Bloggen her handler primært om selvforsyning, og mine forsøg på at opnå en selvstændighed og uafhængighed på fødevarer. Men det handler også om at skifte gear midt i tilværelsen. Den beslutning reflekterer jeg over jævnligt, og det vil jeg tillade mig at gøre igen.

Jagten på "det simple liv" eller "det enkle liv" er jo så vældig oppe i tiden. Mange lever et forjaget liv, hvor tiden til både at være forælder, barn, søskende, ven, kollega, ansat, holdkammerat osv. ikke rækker, og man stresser over ikke at kunne nå det hele. Og så er det nærliggende at stoppe op og tænke “Skal livet være sådan her?”.

Det var meget den oplevelse, der i sin tid fik Amalie og jeg til at trække stikket og flytte til Møn, hvor jeg droppede min karriere som fuldmægtig i staten for at jage et liv som hjemmegående og selvforsynende hobbylandmand.

Men findes "det simple liv" på landet? Efter at have boet her i halvandet år, er mit svar et noget utilfredsstillende “Tjoh…".

Man skal være gjort af et stof, der kan trives uden byens bekvemmeligheder. Og det ved man nok først om man er, når man har prøvet det. Jeg har selv kæmpet - og kæmper stadig - med afsavn af forskellig karakter. I starten kom det bag på mig, hvor meget jeg savnede take-away og caféliv - to ting jeg egentlig ikke følte, at jeg brugte meget som bymenneske. Men byens bekvemmeligheder handler også om social nærhed, og der ligger den store udfordring nu.

Jeg savner mine venner. Jeg savner muligheden for at lave en spontan aftale, muligheden for at drikke en øl (eller fire) med venner uden at skulle tænke på, hvordan jeg kommer hjem til hund og høns. Jeg er jo nået en alder, hvor de fleste i venskabskredsen har små børn og to af mine bedste venner er flyttet til udlandet, så det der med spontane barture er et problem uanset, hvor jeg bor. Men afstanden til København hjælper ikke. Og det er hver gang en logistisk hovedpine at finde et sted, hvor Haddock og jeg kan sove.

For sent, for sent, for sent

En anden stor udfordring er tid. Selv om jeg ikke arbejder fuldtid, så skal jeg finde tid til at passe både Haddock, Storm og gård.

Haddock er en jagthund, og dem der har en aktiv hund ved, hvor meget aktivering de kræver (og fortjener). Han er det værd, for jeg kunne ikke klare at bo her alene uden ham. Han er det levende væsen, jeg tilbringer suveræn mest tid sammen med, og jeg nyder det meget (han sover på mine fødder i skrivende stund), men han kræver i hvert fald en times opmærksomhed om dagen.

For at få deleordningen til at gå op over så stor en afstand, så er jeg nødt til at holde fri, når jeg har Storm, og han er stadig for lille til, jeg rigtig kan lave noget, når jeg har ham. Men det kommer så småt. Han har hjulpet til med at grave lidt i bede og med at forspire. Han skal nok blive til noget, den knægt.

Og så er der transport. Som nævnt før, så går der rigtig meget tid bag et rat (se #36 ‘Nyt år, nye muligheder’). Hvis jeg kan stole på Google Timeline - der hver måned sender mig en mail, hvor de stolt beretter, hvor intenst de har stalket mig døgnet rundt siden sidst - så kører jeg gennemsnitligt i bil to timer om dagen. Biltransport er en livsforudsætning hernede.

Det efterlader ikke meget tid til at lege hipsterbonderøv.

Så jeg må nok tilstå, at jeg anser det for mere københavnerromantik end virkelighed, når vi kalder livet på landet for “det simple liv” eller “det enkle liv”. For hvad betyder det egentlig?

At det er lettere og mindre komplekst at passe dyr og dyrke grøntsager end at skrive beslutningsreferater til afdelingschefen? Ikke for mig. Jeg synes havedyrkning er ganske indviklet og komplekst, men jeg er jo også glad amatør.
Er det så mere simpelt, fordi man er herre over sin egen tid? Det er jo heller ikke rigtig tilfældet for mig. 
Er det så selvstændigheden, der gør livet mere "simpelt"? Den køber jeg. Til dels. For selvstændighed kan opnås på mange måder. Enhver der driver egen virksomhed lever jo i så fald "det simple liv".

Nej, livet er skam fint kompliceret, ganske som det plejer. Hverdagens problemer også findes på landet, og livet er bestemt ikke blevet enklere af at forlade byen. Problemet med eskapismen er, at din hverdag, din økonomi og “du” med alle dine neuroser og dårlige vaner flytter med (samfundsfagslæreren i mig har her lyst til at tale om Bourdieu og “habitus” nu, men jeg skal nok lade være).

Jeg, en luksuseskapist

Sig det ikke til nogen, men: Skal vi nu være helt ærlige over for den indre østerbrospelthipstereskapist, så er jagten på “det simple liv” ikke en jagt på noget mere rent og enkelt, som det ofte gøres til.

Det er om noget et nyt niveau af luksus forbeholdt de få, der er så privilegerede, at de har tid til at stoppe op, pille sig i navlen og fundere over livet. Dem der ikke behøver arbejde hele tiden for at få dagligdagen til at løbe rundt. Sådan nogen som jeg har jo ikke fundet en dybere mening med livet, vi udnytter bare, at vi har mulighed for at leve på en anden måde. En mulighed der er forbeholdt de få.

Men jeg bidrager jo selv til denne romantisering af landlivet og selvforsynerlivet. Bevares jeg føler, jeg er ret ærlig omkring virkeligheden i dette liv - det er trods alt bloggens raison d’etre. Men jeg gør også en dyd ud af tage gode billeder, hvor alt helst skal tage sig pænt ud. Det er især sandt på Jord under neglenes Instagram, hvor jeg skamløst glorifiserer livet her og beskærer billeder, så den grimme sandhed gemmes længst væk (Har du for øvrigt set Jord under neglenes instagram? #ligesåskamløsreklame).

Er jeg en del af problemet? Er det overhovedet et problem? Er jeg slangeoliesælger, der pusher en drøm om landlivet som en eskapistisk panacea? (beklager overforbrug af lange fremmedord. Det er et billigt trick til at fremstå dybsindig og klog).

Men det er jo meget godt

Men med alt det ovenstående piv og brok spyttet ud, så skal man endelig ikke tro, at jeg på nogen måde mener, det er synd for mig. Jeg kunne jo bare trække stikket. Men det er ikke det, jeg ønsker lige nu. Jeg arbejder på at få livet til at hænge sammen på en anden måde. En forhåbentlig sjovere og mere tilfredsstillende måde. Jeg har stadig brug for en boglighed og faglighed, men jeg har også brug for at være ude, for selvstændighed i min hverdag og for at bruge mine hænder og min krop til noget konstruktivt. Den balance tror jeg på vil gøre mig mere tilfreds, end at sidde foran en skærm 37 timer om ugen.

Jeg kan desuden godt lide at bo på landet. Jeg kan godt lide de åbne vidder, naturen, stilheden og det lavere tempo i omgivelserne.

Det dejligste ved at bo i hus er at have et udeareal, der er mit. Når solen skinner, så behøver jeg ikke planlægge at tage et bestemt sted hen. Nej, jeg åbner bare havedøren og træder ud i lyset. Det er en stor luksus, som jeg især bemærker her i foråret, hvor solen pludselig vender tilbage.

Det dejlige ved at have et projekt som mit er, at jeg har noget at foretage mig, når jeg er ude. Der er hele tiden noget, jeg skal. Det burde være en kilde til stress, men det er faktisk en kilde til glæde. Jeg har et formål. Noget jeg skal. Det kan godt redde en almindelig søndag fra at gå i sump.

Bevares, jeg kan sagtens vælge ikke at gøre nogen af de ting, og i stedet sidde på sofaen og se Netflix, hvis det er det, jeg har lyst til den dag, Men det er faktisk rart, at jeg har et projekt at passe, selv når jeg har fri. Jeg vidste det ikke dengang, men det savnede jeg faktisk, da jeg boede i en lejlighed i byen.

Møn har sat sit præg

Jeg konstaterer i det hele taget, at jeg ikke helt er den københavner, jeg var engang. Jeg får faktisk en lille smule puls af at være i København nu. Til trods for at jeg har boet i byen langt størstedelen af mit liv, så føler jeg virkelig, at jeg er kommet ind med firetoget, når jeg kommer tilbage til hovedstaden. Jeg tog forleden mig selv i at stå på Kongens Nytorv og tænke “Nøøj, hvor er her mange mennesker, og hvor har de dog allesammen travlt!”

Og så føles det faktisk rigtig rart at kunne sætte sig ind i sin bil og futte sydover til sin lille smukke sydhavsø, hvor der ganske vist er dødt som i graven på en tirsdag aften, men hvor man hilser på hinanden (når man passerer hinanden i hver sin bil), hvor kassedamen i Dagli’Brugsen kender alle og hvor man aldrig er mere end et par minutter fra havet.

Det er to forskellige verdener, der kan forskellige ting. Jeg har glæde begge af dele, og uanset hvilken verden jeg vælger, så vil jeg savne den anden. For man kan ikke få det hele. Og lige nu foretrækker jeg landlivet.

Men jeg er ikke en af dem, der aldrig ville kunne flytte tilbage til København. Det kunne jeg da sikkert godt. Jeg har ikke lyst til det lige nu, for jeg er langt fra færdig med at opleve her.

Jeg er ikke længere rigtig bymenneske, men jeg er bestemt heller ikke landmenneske. Jeg har sat mig mellem to stole, og jeg ligger lige for tiden i luften mellem sæderne, som en anden Wile E. Coyote, og mærker efter om min bagdel er ved at ramme gulvet, eller om jeg kan blive ved med at svæve i den fri luft. Det er en god følelse.

- Jeppe er ude.