Jeg har talt om det flere gange før, men nu gør jeg det igen: Gården her er til tider et overvældende projekt at stå med for en eks-djøffer og hans mange tommelfingre. Der er så meget, der skal gøres, og så meget jeg skal lære.

Det er ikke en beklagelse, men en konstatering af, at jeg handlingslammes fra tid til anden. Det hele er så nyt for mig - og det er jo en del af det spændende - men det gør det også svært for mig at prioritere opgaverne.

Skal jeg nu bygge højbede? Skal jeg hegne køkkenhaven? Skal jeg hegne et areal af til får eller til grise? Skal jeg sætte hønsehuset op? Skal jeg prioritere at få drænet det areal, der forsumpede for et par måneder siden? Er jeg langt nok med forspiringen? Skal jeg kigge på at få det drivhus op at stå? Skal jeg sætte kvashegn op, så jeg kan komme af med de enorme Sankt Hans-bål af afskårne grene og buske, der ligger flere steder på grunden? Skal jeg gøre mere for at få flere fugle i haven? Skal jeg i gang med at få lavet de kompostbeholdere? Og så videre...

Jeg er generelt også alt for tilbøjelig til at lytte til de mange råd, der daler om mine ører som små djævle og engle på mine skuldre. Jeg ved for lidt om alt, så hver gang nogen foreslår noget, så tænker jeg, at det "jo også lyder fornuftigt", og at det "nok var noget, jeg burde kigge på". Men jeg kan ikke lave det hele, og nogle af rådene er desuden modstridende og gør mig bare mere forvirret.

For at undgå trangen til bare at sætte sig over i et hjørne og sutte tommelfinger og håbe, at det hele går væk, så har jeg øvet mig i at sige "Ikke i år" til nogle af de mange projekter, og det betyder blandt andet, at alle æstetiske projekter må vige til fordel for de mere funktionelle. Derfor får de tre enorme kvasbunker lov til at ligge, indtil jeg har fået køkkenhave, fårefold og hønsegård op at køre. Kvasbunkerne er ellers det første, som gæster på gården synes jeg skal gøre noget ved. 

Da jeg sagde mit job op, så troede jeg nok inderst inde, at jeg nu havde mere eller mindre uendelig tid til at lave projekter i. Men selv om man arbejder på sådan en gård fuldtid, så kan man ikke - eller i hvert fald jeg ikke - gøre det hele på ét år. Noget må vente. Det betyder blandt andet, at jeg i år lever med, at haven bliver en rodebutik, at der ikke er noget drivhus, og at jeg ikke får de grise, jeg ellers havde glædet mig sådan til.

Da køkkenhaven er den mest sæsonafhængige, så kommer den først.

Anlægge bede

Jeg har brugt de sidste par uger på at anlægge bede. Det går meget langsomt.

Jorden er for længst blevet fræset med en jordfræser og jeg er nu i gang med at grave alle bedene op i to spadestiks dybde, som min guru John Seymour siger jeg skal. Det er hårdt og tidskrævende arbejde, men skulle efter sigende give en løs jord, som giver gode vækstbetingelser.

Når jorden først er gravet op, så må den helst ikke betrædes. Heller ikke af barn og hund. Det har været svært at håndhæve. Hund og barn vader lystigt ind og ud af bedene og ignorerer totalt mit "Stop! nej nej nej, ikke bønnerne... Arhh!".

Haddock og Storm giver hermed et vindende argument for på sigt at anlægge haven med højbede. Indtil da må jeg nok sætte hegn op. Det bliver grimt, kedeligt trådhegn i første omgang. Jeg drømmer om et pænt pilehegn rundt om haven, men det bliver ikke i år (æstetiske hensyn henvises til 2019). 

Jeg har også prøvet at måle bedene op, så de er nogenlunde lige. Det minder mig om at hænge hylder op på væggen. Jeg måler og tegner, måler igen. Træder et skridt tilbage for at være helt sikker på, at det er lige, og så måler jeg for tredje gang. Men når boremaskinen/spaden så har været fremme, så er det alligevel blevet vind og skævt.

Indtil videre er det blevet til et par bede kartofler, nogle løg, lidt bønner og gulerødder. Det kan jeg jo ikke leve af, men det er da en start. 

Jeg har også fået lavet den haveplan, jeg nok burde have lavet for måneder siden. Den kommer der mere om i et senere indlæg. Ud fra KISS-princippet har jeg blandt andet forladt det seksårige sædskifte til fordel for et firårigt.

Betonriggård

Når man graver i jord, der har ligget urørt i årtier, så føles det næsten som havearkæologi. Der dukker mange mere eller mindre spændende ting op af jorden. Det er mest potteskår, dele af havemøbler, håndtag til spader og gamle fodbolde, der er blevet sparket ind i krattet for år tilbage.

Jeg har endnu ikke fundet Guldhornene. Skuffende nok. Det kan kun være et spørgsmål om tid.

Til gengæld har jeg fundet nok beton til, at jeg overvejer om hele grunden engang har været én stor basketballbane, og om Stenriggård faktisk er et misvisende navn.

Jeg synes, det er en meget fin samling skrammel, jeg har fået mig. Når man smider det hele i en bunke på traileren, så ligner det til forveksling installationskunst.

 ...Hvis jeg nu limer det sammen og kalder det 'Déchets des jardin' eller et eller andet prætentiøstklingende, jeg har stykket sammen fra Google Translate, så kan det garantrisse sælges for en formue.

Havetraktor

Havetraktoren er endelig kommet tilbage fra mekanikeren, og den blev testet i sidste uge til stor fornøjelse for mand og barn. 

At eje en havetraktor er som at have sin egen, lidt langsomme, gokart. Jeg morede mig kosteligt med de mange håndtag og blev nødt til bare en enkelt gang at råbe "Ganz gegen die Mauer!", mens jeg maste min havetank ind mod ladens side (Man skal nok have set 'Indiana Jones and the last Crusade' mindst en fire-fem gange for at fange den kulturreference).

Havetraktoren er faktisk så sjov at køre på, at jeg nærmest ser det som en dekadent ekstrafunktion, at den også slår græs(!).

Tørke

Man får et andet forhold til vejret, når man får køkkenhave. Lige pludselig er regnvejr en længe ventet velsignelse.

Jeg nyder virkelig denne tidlige sommer. Det gør det til en fornøjelse at arbejde ude, og har også gjort at hele haven står i flor.

Men jeg går for tiden og venter på en salvende byge. Efter at være ved at skylle væk i enorme mængder vand for et par måneder siden, er her nu knastørt.

Jeg blev decideret skuffet, da DMIs stormvarsel i sidste uge, der lovede "farligt vejr", kun resulterede i en byge af fem minutters varighed.

Det er skønt med al den sol, men jeg har også andre hensyn. Bare én regnvejrsdag, og så ellers tilbage til sol... Mine kartofler tørster jo!

Jeg vil gå ud og danse lidt regndans, påkalde mig Thors vrede og træde på nogle mariehøner, så de ikke i vanvare flyver op og beder Vorherre om mere godt vejr.

- Jeppe er ude