Vi vil jo alle gerne føle, at vi er unikke, at vi gør noget specielt. At livet er vort eget, og at vi tager skæbnen i egen hånd. Det følte jeg nok lidt jeg gjorde, da jeg sidste år sagde mit job op i det offentlige.

I staten lå der en vej foran mig (fuldmægtig -> specialkonsulent -> chefkonsulent -> pensionist -> lig), og den valgte jeg selv at sige nej tak til. Det er det mest rebelske, jeg har gjort siden jeg til 9. klasses-prøve-folketingsvalg stemte Socialdemokratiet i en klasse, hvor Enhedslisten kunne have dannet regering med sig selv.

Med andre ord følte jeg virkelig, at jeg tog en chance og “gik mod strømmen”, da jeg valgte at sige nej tak til fuldmægtiglivet og kastede mig over selvforsyningen.

Men Santanders seneste reklame viser med al tydelighed, at mit rebelske jeg ikke er spor unikt, og at jeg bare er en slave af moden. En lemming, der bare hjernedødt følger strømmen ligesom alle andre. Det morer jeg mig lidt over. For man skal jo helst kunne grine lidt af sig selv.

Jeg er fra Østerbro, jeg sanker, jeg kunne godt tænke mig at lave min egen ost. Nå ja, og så har jeg en blog…#Østerbrospelthipstereskapisme.

Og nu hvor vi er ved “mit gamle liv”

I november var det et år siden, jeg stoppede som fuldmægtig i en af statens mange styrelser, og jeg faldt over et Facebook-opslag, jeg havde lavet i oktober sidste år. Det lød sådan cirka således:

Noget jeg ikke kommer til at savne ved at arbejde i en styrelse:

Departementet sætter en hård deadline ("på mit bord i morgen formiddag. Senest.") for aflevering af et notat el. lign., og man ræser for at nå det. Man arbejder over, må bede den bedre halvdel om at hente barn og lave mad, og man kommer sent og træt hjem hver aften i en uges tid eller to. Men man når det til tiden, og notatet afleveres til departementet presset, trykt og nystrøget - og formentlig fuld af småfejl for det sker, når det skal gå hurtigt.

Og hvad sker der så?

Ingenting.

Notatet får lov til at ligge og samle støv på departementets kontor i en måned, uden at de så meget som åbner det.

Jeg ser en afdelingschef for mig. En afdelingschef der en dag siger til sig selv: 
"Hmm. Jeg mangler sgu da noget at sætte min kaffekop på", vender sig mod en ivrig nyuddannet medarbejder og råber: "Hey, du dér! Få lige mine bitches nede i styrelsen til at lave et 20 siders notat til mig. Helst grafisk sat op og trykt på glittet papir. 
...Inden kaffen bliver kold, tak!"

Jeg bliver træt og drømmer om et liv uden et “departement”. Et liv på landet måske? Noget med dyr og med at arbejde udenfor…

Det var en rar påmindelse om, hvad det var jeg forlod og hvorfor. Især i en tid hvor bekymringer over min økonomi og karriere ligger mig mere på sinde, end jeg bryder mig om.

Jeg kan jo ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt vender tilbage til fuldmægtiglivet - og i det tilfælde er det jo næppe karrierefremmende at lægge ovenstående på nettet - men lysten til at vende tilbage er ikke overvældende lige pt. Og det er jo faktisk en god ting. Det betyder, at det var den rigtige beslutning - også selv om min bankrådgiver nok er uenig.

Flere dyr! Vildere!

Med min fars hjælp har jeg fået sat stolper omkring et af mine græsarealer på grunden. Det var oprindelig tiltænkt får, men efter at have konsulteret flere kyndige folk, har jeg indset, at min grund ikke er stor nok til får. Ikke engang bare to får.

Jeg var godt klar over, at der ikke ville være foder nok, men det viser sig heller ikke at være plads nok til at give dem tilstrækkelig bevægelsesfrihed. Sidst men ikke mindst, så har jeg ikke indberegnet, at får har et ret højt “parasittryk”. Det betyder, at hvis de får lov til at gå på det samme lille areal i bare en måned, så er der forhøjet risiko for, at de bliver syge.

Det var lidt en streg i regningen. For det første ødelægger det min plan om at få får her til januar, og for det andet betyder, at jeg slet ikke kan få får uden at tilkøbe/-leje mere jord.

Men det fremskynder til gengæld Projekt Gris. Jeg har nemlig rigelig plads til to grisebasser. Så nu er jeg ved at finde ud af, hvad der kræves for at holde dem. På grund af Danmark store svineeksport er der nemlig en del regler for grisehold.

Jeg må tage over til mine venner på Bogø, der holder grise og få lidt tips.

Velhængt

Apropos svinekød så er skinken kommet op af saltet. Efter godt en måned begravet i 30 kg salt, så oprandt det spændende øjeblik, hvor mit grisebaglår skulle op og hænge.

Det var lidt nervepirrende at trække den op af saltet. Det er nemlig et sandhedsøjeblik, hvor man finder ud af, hvordan måneden er gået. Har saltet trængt ind alle de steder den skulle?

Det korte af det lange er, at det er gået godt. Sådan da. Kødet omkring lårbenshovedet (-kuglen) virker ikke helt til at have absorberet saltet så godt, og jeg frygter nu for råd. Går der først råd i kødet, så er det ud med lortet. Så jeg går og vasker den med eddike for at holde mug væk.

Jeg har desuden konsuleret Mads, og han foreslår, at jeg laver en såkaldt “strutta” (magen til italienskklingende ord skal man lede længe efter). En strutta er en blanding af mel og smeltet fedt, som man smører på skærefladen af kødet for at forsegle det og mindske risikoen for råd.

Men nu ser jeg lige tiden an.

Hmmm.. Ej, jeg må lige ud og kigge til den igen.

- Jeppe er ude.