Det regner! I skrivende stund siler det ned, og hvor er det dejligt! Vinduet er åbent, og jeg kan høre haven blive vandet, mens fuglene synger lystigt. Ja, selv fuglene virker entusiastiske over at blive vasket lidt fra oven.

Tænk at man skulle blive så begejstret for regnvejr. Men det har været ørkentilstande her på øen.

En mariehøne eller to må være sluppet fra mig, for solskinsvejret fortsatte og fortsatte. Den skylle jeg nu nyder, er den første dråbe vand på de her kanter i omkring en måned, og min nyanlagte køkkenhave har tørstet(!).

Jeg har ganske vist vandet dagligt med vand fra den lille sø, men det har klart været utilstrækkeligt. 

Hver aften, inden jeg er gået i seng har jeg slæbt vand mellem søen og haven i mine to tiliters vandkander. Det tager mange ture, før man har været rundt i sådan en stor køkkenhave, og derfor har haven helt bestemt fået for lidt vand. 

Vandpythajer

Selv om det er dovenskab, der holder mig fra at gå de fornødne otte-ti ture til og fra søen hver aften, så kan jeg også konstatere, at en sådan tur ned til søen efter mørkets frembrud puster til min barndomsfobi for mørkt vand - en fobi der ikke tager meget hensyn til hverken virkelighed eller sund fornuft.

Jeg har i hvert fald forbandet min beslutning fra forleden om, at gense 'Dødens Gab'. Hver gang jeg går til søen og sætter mig på hug ved bredden for at fylde vandkanderne med vand, hører jeg nu John Williams' ikoniske strygertema. Da-dum. Daaa-dum. Daaaaa-dum. 

Hvad var det?... Var der noget, der bevægede sig?... Var det trekantet? En hajfinne måske?!

Det kan godt være, at søen er knap 200 kvadratmeter stor og at vandet kun er én meter dybt, men min underbevidsthed mener godt, at man med lidt god vilje kunne klemme en otte meter dræberhaj derned. Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Og ville det ikke også bare være typisk?...

Grav, Lazarus, Grav!!!

Køkkenhaven gror endelig lystigt derudaf.

Det har taget mig længere tid at anlægge bede, end jeg troede det ville, og derfor blev den sent færdig.

Efter at have tilbragt et par måneder i hed træfældningsekstase med min elskede Wetterlingsøkse, er tiden nu gået med en knap så elsket Fiskarsspade. Jeg har gravet det meste af dagen for tiden. Det føles i hvert fald sådan.

Min überguru John Seymour taler varmt for det dybdegravede højbed, så det var jeg jo nødt til at prøve. Det korte af det lange ved konceptet er, at jorden i hvert bed løsnes og vendes i to spadestiks dybde. Den løse jord skulle give fantastisk gode vækstbetingelser for grøntsagernes rødder, men for satan, hvor tager det lang tid og hvor gør det Jeppe træt. Den gamle skovbund, som køkkenhaven jo reelt er anlagt på, er fuld af rødder, og det tager mig to-tre timer at grave ét bed op. Det er alt for lang tid.

Ikke desto mindre har jeg nu fået løg, gulerødder, bønner, ærter, spinat, tomater, majs, radiser samt de fleste kartofler i jorden. Det er ikke helt godt nok, men det er da lidt.

Men fremover holder jeg gravearbejdet til de bede, der rigtig har brug for løs jord, som for eksempel kartoffelbedene. Ellers bliver jeg aldrig færdig.

Omplantningsdøden

Flere af forspirede planter har med et HR-udtryk "vist sig knap så omstillingsparate". De har fundet udflytningen fra indendørsliv til udendørsliv vældig svær, og besluttet at de hellere vil dø end bo i køkkenhaven. Især mine spinatplanter led nogle massive tab, da de blev flyttet fra pluggbox til friland.

Det er desillusionerende at se planterne syne hen og dø efter man har kælet for dem i ugevis. Men det er vel en del af havelivet. 

Haveplanen

Haveplanen eller "bedetæppet", som jeg kalder det, når onkelhumoren trænger sig på, har ændret sig en del siden, jeg skal om det i indlæg #12 og #13.

Jeg har droppet det seksårige sædskifte til fordel for det firårige (Læs mere om sædskifte i #13 'Grøntsager året rundt'). Et firårigt sædskifte er godt nok til John Seymour og til River Cottages Mark Diacono (ny haveguru), og så er det også godt nok til mig.

Bedene er blevet opdelt i fire kolonner (A, B, C, D) med tre bede i hver. Hver kolonne er en gruppe i sædskiftet

Gruppe A er bælgplanter og brassica. Det vil sige ærter, bønner og kål.

Gruppe B er blandede afgrøder.
Det er alt, hvad der ikke passer ind i de andre grupper. Det er blandt andet majs, græskar, bladselleri og agurk. Tomaterne kommer også herind.
Gruppe B er noget overbefolket. Den er muligvis nødt til at få et fjerde bed for at få plads, men det vil jo fuldstændig vil ødelægge symmetrien i køkkenhaven! Det kan jeg slet ikke have. Det er helt så det klør over hele kroppen... Jeg er tæt på at få en OCD-induceret hjerneblødning bare ved tanken.

Gruppe C er rødder og løg.
Det vil sige gulerødder, rødbeder, hvidløg, persillerødder osv.

Gruppe D er kartofler.
Ja, kun kartofler.
Kartofler hører til Natskyggefamilien, som også indeholder tomat, aubergine og peber, så de kunne principielt også godt lege med i sædskiftegruppe D. Men jeg er blevet rådet til kun at have kartofler i denne gruppe, da man bruger så forbandet mange kartofler på et år, at pladsen til tomater, aubergines og pebre ikke kan undværes. 
...Jeg spiser personligt så mange kartofler, at jeg har svært ved at forestille mig, hvad europæere dog levede af, før de opdagede Amerika og kartoflen.

Den sidste gruppe er flerårige planter.
Det vil sige de grøntsager, der kan overvintre og kommer igen hvert år. Her bor af en eller anden årsag, flere af de grøntsager, som børn typisk ikke kan lide - f.eks. artiskokker og rosenkål. Men til gengæld også børneklassikeren jordbær.

Kend din bønne

Høje grøntsager som majs, tomater og bønner skal sættes længst mod nord, så de ikke skygger på for de mindre grøntsager. Det er der jo fin logik i, men det kræver lige, at man ved, hvor høje grøntsagerne bliver.

Nybegynder som jeg er, fik jeg sat valske bønner, eller "hestebønner", som det første (og mest nordlige) i Gruppe A. Hestebønner bliver ikke særlig høje, viser det sig, så det var der slet ikke brug for. Men det var ikke det værste af det hele. Det værste var, at jeg havde bygget et fint bønnestativ af bambuspinde til bønnerne, som de kunne kravle op ad. Jeg var ret stolt af mit stativ, så det var lidt af et slag, at konstatere, at det var en forkert type bønner. Stativet kan heldigvis flyttes, men jeg bandede godt nok lidt, da jeg opdagede min brøler.

Ugens invasion

Endnu engang invaderes hjemmet af uønskede gæster.

I den forgangne uge har det været løbebiller. Rigtig mange løbebiller. Når solen går ned, kommer de frem, og før man ved af det, så piler de rundt i alle rum i stueetagen. Det er så slemt, at jeg fortrækker op på første sal om aftenen. Der er der nemlig, indtil videre, stadig billefrit.

Løbebillen er et rovdyr, der lever af orme og insekter og dræber skadedyr som snegle og sommerfuglelarver. Som køkkenhaveejer burde jeg derfor se på dem som allierede, men jeg kan ikke helt mønstre overskuddet til at se på dem som nyttige, når de pibler frem fra panelerne hver aften.

Derfor går jeg manisk rundt med køkkenrulle i hånd og kvaser dem en af gangen. Denne weekend dræbte jeg uden overdrivelse 60 af dem på denne måde. 

Jeg kan læse mig til, at løbebillen søger fugt, og derfor er mere tilbøjelige til at søge indenfor, når det er tørt udenfor, da de har svært ved at finde føde. Så nu håber jeg, at regnvejret udenfor får orme og snegle til at søge til overfladen og hjælpe billerne til at indse, at de skal rykke ud i køkkenhaven, og ikke ind i min stue. Her er der ingen orme, kun en sur mand bevæbnet med dræberservietter.

Hjælpeløse kryb

Løbebillen har - ligesom sin noget større fætter Læderløberen (se #2 'Kravl og Kryb') - et særligt karaktertræk, som jeg ikke forstår. Den virker til at have problemer med blive på benene. Når jeg kommer ned i stuen om morgenen ligger der altid en eller to på ryggen og fægter hjælpeløst med benene i vejret. De ligner en skildpadde, der er væltet om på skjoldet, og derfor minder det mig hver gang om den legendarisk scene fra 'Blade Runner', hvor Leon Kowalski afhøres ("My mother? Let me tell you about my mother"). Jeg ved ikke hvorfor, men billernes hjælpeløse fægten med benene, finder jeg enormt ulækker. Måske fordi det er en adfærd, jeg ikke forstår. Vi mennesker har det jo med at tage afstand fra det, vi ikke forstår. 

Hver anden uge medbringer tilsyneladende et nyt spændende dyr, jeg skal tage stilling til. Hvis det ikke er biller, så er det myrer, mus eller noget fjerde. Det er en del af landlivet, jeg arbejder med, at synes er ok, men det synes jeg bestemt ikke endnu. 

Jeg vil gå ud og plante nogle borlottibønner. De kan nemlig sætte pris på mit bønnestativ. Ikke som de der utaknemmelige hestebønner. 

- Jeppe er ude