De ni fede men også lidt magre år
Første gang ved tasterne i en del år.
Men den er der lidt endnu, bloggen altså. Linksene til de sociale medier er dog væk (Mig og Meta er blevet uvenner. Trump-knæfaldet blev dråben).
Gården er solgt og 1. juli 2026 er jeg væk fra Møn. Min søn kalder på mig, og det må jeg lytte til.
Jeg skal nord for København. Jeg ved endnu ikke hvor brikkerne lander. Det er angstprovokerende, spændende og lidt stressende.
Der er gået næsten fire år, siden jeg sidst har skrevet (Er I mon stadig derude?). Bloggen og jeg fik et anstrengt forhold på et tidspunkt. Af flere årsager. Ingen af årsagerne er dog amerikanske præsidenter eller min søn. Men de er medvirkende til, at flytningen fra Møn føles rigtig.
For det første: Min interesse for selvforsyning dalede. Jeg brugte i perioder næsten lige så lang tid på at skrive om selvforsyning, som jeg brugte på at udleve hobbyen. Flere nye naboer, der var kommet senere til, kom hurtigt langt længere end jeg (Se lige deres have, den er for vild!). Jeg fortalte mig selv, at det også var fordi de var par og havde flere hænder til arbejdet, men det føltes stadig som for dårligt. Efter ni år er det heller ikke særlig langt, jeg er kommet.
Det hjalp heller ikke, at køkkenhaven fuldstændig forsvandt de sidste to år. Sneglene åd ALT. Jeg er faktisk overrasket over, at brædderne til højbedene er der endnu, fordi de fortærede bare hele køkkenhaven. Jeg gav op halvvejs.
Men ikke alt er gået skidt (som det måske kan virke til, hvis man har læst Zetland). Jeg har haft de samme høns i hele to år. Det har jeg aldrig prøvet før. Lige nu får jeg næste fire æg om dagen. Det er da også noget. Så når russerne (eller amerikanerne. Eller marsboerne) kommer, kan jeg leve af omelet.
Den anden grund til, jeg stoppede bloggeriet: Jeg følte mig begrænset i at kunne skrive ærligt. Jeg startede med en lidt naiv forestilling om, at jeg kunne holde mig anonym på denne blog. At kun dem i min inderkreds ville vide, hvem jeg var. Men den holdt ikke mange minutter, og alt fra venner af familien til mine elever på arbejdet kan finde min blog på cirka 30 sekunder.
Det blev en begrænsning i forhold til at kunne skrive ærligt om alle mine tanker. For lige pludselig afslørede jeg jo ikke kun information om mig selv, men også om dem, der er tæt på mig, og dem jeg holder af. Og når jeg ikke kan skrive ærligt om, hvad der går igennem mit hoved, så bliver det mindre interessant at læse, og ret uinteressant at skrive.
Men nu prøver jeg lige ærlighed igen, og så må vi se, hvordan det føles. Ikke mindst for de sagsløse jeg holder af, og ikke vil gøre fortræd med mine ord.
Tabt og vundet
De ni år jeg har tilbragt på denne gård, har været mit livs bedste og mit livs værste på samme tid. Jeg har oplevet så meget, og jeg har så meget mere respekt for mig selv nu, end jeg havde inden.
Min jagt på selvforsyningen kom blandt andet lidt af omveje til betyde, at jeg snublede ind i mit professionelle kald, da jeg ved et tilfælde blev gymnasielærer (den rigtige bar på det rigtige tidspunkt. Tak, Nis!). For første gang har jeg et job, jeg faktisk er glad for, og som jeg føler mig god til.
Jeg har tidligere skrevet om, hvad mine mange nyfundne evner fra selvforsyningen har givet mig af selvtillid, men den store kamp har i virkeligheden været for noget meget større: mit selvværd.
Det lille årti på Møn har uden tvivl været mit livs hårdeste år. Helt uden sammenligning. Mit personlige liv har udfordret mig helt vildt, og jeg føler, jeg har fået en ph.d. i grænsesætning - sammen med de ridser i lakken, den slags giver.
At sætte grænser er ikke nogen nem balance. Man kan sagtens komme til at gøre det for meget. Går man for langt, så bliver man rigid og ulidelig at være sammen med, og i sidste ende meget ensom. Men gør man det for lidt, så sælger man ud af den, man er, og så mister man sig selv. Og det er endnu mere ensomt.
Jeg har sat nogle grænser i de her år, og de streger i sandet har kostet mig dyrt. Jeg har mistet tre meget nære forhold. Jeg begræder tabet af dem alle tre (særligt den sidste), men jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort. Jeg har ytret mine behov til dem, og sagt fra over for en adfærd, der overskred mine grænser, og når de ikke ændrede adfærd, så har jeg taget mit tøj og er gået. Alle forhold kræver, at man går på kompromis, men ingen forhold bør kræve, at man gemmer sig selv af vejen.
Der skal to til en Pasodoble, som man siger (Tango får for meget taletid), og jeg synes jeg gjorde, hvad der var nødvendigt for at passe på mig selv. Det betyder dog ikke, at jeg ikke konstant overvejer, om jeg kunne have gjort noget andet, for det har i sidste ende været mig, der stoppede, og konsekvenserne af mine beslutninger har været virkelig store. Atombomber i min verden, jeg kunne have undgået ved at have føjet mig. Hvis bare jeg nok engang havde tilpasset mig, gemt mine behov af vejen. Men det handler i sidste ende om, at de ikke kunne være det, jeg havde brug for, og jeg ikke kunne være det, de havde brug for, og når det er tilfældet, så skal man finde en anden dansepartner.
Jeg vil ikke benægte, at det har tæret hårdt på mig. Hvis en læge fortæller mig, at de her ni år kommer til at betyde, at jeg lever kortere, så ville det ikke overraske mig synderligt.
Men selv hvis det er tilfældet, så vil det have været det værd. Jeg synes, jeg er blevet stærkere af det, og jeg ser nu klarere, hvortil jeg selv går, og hvornår jeg giver ud af noget, der ikke er til salg. Det er det vigtigste jeg har lært på Møn, og muligvis det vigtigste, jeg har lært i mit liv.
Opdragelse i en p-kælder i Bremen
Det har også været årene, hvor jeg lærte at være far. Eller… Det er jo et livsprojekt, men jeg er da blevet meget klogere.
Jeg tror de fleste forældre med ambitioner for deres børns opdragelse inderst inde søger at gøre det lige så godt eller måske endda bedre end deres egne forældre gjorde det. For nogen er det et ret uambitiøst mål, at være bedre og for nogen er det uoverstigeligt et. Men de fleste af os har nok nogle kæpheste; nogle steder de synes, de særligt vil fokusere på i deres børneopdragelse. Mit mål er at vise min søn min fejlbarhed. Jeg prøver at lukke ham ind i maskinrummet og fortælle ham, når jeg klokker i det. Jeg prøver både at undskylde, når det er på sin plads, men også at forklare, hvorfor jeg nogen gange kommer til at gøre noget, der ikke er smart. Det er langt fra altid, jeg er stor nok til det, men det går fremad; jeg lærer.
Som for noget tid siden, hvor jeg fik kørt mig selv helt op i en kugle af stress på vej ud af en parkeringskælder under et hotel i Bremen. Det var helt unødvendigt; vi var på ferie og skulle intet nå. Men min irritation over min egen distræthed (jeg havde først forlagt p-billetten til parkeringskælderen for dernæst at forlægge bilnøglerne på hotelværelset i mit forsøg på at finde førnævnte p-billet…) satte gang i en så massiv omgang selvforagtsinduceret stress, at jeg bakkede bilen ind i parkingskælderens mur og dernæst fyldte hele bilen med så enorm meget dårlig stemning, at vi var nødt til at rulle vinduerne ned - frostgraderne udenfor til trods.
Da jeg få minutter efter var kølet ned igen, holdt jeg bilen ind til siden og undskyldte til min søn og forklarede, hvorfor hans far opførte sig så tosset. Og vigtigst af alt: at min adfærd var helt og holdent min fejl, og ikke hans.
Der var ikke meget at være stolt over ved min adfærd, for mit stressanfald var helt uproportionalt og åndsvagt, men lige det sidste, det med undskyldningen… Ja, det er jeg faktisk ret tilfreds med. Den undskyldning havde jeg ikke evnet for bare få år siden, for jeg kunne ikke selv se i situationen, hvad jeg havde gang i. Jeg havde ikke den selvrespekt, der skal til for at anerkende og rumme sine egne fejl. Men når jeg ikke besidder selvværdet til at rumme og tage ejerskab over min egen fejlbarhed, så hænger fejlen i luften uden en ejer, og så risikerer jeg, at han tror, fejlen er hans.
‘Det sker ikke tit, at jeg slet ikke savner nogen’
Guldimunds album ‘Jeg venter i lyset’ river mig i stykker. Hans tekster rammer så rent, hvordan jeg har det og har haft det som skilsmissefar.
Efter otte år som far til et skilsmissebarn har jeg stadig så enormt meget sorg og skam over, hvad min søns barndom er blevet til. Han fortjente noget bedre; en familie.
Jeg prøvede at give ham en ny i stedet for den, der døde, da jeg for fem år siden fandt mit livs kærlighed på en parkeringsplads på Møn. Også dér fejlede jeg. Men måske var det også mere mit behov end hans.
Skilsmisse er en livstidsdom af savn. Jeg savner enten hende jeg elsker eller ham jeg elsker. Jeg troede jeg kunne få det hele på en gang. Aldrig mere savne. Men det gik ikke.
Nu prøver jeg bare at give ham mig. Imens må jeg finde ud af, hvad jeg kan give mig selv.
-Jeppe er (stadig) ude
