I anledning af valget burde indlæg #42 måske handle om borgerinddragelse og klimapolitik?
I anledning af, at det er indlæg #42 burde det måske handle om meningen med livet, universet og alting? (Læs lidt mere Douglas Adams, hvis ikke den reference ringede nogen klokker hos dig).

Men nej. Ingen af delene. Vi skal mere ned på jorden. 5. juni 2019 er nemlig ikke kun Grundlovsdag, nej det er også 1-årsjubilæet for den dag, jeg hentede 16 kyllinger fra Amalies mor og begyndte at holde høns.

Og nu er der nemlig igen høns på Stenriggård!

Fru Høne

Jacob, en venlig og gavmild abonnent af Jord under neglenes nyhedsbrev, havde læst om mine genvordigheder i #41 ‘Ikke så snu’ og skrev til mig med et godt tilbud. Han havde en “skrukhøne“ (Forklaring følger. Rolig.), han gerne ville donere til mig. Det var for godt et tilbud, så jeg tøffede til Gladsaxe og bragte hende til Møn.

Den nye høne er en stor og virkelig smuk Wyandot. Hun har en sort fjerdragt, der changerer med et grønligt skær og gyldne fjerspidser, der tager til op mod en gylden hals. Meget smukkere end nogen af mine tidligere høns. Wow.

Hendes personlighed er også en ganske anden end mine tidligere høns. Ja, hun er egentlig lidt af en hattedame.

Min nye høne minder mig meget om hønsene fra Aardman Animations’ ‘Flugten fra Hønsegården’ (2000). Hun er en rolig, men bestemt dame, der ikke gør det meget i at gå rundt, men helst bare vil sidde i fred og ro. Havde hun haft nogen at snakke med, så ville der uden tvivl blive fortalt lidt sladder.

Jacob havde advaret mig kun at tage hende med handsker på, og det er der god grund til. Hun giver nemlig et resolut hak med næbet, når man rører ved hende. Nærmest sådan lidt fortørnet. Som om du hun ville sige: "Unge mand, kan De SÅ holde nallerne for dem selv!". Havde hun haft en håndtaske, så havde jeg fået et dask med den.  

Men det er noget ganske andet end den afdøde Alfahane. Han hakkede jo også. Men han gik til angreb, når jeg vendte ryggen til ham. Det virkede lusket. Fru Høne hakker kun i selvforsvar. Hun værner om sin intimsfære. Det kan jeg godt respektere.

Bord, dæk dig, høne, læg dig.

Men den nye høne er her ikke kun for at være smuk, eller for at jeg kan mindes gamle tegnefilm. Nej hun er her, fordi hun er skruk eller en såkaldt “skrukhøne”, og hun skal give mig nye kyllinger.

En “skrukhøne” er en høne med en unik trang til at udklække æg. Da jeg stadig var ung og naiv bybo troede jeg, at alle høner helt naturligt udklækkede æg, men det er ikke tilfældet. Den trang er nemlig blevet avlet ud af de fleste høns, da det ikke er nyttigt i industrien. Så det er faktisk svært at få en høne til at blive liggende på æggene.

Så Fru Hønes største kvalitet er faktisk, at hun bliver, hvor hun er. Når hun først har fundet et godt sted at sidde, så rykker hun ikke på sig. For når først udrugningen af æggene er gået i gang, så skal hun helst blive liggende for ellers dør de.

Så langt så godt. Så mangler der bare nogle æg. For dem lægger Fru Høne ikke nogen af, og selv hvis hun gjorde, så har jeg jo ingen hane til at befrugte hende. Så jeg har tyet til Facebook for at finde nogle æg. Det skal nemlig ikke bare være nogle tilfældige æg. Nej, som den romantiske østerbroølandshvedehipster jeg er, så er der kun én rigtig race for mig: Dansk Landhøne.

Dansk Landhøne er den traditionelle danske hønserace. Hvis du skulle lave et postkort af en dansk bondegård, så ville der uden tvivl være en dansk landhane på billedet. Eller sagt på en anden måde: hvis Morten Korch havde lavet ‘Flugten fra Hønsegården’, så ville Poul Reichhardt have lagt stemme til hovedrollen som den danske landhane.

Men inden de nationalkonservative kræfter kommer alt for godt i gang, så menes racen faktisk at stamme fra Indien. Ja. Indien. Lang næse hva, Kjærsgaard-/Vermund-typer?

For at få fingrene i et dusin befrugtede æg af denne race måtte jeg en tur til Slagelse. Men hvad gør man ikke for at tilfredsstille sine æstetiske hipsterbehov?

Så nu er kunsten så bare at få anlagt æggene på en sådan måde, at Fru Høne finder dem indbydende at ligge på. For tid er jo en faktor. Æggene kan kun klare sig i cirka ti dage, før de dør, så hun skal helst i gang med udrugningen snart.

Noget tyder på, at den flyttekasse, jeg har fundet til hende og foret med hø, er vurderet for kummerlig. Men jeg burde selvfølgelig have vist bedre. Hun er jo en dame. Hun er ikke typen, der sover i flyttekasser. Jeg må finde en bedre løsning. Måske en gammel vinkasse? Mon ikke en trækasse med en svag duft af 12 flasker Côtes du Rhône kan accepteres?

Jeg må ned i min imaginære vinkælder og se, hvad jeg kan trylle frem.

- Jeppe er ude