Indbyggertallet på Stenriggård er eksploderet. Fra at være kun to-en-halv indbyggere (mand, hund og delebarn) blev vi i sidste uge forøget med hele 16 små, søde kyllinger, som Amalies mor har foræret mig.

Amalies mor driver æbleplantagen Æbleriget sammen med sin mand, og der har de både gæs og høns. De havde netop udruget et kuld, som de var så rare at donere til mig. 

Kyllingeleg

De nye tilflyttere er en broget skare i flere forskellige farver fra flere forskellige racer. Der er noget haleløs araucanahøne iblandet lidt Isa Brown og andet godt. To er kulsorte, mens de andre er mere spraglede.

Det er enormt fredfyldt at se sådan nogle små upanerede McNuggets fise rundt og pirke i græsset. Det er sjovt at se, at selv sådan nogle små væsener har personligheder. Det er som at se på børn i en skolegård. Også her er der dem, der er krudt i røven, dem der skal udforske det hele, dem der er lidt mere reserverede og også ham/hende, som ingen gider at lege med.

Hønsehund møder høns

Haddock synes kyllingerne er spændende. Faktisk synes han, de er meget spændende. Faktisk synes han muligvis, de er det meste spændende, der er sket i år. Når jeg lukker kyllingerne ud på gårdspladsen for at få lidt luft og lidt støvbad, så kan Haddock se dem gennem glasset i entrédøren, og han kravler på væggene og piber af ivrighed for at komme ud til dem. 

Det kan måske umiddelbart virke som kærlig, nysgerrig interesse fra hans side, men to ting bekymrer mig ved hans iver: 

1: Haddock er en jagthund af typen, der kaldes "hønsehund".
Jeg overvejer om de to ting - høns og hønsehund - passer dårligt sammen...

2: Haddock har en vis tendens til at slikke sig lettere manisk om snuden, når han kigger på kyllingerne.
Jeg lod Haddock komme ud og snuse til kyllingerne forleden. Han var selvfølgelig i kort snor, og det var også nødvendigt, for han var svært interesseret og trak heftigt i snoren. Jeg samlede en enkelt kylling op og lod Haddock snuse til den. Han slikkede sig om munden og slikkede ivrigt ud efter dens fødder med det et blik, der sagde "Åh, bare en mundsmag. Bare en lillebitte mundsmag".

Haddock og kyllinger skal vist ikke være alene sammen i nær fremtid - for at sige nogensinde.

Og pludselig var de 14

Mine evner som dyrepasser er hurtigt blevet udfordret, for der er allerede kun 14 kyllinger tilbage. Efter kun fire dage var de to mindste kyllinger døde.

Allerede den første nat døde en af de mere "reserverede" kyllinger. Den var den eneste helt gule, klassiske påskekylling. Jeg havde først udset den til at være lidt af en primadonna, da den bare stod for sig og skræppede og ikke ville noget. Men det viste sig så, at den ikke havde det så godt, og måske syntes at køreturen hertil var strabadserende, for den lagde sig til at dø allerede første nat.

Den anden af de to små kyllinger forsvandt lørdag, mens jeg var i min fars sommerhus med Storm. I løbet af dagen er den anden af de to svagelige kyllinger pist forsvundet. Jeg aner simpelthen ikke, hvor den er blevet af, men væk er den. Jeg tænker, at jeg finder den død i en krog et eller andet sted, men den er ikke i indelukket, hvor de bor, og jeg tvivler på, at den er stukket af, da den ikke var meget for at bevæge sig to skridt. Selv da jeg lukkede Haddock ud i snor, så var det den eneste kylling, der ikke flyttede sig. Den stod der bare og brokkede sig. Men nu har den forhåbentlig fået fred.

Billeupdate

Jeg har skrevet uforholdsmæssigt meget om mine problemer med kryb for tiden, men det har også virkelig generet mig.

Især den seneste invasion af hundredvis af løbebiller har været slem. Hele stueetagen var simpelthen blevet deres efter solnedgang, og jeg følte mig forvist til første sal. Det var i sig selv slemt nok, men da jeg en nat blevet vækket hele to gange ved at en bille kravlede på mig (anden gang kravlede den henover mit ansigt), så fik jeg bare nok. Nok holder jeg af naturen, men den må gerne blive udenfor.

Jeg ringede til en skadedyrsbekæmper, som kom og sprayede alle paneler og hele fundamentet med en gift, jeg tvivler stærkt på, er særlig økologisk. Det var massemord, og det føltes godt.

Hver morgen går jeg nu veltilfreds med et fejeblad og fejer døde biller sammen og smider dem ud til kyllingerne. Den gode selvforsyner havde selvfølgelig bare sluppet kyllingerne løs i huset og ladet dem æde billerne lever, og derved også sparet kyllingefoder og udgift til skadedyrsbekæmper - to biller med ét slag. Men jeg ved ikke om jeg har lyst til udskifte biller i panelerne med hønselort overalt.

Nu er huset i hvert fald næsten billefrit, og jeg har fået min stue igen om aftenen, hvilket er en stor lettelse.

Vi fortsætter efter en kort pause

Tørken holdt en kortvarigt intermezzo for små to uger siden, men er siden da fortsat ufortrødent.

I forrige uges indlæg (#21 'Hjælp fra oven') var jeg muligvis for begejstret for regnvejret, da vejrguderne valgte at lukke for hanen umiddelbart efter, at jeg havde udtrykt min glæde. Jeg har ikke set noget, der bare lignende en anstændig byge siden. Græsset er brunt, træer og buske hænger med bladene og søen er snart tom. Det er ved at være kritisk.

Jeg registrerer selvfølgelig vejret meget mere end jeg gjorde før, fordi jeg er ude i det hver dag, men det er stadig tydeligt at det her er ekstremt vejr. I midten af marts var jeg ved at flyde væk (se #15 'I vand til halsen'), og siden da har der været tørke, og jeg skal snart til at vande fra vandhanen. 

Afhængighed

En del af charmen ved selvforsyning er for mig selvstændigheden og uafhængigheden - at man kan klare sig selv. Men jeg har nu opdaget noget, jeg er virkelig afhængig af.

For ud af det blå valgte et nært familiemedlem at sætte træskoene. Og med "nært familiemedlem" mener jeg min bil.

Den gamle Skoda besluttede sig for at opgive ævred midt på Sydmotorvejen med 130 i timen. En massiv sky af røg blæste pludseligt ud af bilen og dækkede alle tre baner bag mig. Efter et par dage med nervøs neglebiden blev jeg ringet op af mekanikeren, der med alvor i stemmen fortalte, at der ikke var noget at gøre.

Da jeg boede i byen var min bil en luksus. En rar ting at have til at besøge mennesker, museer eller andet, der lå langt væk. Her på landet er en bil en nødvendighed. Det er en livsnerve, en forbindelse til omverdenen. Uden den er jeg strandet. Bundet til gården.

Alting kan selvfølgelig stadig lade sig gøre, men det tager tid. Lang tid. En tur til København tager ikke længere fem kvarter, men derimod tre timer, hvis man skal med offentlig transport. Det er virkelig begrænsende. Og så er man lige pludselig ret alene her på landet.

Men så er det jo godt, at man har fået 14 nye venner. Jeg vil gå ud og kigge lidt på kyllinger igen. De er ret hyggelige.

- Jeppe er ude