Køkkenhaven kaster af sig. Det er blevet tid til at høste fra min have, og det er jo ret stort.

Jeg har høstet de første løg, rødbeder, gulerødder og kartofler, og jeg synes faktisk de er blevet ret flotte. De ligner fuldt ud noget, man kunne have købt i supermarkedet, og da det er min eneste referenceramme, så er det svært tilfredsstillende.

De første gulerødder blev meget hurtigt spist. Men der er heldigvis flere i jorden.

Løgene ligger til tørre ude i laden. Der skal de ligge i nogle uger, før de kan flettes sammen i et bundt og hænges op. Det glæder jeg mig til. For hvad er mere ikonisk fra et rustikt landkøkken end et flettet løgbundt, der hænger ned fra loftet?

Det er også blevet til nogle hestebønner, men ikke så mange som håbet. Mine borlottibønner har svunget sig godt op af det bønnestativ, jeg har lavet, men har ikke rigtig sat nogle bønner endnu. Det samme gælder de to-tre ærteplanter det er lykkedes mig at få frem. Ærterne har især været drilske.

Majsplanterne er også langt om længe kommet. I første forsøg såede jeg to rækker og fik kun én plante. Men nu er der et lille dusin planter på vej. De to største er over en meter høje og begyndt at blomstre. Dem er jeg vældig spændt på.

Haveerfaringer

Jeg kan godt se, at jeg har lidt justeringer til næste år. Trods alt det jeg har forspiret, gror der kun 15 slags grøntsager i køkkenhaven lige pt. Det er halvt så meget som ventet i år.

Det næste er mængderne. Jeg har alt for lidt af det meste. Kålsituationen vil jeg slet ikke komme ind på. Den er pauver.

Men jeg tilgiver generelt mig selv for at have undervurderet mængderne og for at så få grøntsager har vist sig på overfladen. Det er mit første år som grøntsagsdyrker, og et tørkeår endda, men jeg skal virkelig have justeret næste år, hvis der skal være tale om at blive selvforsynende.

Én ting er dog gået godt. Rigtig godt endda. Kartofler har jeg rigeligt af. Jeg har tre bede med tre rækker kartofler i hver. Hvis hver plante giver det lille kilo kartofler, jeg trak op af jorden fra én plante i går, så har jeg rigtig mange kartofler.

Til vinter vil jeg være manden, ingen vil til middag hos. "Så står den på kartoffelsuppe! Igen."

Men i går spiste jeg mit livs mest eksklusive kartoffelmad. Egne kartofler, egne purløg, hjemmelavet rugbrød og hjemmelavet mayonnaise. Mig selv!

Ørken(M)øen

Det har ganske vist regnet hele natten, men da det er første langvarige regnskyl i tre måneder, så tillader jeg mig stadig at tale lidt mere om "tørke".

Græsset er ikke længere bare brunt, det er på vej mod en mere grålig nuance, der er svær at genkende som græs. Faktisk er det nu så tørt, at der er indført vandingsforbud flere steder i Vordingborg Kommune, blandt andet på naboøen Bogø, og jeg tænker det er et spørgsmål om tid, før forbuddet også rammer Møn.

Min lille sø er væk. Den er nu så tør, at det knaser, når jeg går på bunden af den. Det betyder, at alt vand skal hentes fra hanen. En ordentlig vanding af haven bruger hurtigt 60 liter vand, og udover at være dårligt for miljøet, så er det dyrt.

Derfor fik jeg en VVS'er til at ordne den gamle pumpe til drikkevandsbrønden, der får sit vand fra grundvandet. Der er nemlig et gammelt vandingssystem med to vandhaner, der belejligt er placeret lige ved siden af køkkenhaven. Det er rigtig smart. Men jeg skal selvfølgelig stadig spare gevaldig på vandet.

Jeg har set flere af de mere garvede havefolk bryste sig på sociale medier over, at de "kun har vandet to gange i år" eller lignende. Det er selvfølgelig dejligt for dem, men den teknik har jeg ikke mestret endnu, og flere af mine planter begynder at hænge med næbbet, hvis ikke de får vand jævnligt. Jeg har lært af Signe fra Praktisk Økologi, at et bunddække af afklippet græs i bunden af bedene, holder på fugten, så det prøver jeg. 

Kyllingerne flytter hjemmefra

Jeg har været lidt længe om at tage mig sammen til at lave indhegningen, så kyllingerne kunne flytte ind i deres nye hønsehus. Det gik så fint med at have dem rendende på gårdspladsen, som er så hermetisk forseglet, at de ikke har kunne stikke af. Men nu skulle det være. De små prutter var ved at blive lidt for friske. De satte sig blandt andet på havetraktoren og sked på sædet. Ikke i orden. I det hele taget var jeg blevet træt af at få lort på mine sko hver gang jeg gik ud af døren.

At blive tørret af en kylling

Indfangning af høns bliver sværere og sværere, som de bliver større. Så det tog mig over en halv time at flytte de 13 kyllinger fra gårdspladsen til deres nye hjem i hønsegården. De er lynhurtige og kan også småflyve lidt, så bare det at fange én kylling tager et par minutter og burde ledsages af Benny Hill-temaet eller lignende falden-på-halen-musik.

Det foregår nogenlunde sådan her: Jeg får isoleret én kylling og går krabbegang med hænderne ud til siden for at holde styr på den, mens jeg trænger den op i krog. Lige som jeg tænker, at "nu har jeg den" så strækker den halsen og kigger mig dybt i øjnene. Pludseligt laver den et udfald til højre! Det stopper jeg med en udstrakt fod, der næsten sender mig i spagat, hvorefter kyllingen på et splitsekund skifter retning og stikker mellem benene på mig. Jeg er chanceløs og kan kun kæmpe for at holde mig oprejst. Det skete flere gange pr kylling end jeg har lyst til at indrømme.

Og så har vi slet ikke talt om, at de glatte skiderikker jo også kan flyve. Jeg blev tredimensionelt rundbarberet.

Tilstrækkelig indhegning?

Indtil det rigtige hegn kom op, havde jeg sat et lille stormasket midlertidigt "inderhegn" op med metalspyd. Det viste sig hurtigt at være et gigantisk spild af tid at lave det hegn. Da jeg sveddryppende trådte ud af laden med to utilfredse kyllinger, som jeg endelig havde indfanget, så jeg at de seks kyllinger, jeg havde sat ud i indhegningen, allerede var brudt ud. De trådte simpelthen bare gennem maskerne i hegnet, som var det et dørtrin, de skulle krydse. Suk.

Jeg har siden da sat 60 cm volierenet op langs hele hønsegården. Volierenet er et tykt, fintmasket stålhegn, som selv ikke den mest Steve McQueen-lignende ræv kan kradse eller bide sig i gennem. 

Men jeg har ladet være med at grave det ned og kun sat det rundt langs kanten og sat jordspyd for at holde det nede langs jorden. Det vil de fleste hønseejere helt sikkert ryste på hovedet af, for en ræv kan jo godt grave sig under. Men det var jo hele ideen med det høje hønsehus, at jeg kunne slappe lidt af med indhegningen, så nu prøver jeg. Det kan være, at jeg kommer til at fortryde det.

Da volierenettet kun er 60 cm højt, så skal der almindelig trådnet over det, så en kæk ræv ikke bare hopper over. Indtil det er sat op, så render jeg rundt og strinter op af alle træerne i en spinkel forhåbning om, at den liflige odør vil holde Mikkel Ræv fra grunden. Det virker på rådyr, men jeg aner ikke, om det har nogen effekt på ræve. Men om ikke andet, så sparer jeg lidt vand ved ikke at bruge toiletskyllet.

Jeg vil løbe ud og lette ben.

- Jeppe er ude.