Sidste indlæg var lidt negativt. Men der var også meget, der var gået galt. Men nu til det positive. For det er forår og solen skinner og det er virkelig skønt.

Vi står jo alle i en ny situation. En situation verden ikke har oplevet før, og mange er isolerede. Økulleren sætter ind. Især i byerne. Så lige nu er det ekstra dejligt at have en stor have. Så føles isolation egentlig ikke så slemt.

Højbede

Og højbedene er færdige! Og hvis jeg selv skal sige det, så er det blevet ret godt.

Der står nu 16 flotte lærketræshøjbede og venter på, at jeg fylder den med spirer. Jeg glæder mig. Jeg tror det bliver både lettere, bedre og, ikke mindst, smukkere end før - hvor det hele havde en tendens til gro fra mig. Det kunne til tider være lidt svært at skelne, hvad der var bed, og hvad der var stierne mellem bedene. Men det er slut nu.

16 højbede er ret meget, men skal jeg tage selvforsyning seriøst, så skal haven også præstere ret meget. Sidste sæson havde jeg gang i cirka ti bede, og det var lige i underkanten. Det er nu marts, og jeg har spist de sidste kartofler og rosenkål, og der er kun lidt sørgelige gulerødder og nogle forårsløg tilbage. Det kan man jo ikke leve af. Så go big or go home som de siger. Og jeg er jo allerede hjemme, så dét er ligesom ikke en valgmulighed..

Der er bare ét problem: Jeg skal lige fylde dem med jord.

Og det har vist sig sværere end ventet. Jeg ved, hvad du tænker: “Jord? Jamen bor du ikke på en gård? Du må da have masser af jord”. Der er to problemer med det:

1. Jord er ikke bare jord.
   Jeg skal bruge god, næringsrig og helst ukrudtsfri jord. Jeg kan ikke bare fylde, hvad som helst ned i dem. Hvis jeg gør det, så kommer jeg i hvert fald til at betale for det i de kommende år.

2. Jeg skal bruge ret meget jord.
   Efter mine beregninger skal jeg bruge ca. 17 kubikmeter jord for at fylde dem til randen. Det er rigtig meget jord. Det er sådan rundt regnet 150 læs med trillebøren. Hvis jeg graver det fra egen grund, så vil det efterlade et krater et sted på grunden.
   …og begge mine arme vil falde af. Jeg er glad for mine arme, så det spiller ikke.

Jeg har derfor kigget på at købe højbedsmuld. Det er bare ganske pebret. Det koster omkring 1000 kr. for en kubikmeter. Jeg kan ikke få mig selv til at bruge så mange penge på jord. Det er jo åndssvagt. Oven i det så er landet lukket ned, så kan jeg overhovedet købe jord?

Jeg har hørt godt om at købe svampekompost fra Tvedemosegård. Det er en del billigere. Den er meget intens og skal blandes 1:4 med almindelig muld. Så det løser højest en fjerdedel af problemet. Men det er selvfølgeligt en start. Åh alle de beslutninger…

Så nu går jeg bare rundt om mig selv og kigger på højbedene, mens uret tikker og havesæsonen kommer tættere på.

Havelyst

Jeg er startet på forspiringen. Meget senere end de to foregående år. Tidligere startede jeg allerede i vinterferien, og jeg stod med spirer klar, som jeg ikke kunne få i jorden, da det stadig var for koldt udenfor. Det gider jeg ikke igen, så i år begyndte jeg først i starten af marts. Jeg har sået peberfrugt, knoldselleri, jordbær, porrer, blomkål, tallerkensmækker og cherrytomater. Tomaterne kom først i jorden, og de viser allerede en masse små fine skud. Det er meget opmuntrende og gør, at jeg glæder mig lidt til at komme i gang.

Skal jeg nu være helt ærlig over for mig selv, så bliver jeg næppe nogen gartnerfanatiker. Det kribler ikke i hele kroppen for at komme i gang med en ny sæson, som jeg ved, det gør for visse andre. Jeg synes, det er meget hyggeligt, men mest fordi jeg godt kan lide at være ude og få lidt sol i ansigtet og bruge mine hænder. Jeg er mere til at høsten. Jeg kan godt lide at omsætte høsten i køkkenet. At sylte rødbeder, flå tomater, lave chutneyer osv. Men at luge bliver jeg aldrig fan af. Men hvem er omvendt også det?

Det er nu mit tredje forår her, og det er anden gang, at jeg har gruet for, om lysten til projektet mon var forduftet. Perioden fra januar til marts er tung her på landet (som jeg også konstaterede sidste år), og den gør, at jeg revurderer, om det enlige landliv nu også er det rigtige.

Men lige som sidste år, så kom foråret pludselig. Sol i ansigtet gør gode ting for mig, for mit humør og for min arbejdsglæde. Det er virkelig fantastisk at gå rundt ude i haven i solskinsvejr og “ordne”.

Der er også allerede blevet slået græs første gang. Det er lidt tidligt, men rart at få gjort. Efter at jeg havde gjort det, læste jeg også, at Praktisk Økologi faktisk anbefaler, at man slår græs nu, så de blomsterne får en chance for at konkurrere med det hurtigtvoksende græs. Så selv om græsslåningen mest var for min indre følelse af kontrol over gården, så vidste det sig også, at jeg uforvarent havde gjort noget godt for biodiversiteten. Hopla.

Og så er der få ting i verden hyggeligere end at køre havetraktor i solskinnet med sin søn på skødet.

Karantæne på landet

Det er nu anden uge i Covid-19 karantæne for os allesammen.

Som samfundsfagslærer har jeg nu i en uge kørt virtuel undervisning. Det består i, at jeg sidder med et webkamera, og underviser 25 unge i deres nattøj hjemme fra min stue. Det fungerer egentlig ok indtil videre, men det er lidt surrealistisk. Det hele er lidt sært, er det ikke? Sært men også lidt spændende.

Dagen efter statsministerens lukning af landet var jeg meget spændt på, om jeg kunne mærke effekten. Jeg kørte til Brugsen for at købe lidt ind. Der var øde, gaderne var tomme og der var næsten ingen biler. Med andre ord: fuldstændig som det plejer. Sådan er det på landet - Det falder mig ind, at jeg muligvis ikke rigtig vil kunne mærke apokalypsen hernede på Møn.

Jeg går ind i supermarkedet, og er spændt på at se, om butikken er blevet ribbet af horder af paniske hamstere. Jeg opdager til min gru, at der ikke er mere økologisk sennep, men derudover er der tilsyneladende rigeligt af alting. Sektionen med køkkenruller og toiletpapir virker om noget større end den plejer. Har Dagli’Brugsen overkompenseret for hysteriet og købt ekstra ruller ind, eller virker der bare til at være flere ruller, fordi jeg er mere opmærksom på dem end jeg plejer?

Jeg tager mig selv i kun at tage to dåser med kokosmælk, selv om jeg egentlig skal bruge tre. Bare så kassedamen ikke tror, jeg hamstrer.

Oppe ved kassen drister jeg mig til at spørge, om der har været hamstringspanik dagen før. Han ryster på hovedet. “Det er nok kun de fjollede københavnere, der gør det” siger jeg med en tyk københavnsk accent, der øjeblikkeligt afslører hykleriet ved den udtalelse. “Det her er Vestmøn” svarer han tørt. Jeg nikker og griner, selv om jeg ikke rigtig ved, hvad han mener med det.

Der er nu dejligt på landet.

- Jeppe er ude.