Det er andet år med køkkenhave. Inden jeg anlagde køkkenhaven sidste år, var min største havebedrift en lidt slatten basilikumplante i vindueskarmen. Med andre ord var sidste sæson lidt af et crash course i grøntsagsdyrkning. Jeg vidste virkelig tæt på intet om haven og måtte læse mig til det meste (primært Mark Diacono og John Seymour) og kunne “ringe til en ven” (min haveguru Mads) om resten.

Når alt dog kommer til alt, så synes jeg faktisk det gik ok. Jeg startede med et område der bestod af tyve meter høje træer, og jeg endte med at høste kartofler, tomater, løg, flere slags bønner, rødbeder, og en masse andet fra samme areal blot et halvt års tid senere. Så selv om janteloven byder mig mere ydmyghed, så vil jeg godt klappe mig selv forsigtigt på skulderen for dét resultat.

Men nu taler vi År 2 med køkkenhaven - og som enhver fortsættelse skal toeren være større og vildere end etteren.

‘Selvforsyning Med Kontorhænder II - Gartnerens Skræk’

Jeg har undervurderet havedyrkning.

Jeg vidste jo nok, rent fornuftsmæssigt, at det var en disciplin, der ville tage noget tid at lære. Men i min underbevidsthed har jeg nok alligevel haft en forventning om at lære det hurtigt. Jeg mener, hvor svært kan det være? Frø i jord, vand på, et voilà. Men jeg er blevet mere ydmyg overfor opgaven. Det skyldes blandt andet årets massedød af skud og en konstatering af, at min køkkenhave ikke rigtig ser bedre ud end sidste år ved samme tid. Den var faktisk pænere sidste år, hvis jeg nu skal være heeeelt ærlig. Men hold det mellem os.

Jeg kan nu se for mig, at det kan tage mange år, før man bliver god til at dyrke have. Thi det forbandede i havedyrkning er, at man kun har ét forsøg om året til hvert stadie. Hvis man f.eks. klokker i salatdyrkningen, som jeg har gjort i år, så går der et helt år, før man igen har en chance på at gøre det bedre. Og som om det ikke var nok, så er vejrholdene ikke de samme fra år til år. Så det jeg lærte om at håndtere tørke sidste år, er ganske ubrugeligt i år.

DJØF med løg

Det har været et frustrerende forår for forspiringsprocessen, og jeg tror kun 5-10% af de frø, jeg har sået, rent faktisk er nået så langt som at blive plantet ud i køkkenhaven.

Jeg har virkelig haft svært ved at få mine frø til at spire. Jeg kan ikke helt lure hvad jeg gør forkert. Især salat og agurk er mislykkedes totalt. Jeg har fået ét salatfrø til at spire, og det er alt. Løg har også virkelig drillet.

Sidste år brugte jeg sætteløg. Det er en meget fin nybegynderdisciplin, der giver en let succesoplevelse, men det kan ikke svare sig økonomisk. I år har jeg så kørt med løgfrø, og efter adskillige forsøg med mange rækker af frø i spirekasser, er det kun lykkedes mig at få nogle få frø til blive til noget. 

Man undrer sig over at løg kan være så billige i supermarkedet og samtidig være så svære at dyrke. Jeg må gøre noget forkert…igen…

Slagtebænk Møn

Selv hvis forspiringen lykkes, så går det galt for mig længere henne i processen. Drivbænkene har været et dyrt bekendtskab. Ikke kun at få bygget, men også at bruge. Jeg har ikke formået at styre dem, og derfor er mange spirer blevet ristet af solens stråler i de to minidrivhuse. Især var det grelt i midten af maj, hvor jeg var tre dage i København og havde glemt at åbne drivbænkene. Det strålende vejr i den weekend kostede mig alle min rosenkål, alle mine rødkål og seks ud af mine syv fennikelplanter. Av. Dyre lærepenge.

Alt-i-alt betyder alle disse fejl, at jeg langt fra har de mængder jeg havde håbet på. Ingen agurker, ingen salater og kun én fennikel. Jeg prøver at lade være med at mentalflagellere mig selv for meget, men det er altså bare ikke godt nok.

Levnet fra sidste år

Jeg bliver ved med at finde kartoffelskud i det gamle kartoffelbed. Det bevidner om en noget mangelfuld lugning, at de glemte kartofler når at skyde til en ganske stor plante, før jeg opdager dem.

Jeg har flyttet dem over i det nye kartoffelbed hver gang, jeg finder en ny kartoffelplante. Det har de faktisk overlevet, men det ville være bedre, hvis de bare blev gravet op i vinter.

Sidste år lod jeg kartoflerne sidde i jorden til, jeg skulle bruge dem, da jeg tænkte, at de holdt sig bedre sådan. Men i år tror jeg, jeg graver dem alle op, når de er klar. Så kan jeg løbe et helt bed i gennem ad gangen og forhåbentlig få de fleste med på den måde. 

Med ja-hatten på, så kan jeg nu konstatere, at jeg har lært noget. Jeg kan nemlig med lethed skelne et kartoffelskud fra ukrudt. Så noget har jeg da lært. Måske jeg så også lærer at høste alle kartoflerne denne gang?

Ligesom med kartoffelplanterne har jeg også selvsåede tomatplanter. I hundredvis. Hele mit gulerøds-/løgbed var dækket af dem. Og de trives glimrende. Lidt for glimrende egentlig.

Der er noget dumt i at gå at forspire tomatplanter i måneder - i flere omgange (undertegnede dræbte første hold skud i drivbænken) - bare for at blive overhalet indenom af selvsåede frø fra sidste års planter. For de største tomatplanter jeg har i dette års tomatbede er selvsåede planter, jeg har flyttet fra løg-/gulerodsbedet.

Med andre ord er jeg bedre til at spire tomatfrø, når jeg glemmer at rydde op, end jeg er, når jeg aktivt forsøger at spire tomatfrø. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal tage.

Den første høst

På positivsiden kører køkkenhaven sådan set ganske godt. Jeg har både høstet de første kartofler, gulerødder, hestebønner og rødbeder. Det føles som lige så stor en triumf, som det gjorde sidste år. Tænk, at de her bløde kontorhænder har lavet så gode kartofler!

Jeg er ret spændt på nogle af de nye tiltag i køkkenhaven som f.eks. peberfrugt og aubergine. Kan jeg få noget meningsfuldt ud af de planter på friland? Jeg har jo ikke noget drivhus.
…hvilket muligvis er meget godt, hvis jeg er lige så elendig til at administrere et drivhus, som jeg er til at administrere en drivbænk.

Ligge-/læggehøne

Det er ikke kun frø, jeg har problemer med at spire; det er også kyllinger. Min nyerhvervede høne har været nogle uger om at lande i sit nye hjem, og hun har ikke været meget for at ligge på de æg, jeg havde fundet til hende.

Jeg har ladet æggene blive ude hos hende, og nu er hun langt om længe begyndt at lægge sig på dem og blive liggende. Men nu er jeg bange for, at det er for sent.

Faktisk vælter det med æg under hende, for hun er også pludselig begyndt at lægge sine egne. Men de æg er jo desværre ikke befrugtede, da der ikke har været nogen hane. Så hvis hun udruger dem, bliver jeg svært imponeret.

Nu ligger hun derude på nogle ubrugelige æg. Ja, helt ubrugelige er de jo ikke, for jeg kunne selvfølgelig spise dem. Men der er lige det der med, at hun hakker. Det nedsætter lidt min lyst til at hente æg. Det er ikke så meget, at det gør ondt. Snarere at jeg giver et gib i mig hver gang. Det er lidt som at røre ved et elektrisk dyrehegn. Det er faktisk ikke stødet, der er ubehageligt; det er forventningen om stødet.

Så nu skal jeg ud og finde et nyt dusin befrugtede hipsterhøneæg, mens hønen stadig har gejsten. Eller fraværet af gejst. Det er sjovt at den her skrukhed er så unik. Dybest set handler det jo bare om en høne, der ikke flytter sig ud af stedet. Hos mennesker kalder vi det vist dovenskab. Den bruger jeg næste gang, jeg fordriver en hel søndag med at binge-watche en hel sæson af en tv-serie på Netflix. “Doven? Moi? Nej, jeg er bare lidt skruk.”

- Jeppe er ude