Vi kender en del, der drømmer om et selvforsynende liv, ligesom vi gør. Men det, der afholder de fleste fra at prøve, er penge.

Det virker for mange uoverskueligt at opgive en fast indtægt. Hvordan kan det løbe rundt med kun én indtjening, spørger mange. Det korte svar er selvfølgelig, at det er væsentligt billigere at have et hus på Møn end et i Holte. Det mere retvisende svar er, at det ved vi faktisk heller ikke, om det kan. Vores budget er stramt; især her i det første år, hvor jeg jo ikke høster noget, og jeg derfor udelukkende er et dræn på økonomien.

Udflytterbesparelser

Det er lidt absurd, at man næsten kan spare en hel indtægt ved at flytte fra hus i København til hus på landet. Vores boliglån er reduceret til en tredjedel, og ejendomsskatten er halveret. Det er to væsentlige årsager til, at Projekt Selvforsyning overhovedet har kunnet overvejes - endsige forsøges.

Det er dog vigtigt at lægge vægt, på at man "næsten kan spare en hel indtægt", for det har en pris. Vores personlige rådighedsbeløb er blevet reduceret til cirka det halve, og vigtigst af alt har jeg måtte droppe at betale ind på pensionsopsparingen i en periode. Men livet på Møn er også billigere i drift. Der er færre cafébesøg og to-go-kaffer, og vi spiser sjældent takeaway.

På trods af disse besparelser siger vores beregninger os, at vi kommer til at køre med et rimeligt stort underskud det første år. Det har vi også budgetteret med, men det skal selvfølgelig helst udlignes med tiden, for ellers er projektet jo ikke bæredygtigt. Vi har penge på kistebunden, som vi kan tære på og bruge til at dække opstartsudgifterne og underskuddet på det månedlige budget. Den kistebund er primært kommet fra fortjenesten ved at flytte fra noget dyrt til noget billigt. Og skal jeg være ærlig, så havde vi heller ikke turde kaste os over selvforsyningsdrømmene, hvis ikke der var de penge.

Ikke for pengene

Vi har ingen illusioner om at det kan betale sig at sige sit job op for at blive selvforsynende, for det kan det næppe. Hvis det kan betale sig for dig, så giver din chef dig vist tørt på til lønforhandlingerne. Økonomisk set er selvforsyning ikke en god idé.

Amalies og min økonomi ville da uden tvivl være bedre, hvis jeg blev ved med at have mit faste job som fuldmægtig i staten. Markedskræfterne belønner mig ikke overraskende langt mere for at fortsætte med det, jeg er uddannet til, og som jeg har en håndfuld års erfaring i end for at rende rundt her og få beskidte negle.

Hug en hæl, klip en tå

Min selvforsyningsgud numero uno, englænderen John Seymour, prædiker at bæredygtig økonomi opnår selvforsyneren ved at spare på de faste udgifter. Så dem arbejder vi på at reducere.

Energi

Energi er en stor post i budgettet. Faktisk kunne vi fjerne underskuddet i driftsbudgettet helt, hvis vi blev selvforsynende med energi, altså el og varme. Det er ikke aktuelt for os at producere vores egen el (jeg bliver dog lidt varm i boxershortsene af Teslas nye solcelletegl), men vi kan godt gøre noget ved varmen.

Udgifterne til at opvarme denne enorme gård, er ditto enorme. Vi har et meget uøkologisk oliefyr, der er både dårligt for miljøet, og for økonomien. Vi ved endnu ikke, hvad det koster at fyre i et helt år, men ud fra den empiri, vi har indtil videre, så skyder vi på, at vores varmeregning for det første år formentlig vil ligge lige lidt over Liechtensteins bruttonationalprodukt. 

Vi har indhentet tilbud på et alternativ til oliefyret, og vi vil gerne have noget miljøvenligt. Vi ender formentlig med en luft-til-vand-varmepumpe, der burde kunne reducere vores årlige varmeudgifter med to tredjedele. Problemet er bare, at det koster omkring 130.000 kr at skifte fyret, så selv om det burde tjene sig selv ind i løbet af cirka syv år, så er beslutningen udskudt til næste sommer. 

Mad

Min fornemmeste opgave herhjemme er at reducere vores udgifter, og det skal jeg selvsagt primært gøre ved at ved at levere råvarer til køkkenet, og derved mindske vores massive ugentlige udskrivninger til SuperBrugsen. 

Men så længe vi endnu ikke har hevet en eneste gulerod op af jorden eller hentet et eneste æg i den hønsegård, vi endnu ikke har, så ved vi faktisk ikke, hvad jeg kan spare ved selv at producere fødevarerne i stedet for at købe dem i supermarkedet. Der er stadig for mange ubekendte i det regnestykke.

Og det er jo ikke for pengenes skyld. Det er for glæden ved det jeg laver, for at have tid og overskud til barn, kæreste og hund og mest alt gør jeg det selvfølgelig for de hjemmerøgede kødprodukter.

Jeg vil gå ud og se til mine chorizo'er.

- Jeppe er ude.